Benjamin Drue Reus forud for World Cup of Darts: ‘Jeg er i mit livs form’

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Mikal Schlosser/PDC

24-årige Benjamin Drue Reus mener selv, at han er i sit livs form, inden han på torsdag får debut ved World Cup of Darts.

Dartnyheder.dk’s dækning af dansk dart er støttet af Fary Lochan

Når Danmark på torsdag møder Østrig i den første gruppekamp ved PDC’s World Cup of Darts, så vil det for første gang nogensinde være med 24-årige Benjamin Drue Reus på holdkortet.

Fynboen har i år vist et højt niveau både hjemme i Danmark og på PDC Nordic & Baltic-touren, hvilket har sikret ham en plads på World Cup-landsholdet sammen med den danske Tour Card-indehaver Vladimir Andersen.

Forud for landsholdsdebuten i PDC-regi har Dartnyheder.dk taget en snak med hovedpersonen, der blandt andet fortæller, at han befinder sig i sit livs bedste form, og at han tror på, at Danmark kan skabe en overraskelse i Frankfurt, hvor Danmark er havnet i gruppe med Østrig og USA.

Betragter Danmark som underdog

Har du haft tid til at reagere på lodtrækningen?

– Det har jeg, og jeg må sige, at mine første tanker var, at det kunne have været værre, men at det også sagtens kunne have været nemmere. Både Østrig og USA er gode hold, og de vil på papiret være favoritter, det må vi nok være ærlige at erkende.

Hvad er din målsætning forud for turneringen?

– Umiddelbart er min målsætning, at vi skal kunne presse dem (Østrig og USA, red.) ud i nogle tætte kampe, fremfor bare at tabe 4-0. Hvis vi kan sige, at vi gav dem en kamp, så vil jeg være tilfreds. Selvfølgelig drømmer jeg også om, at vi går videre, men jeg er også klar over, at vi går ind til turneringen som underdogs.

Benjamin Drue Reus har også repræsenteret det danske ungdomslandshold i WDF. Her vandt han og makkeren Dennis Johannsen bronze i doublerækken ved WDF’s Europe Cup i 2016. Foto: Privat

Befinder sig i sin bedste form nogensinde

Selvom Vladimir Andersen utvivlsomt har væsentligt flere pokaler i trofæskabet og mere erfaring på rygraden end sin kommende holdkammerat, så viser statistikkerne også, at Benjamin Drue Reus har leveret et højere niveau i 2023 end sin 10 år ældre landsholdsmakker. Ifølge statistikhjemmesiden DartsOrakel står Vladimir Andersen noteret for et sæsongennemsnit på 82,33, mens Benjamin Drue Reus’ sæsongennemsnit lander på 83,96. Særligt på PDC Nordic & Baltic-touren har fynboen vist en opadgående formkurve, som han ser frem til at vise frem ved World Cup of Darts.

Hvordan vil du beskrive din form netop nu?

– Jamen det kan jeg gøre ret simpelt: Jeg er i mit livs form netop nu. Jeg tror på mig selv på en helt anden måde, end jeg har gjort tidligere, og jeg spiller i det hele taget med en helt anden ro end førhen. Jeg har ikke så mange udsving, og når de kommer, så kommer jeg hurtigt ovenpå igen.

Frygter ikke nedtur på TV

Selvom den tidligere danmarksmester i juniorrækken på flere punkter lader til at være Danmarks mest formstærke dartspiller netop nu, så mangler han fortsat at vise topniveauet på de store scener. Således tabte Benjamin Drue Reus sidste år 6-0 til Dimitri van Den Bergh, da han fik debut ved en TV-turnering ved Nordic Darts Masters. Igen i år tabte han så 6-0 til Gerwyn Price, inden han i april måned spillede langt under niveau i et 4-2 nederlag til Gary Stone i kvartfinalen ved Søgaard Denmark Open.

Med andre ord har Benjamin Drue Reus ikke den bedste historik foran rullende TV-kameraer, men det er ikke noget, der bekymrer ham.

Du har ikke den bedste historik på de store TV-scener. Er du nervøs for, at noget lignende vil gentage sig ved World Cup of Darts?

