Corey Cadby gør comeback: Deltager ved Q-School 2023

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC

Corey Cadby var i en årrække udråbt som et af dartsportens største talenter, inden rod i privatlivet satte en stopper for karrieren. Nu vender den 27-årige australier dog tilbage.

Han tog hele dartverdenen med storm, da han som bare 21-årig besejrede Phil Taylor 6-2 i sin blot anden tv-kamp nogensinde ved Perth Masters i 2016. Siden da vandt Corey Cadby få måneder senere suverænt PDC’s ungdomsverdensmesterskab, inden han i 2018 spillede sig i finalen ved UK Open.

Der var tilsyneladende ingen øvre grænser for Cadbys talent, og det virkede i højere grad som et spørgsmål om hvornår snarer end hvorvidt ‘The King’ ville vinde verdensmesterskabet i seniorrækken.

I løbet af 2019 blev Corey Cadby dog nægtet indrejse til England. Det er aldrig kommet frem i offentligheden, hvad der var årsag til Cadbys visaproblemer og indrejseforbud. Han har dog tidligere talt ud om et forløb med depression, alkoholmisbrug og en skilsmisse, hvilket bidrager til at tegne billedet af et menneske, der foruden et massivt talent foran dartskiven også har måtte leve med store indre dæmoner.

På den baggrund har det også virket tvivlsomt, om Corey Cadby nogensinde ville vende tilbage til dartsporten – i hvert fald indtil nu.

Corey Cadbys manager, der også har spillere som Dimitri Van den Bergh, Glen Durrant og José de Sousa i staben, skriver således på Facebook, at den tidligere Pro Tour-vinder er klar til at gøre comeback ved næste års Q-School.

Corey Cadby har endnu ikke selv udtalt sig op det forestående comeback. Han seneste officielle kamp i PDC-regi var på World Series Touren i august 2019.


Læs også:

Corey Cadby taler ud: Misbrug, forkerte beslutninger og ambitioner om et comeback

Corey Cadby trækker sig fra VM

Phil Taylor: Corey Cadby er fremtiden

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*