Michael Frydendal bekræfter: Her er det danske hold ved World Cup of Darts

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Per Laursen vil for 10. gang i træk være med på det danske landshold ved PDC’s World Cup of Darts.

Nøjagtig som i 2019 vil det danske landshold ved PDC’s World Cup of Darts i år komme til at bestå af Per Laursen og Niels Heinsøe. Det bekræfter den danske formand for PDC Nordic & Baltic, Michael Frydendal, til Dartnyheder.dk.

Sidste år var det danske landshold, som nævnt, ligeledes bestående af Per Laursen og Niels Heinsøe. Dengang tabte danskerne 5-0 i første runde til Skotland, der var repræsenteret af Peter Wright og Gary Anderson.

Foruden spillerne på det danske landshold, så kan Dartnyheder.dk også erfare, at Sverige vil blive repræsenteret af Dennis Nilsson og Daniel Larsson, alt imens det finske landshold vil blive udgjort af Marko Kantele og Kim Viljanen.

World Cup of Darts vil i år blive afholdt mellem den 6.-8. november i den østrigske by Graz. Det er dermed første gang siden 2012, af turneringen ikke afholdes i Tyskland.

Store spørgsmålstegn forud for bekræftelsen

Selvom det ifølge PDC’s kvalifikationskriterier længe har lagt fast, at de seks ovennævnte spillere ville blive de udvalgte repræsentanter for deres respektive nationer ved PDC’s World Cup, så har der alligevel været stor usikkerhed om, hvem der skulle repræsentere de tre nordiske lande ved landsholdsturneringen.

For det første har coronakrisen allerede resulteret i adskillige aflyste turneringer, og det kunne derfor ikke udelukkes, at World Cuppen ligeledes ville blive aflyst. For det andet har PDC Nordic & Baltic blot afholdt to ud af deres oprindeligt 10 planlagte turneringer i 2020, hvilket kunne have givet anledning til at ændre kvalifikationskriterierne. For det tredje har PDC derudover været sparsomme med oplysninger om dette års World Cup, og hvilke lande der i det hele taget ville blive tildelt en plads ved turneringen.

Dagens bekræftelse fra Michael Frydendal betyder dog, at Danmark, Sverige og Finland igen i år vil være med blandt de 32 deltagende nationer.

Laursen fortsat med i fornemt selskab

Per Laursens kvalifikation til det danske World Cup-landshold betyder i øvrigt, at han vil være med ved turneringen for 10. gang i karrieren. Dermed vil den 54-årige danske profil have deltaget ved alle 10 udgaver af World Cup of Darts, hvilket kun seks andre spillere ligeledes vil kunne prale af, når World Cuppen indledes i næste måned.

Mensur Suljovic (Østrig), Simon Whitlock (Australien), Brendan Dolan (Nordirland), William O’Connor (Irland), Toni Alcinas (Spanien) og Darin Young (USA) er således de eneste øvrige spillere, der har været med ved alle udgaver af PDC’s World Cup. Derudover har Haruki Muramatsu ligeledes muligheden for en 10. deltagelse ved turneringen, såfremt han bliver en del af det japanske landshold, der endnu ikke er offentliggjort.

Syv lande mangler at blive offentliggjort

Efter dagens bekræftelse af det danske, svenske og finske World Cup-landshold, så er der sat navn på i alt 25 ud af de 32 deltagende nationer. De sidste syv nationer vil blive offentliggjort indenfor den nærmeste fremtid, og det er i den forbindelse nærliggende at antage, at både Litauen og Letland vil være med i overvejelserne. Mens Litauen, repræsenteret af Darius Labanauskas og Mindaugas Barauskas, var deltagende ved sidste års turnering, så kan Letland i år håbe på at få debut i World Cup-sammenhæng, hvor letterne uden tvivl vil blive repræsenteret af Madars Razma, såfremt de bliver inviteret med til turneringen.


Læs også:
Per Laursen peger på Simon Bak som sin arvtager
Niels Heinsøe med international succes – vinder Catalonia Open
Interview med Niels Heinsøe: Q-school, World Cup of Darts, Nordic Darts Masters og landsholdet

1 Comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*