– Nej, det er jeg ikke. Første gang jeg var med ved Nordic Darts Masters, var jeg helt sikkert ramt af nerver, men anden gang og ved Denmark Open var det mest et spørgsmål om tilfældigheder. Jeg var ikke nervøs på samme måde, og det handlede mest om, at jeg nok ikke var forberedt godt nok. Det er jeg nu.

Benjamin Drue Reus har to gange deltaget ved Nordic Darts Masters. Senest tabte han 6-0 til Gerwyn Price tilbage i januar. Foto: Mikal Schlosser/PDC

Om forholdet til Vladimir Andersen: ‘Vi er jo hinandens modsætninger’

Hvad er dine tanker om at spille sammen med Vladimir Andersen?

– Jeg er selvfølgelig spændt på, hvordan det kommer til at fungere. Personlighedsmæssigt er vi jo hinandens modsætninger, så det kan gå begge veje. Jeg håber, vi kan få det til at spille, men der er også en risiko for, at vi ikke harmonerer. Jeg vil dog sige, at når vi en sjælden gang imellem har stået og trænet sammen, så er det altid gået godt.

– Jeg ved, at der er mange meninger om Vladimir, og ham og jeg har da heller ikke noget dybt personligt forhold, blandt andet fordi vi er to meget forskellige typer. Han er mere udadreagerende, hvor jeg er mere indadvendt og tilbageholdende. Så vi snakker ikke så meget sammen, når vi er ude, men når vi gør, så er det altid sobert.

Vil du mene, at et hold bestående af dig og Vladimir Andersen er det bedste hold, som Danmark kan stille med?

– Lige pt. er vi nok det bedste hold, Danmark kan stille op med, ja. Med min formkurve og Vladimirs rutine og niveau, så er jeg faktisk ikke i tvivl om, at vi er det bedste hold, Danmark kan stille med.

Jagter fortsat en plads ved VM og udelukker ikke debut i Modus Super Series

I skrivende stund indtager Benjamin Drue Reus en fjerdeplads på PDC Nordic & Baltic-ranglisten, hvor han kun er overgået af de tidligere Tour Card-indehavere Marko Kantele, Jeffrey de Graaf og Daniel Larsson. Her har han, med to turneringer tilbage i 2023, 1025 point op til den VM-adgangsgivende andenplads. Eftersom der er 1200 point at hente til vinderen af hver enkelt Pro Tour, så er VM-pladsen derfor indenfor rækkevidde, om end det bliver svært. Odense-drengen har dog endnu ikke opgivet håbet om debut i Alexandra Palace.

Med to turneringer tilbage, så er du 1025 point fra en plads ved VM. Tror du på, det kan lade sig gøre?

– Jeg vil sige, at håbet er der stadig. Jeg ved, det bliver svært, men jeg tager i hvert fald til Riga til juli, og så giver jeg det et skud.

Arrangørerne bag Modus Super Series har teaset for, at en dansker vil blive inviteret med til deres turnering til september. Er det dig, der er blevet inviteret?

– Hahah, det har jeg virkelig ikke nogen kommentarer til, og du får ikke mere ud af mig end det.

Benjamin Drue Reus i aktion på PDC Nordic & Baltic-touren. Foto: Privat

Håber på VM-udtagelse og Q-School i 2024

Hvis vi skal kigge frem mod de øvrige store turneringer i 2023, så står både DM og WDF’s World Cup for døren. Hvad er dine ambitioner ved de to turneringer?

– I forhold til DM, så er min personlige målsætning som minimum en semifinale. Så må vi se, hvad der kan ske derfra. Hvad World Cup angår, så skal jeg jo udtages først, så det må være første målsætning.

Hvad så med ambitionerne for 2024? Kommer vi til at se dig ved Q-School?

– Jeg går stærkt ud fra, at jeg tager til Q-School. Det afhænger dog af datoerne. Min bacheloropgave ligger i tredje uge i januar, men hvis Q-School ligger i anden uge, så tager jeg afsted. Og så deltager jeg naturligvis fuldt ud på PDC Nordic & Baltic-touren igen til næste år.


Læs også:

Her er Danmarks lodtrækning ved World Cup of Darts 2023

Så er det afgjort: Vladimir Andersen og Benjamin Drue Reus skal spille World Cup of Darts

PDC lancerer store forandringer ved World Cup of Darts


Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*