Så er det officielt: Benjamin Drue Reus har vundet et Tour Card

Tekst: Dartnyheder.dk

Foto: Mikal Schlosser/PDC

Benjamin Drue Reus vil de kommende 24 måneder være sikret adgang til PDC’s Pro Tour, efter den 25-årige dansker søndag har vundet et Tour Card ved PDC’s Q-School.

Danske Benjamin Drue Reus har søndag sikret sig adgang til PDC’s Pro Tour, efter den 25-årige fynbo har vundet et Tour Card ved PDC’s europæiske Q-School.

Dermed vil danskeren fremover skulle spille med på eksempelvis PDC’s Players Championship-tour, og skal derfor nu konkurrere med sportens største profiler såsom Luke Humphries, Michael van Gerwen, Gerwyn Price, Michael Smith og Luke Littler.

Benjamin Drue Reus indledte Q-Schools Final Stage med gode resultater ved de første to spilledage, inden han efterfølgende tabte sin første kamp både lørdag og søndag. Med seks point på kontoen slutter Benjamin Drue Reus dog på en samlet 8. plads på ranglisten. For at vinde et Tour Card gennem Q-School-ranglisten krævede det en placering i top 13. Herudover har vinderen af hver af de fire respektive turneringer spillet fra torsdag til søndag ligeledes vundet et Tour Card. I alt er der 128 Tour Card-indehavere i PDC.

For Benjamin Drue Reus’ vedkommende betyder Tour Cardet, at han foruden at være sikret deltagelse på PDC’s Pro Tour nu også er udelukket fra at kunne repræsentere det danske WDF-landshold eller spille turneringer i WDF-regi. Herudover vil han fremover skulle spille Europa Tour-kvalifikationsturneringer mod andre Tour Card-indehavere, mens han tidligere har kunnet kvalificere sig gennem PDC Nordic & Baltic-touren. Han kan dog fortsat spille med på PDC Nordic & Baltics Pro Tour.

Det er anden gang i historien, at en dansker vinder et Tour Card ved Q-School. Første gang det lykkedes var i 2022, hvor Vladimir Andersen sikrede sig adgang til Pro Touren. Vladimir Andersen mistede dog sit Tour Card ved indgangen til denne sæson, eftersom han ikke spillede sig i verdensranglistens top 64. Spillere der har haft et Tour Card i to sæsoner uden af spille sig i top 64 mister således deres Tour Card.

Første gang Benjamin Drue Reus skal i aktion på PDC’s Pro Tour bliver den 12.-13. februar, hvor sæsonens to første Players Championship-turneringer afvikles. Herudover spilles der to kvalifikationsturneringer til Europa Touren den 14. februar.


Læs også:

Kæmpe overraskelse: Benjamin Drue Reus strålede i dansk sejr over Østrig ved World Cup of Darts

Podcast: Interview med Benjamin Drue Reus

Den utrolige historie bag Vladimir Andersens pile ved Q-School

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*