Interview med Niels Heinsøe: Q-school, World Cup of Darts, Nordic Darts Masters og landsholdet

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Privat

Niels Heinsøe håber, at han i 2020 kan komme i betragtning til landsholdet. Vigtigst af alt er dog PDC’s World Cup of Darts.

2019 var i høj grad et gennembrudsår for Potten-profilen Niels Heinsøe.

Ganske vist så har den 50-årige samsing været en etableret spiller i den danske dartelite i mere end et årti, og til trods for en række internationale turneringsdeltagelser gennem årene, så har dedikationen til sporten aldrig været større end netop nu.

Efter et 2018 der blandt andet bød på en fornem kvartfinaleplacering ved Denmark Open efterfulgt af en ligeledes fornem turneringssejr ved Catalonian Open, var der grund til optimisme forud for 2019.

2019 blev da også et år med flere opture for Niels Heinsøe, der i starten af året deltog ved PDC’s Q-school for første gang i karrieren. Og selvom det ikke lykkedes at vinde et Tour Card, hvilket retfærdigvis også ville have været en overraskelse af de større, så sikrede deltagelsen adgang til PDC’s Challenge Tour, hvor han deltog ved 19 af alle 20 turneringer, alt imens han sideløbende var en sikker deltager på PDC Nordic & Baltic-touren, hvor han afsluttede sæsonen med en flot ottendeplads på den samlede rangliste.

Den største oplevelse var imidlertid kvalifikationen til PDC’s World Cup of Darts, hvor Heinsøe repræsenterede de rød/hvide farver med Per Laursen. For selvom Danmark fik fyrstelige klø af et enormt velspillende skotsk landshold bestående af de senere vindere Gary Anderson og Peter Wright, så var det Heinsøes debut på den helt store scene – en debut han slap usædvanligt godt fra, efter at have leveret en hæderlig præstation.

Drømmer om endnu en chance ved World Cup of Darts

Igen i 2020 vil Niels Heinsøe jagte overraskelsen ved Q-school. Og skulle det ikke ende med et Tour Card, så ser han frem til endnu et år på Challenge Touren, samtidig med at han igen i år har tænkt sig at deltage i PDC Nordic & Baltic, alt imens han håber at komme i betragtning til Dansk Dart Unions landshold, når der mellem april og maj spilles Nordic Cup på hjemmebane.

Mest af alt, så håber Niels Heinsøe dog på endnu engang at kvalificere sig til PDC’s World Cup of Darts. Det fortæller han til Dartnyheder.dk.

– Jeg har tre konkrete målsætninger for 2020. Den vigtigste målsætning er at kvalificere mig til PDC’s World Cup igen i år. Det er nummer ét på listen. Derudover, så vil jeg rigtig gerne være blandt deltagerne ved Nordic Darts Masters (PDC’s World Series-turnering i København, red.), og så håber jeg at komme i betragtning til DDU’s landshold. Landsholdet er ikke helt så vigtigt, for det er ikke noget, jeg kan kvalificere mig til. Det er med andre ord ikke udelukkende op til mig, forklarer Niels Heinsøe.

Bedre dartspiller i 2020

Tager man et dyk ned i statistikkerne fra 2019, så var Niels Heinsøe unægteligt blandt de bedste danske dartspillere sidste sæson. Der var dog et godt stykke op til toppen af Challenge Tour-feltet, hvor Heinsøe endte med en placering som nummer 143 på ranglisten, alt imens sæsongennemsnittet på 76,21 var det 226. højeste af samtlige 351 spillere, der sidste år deltog på Challenge Touren. En placering og præstation, som Heinsøe forventer at forbedre i 2020.

– Jeg er helt sikkert en bedre dartspiller nu, end jeg var sidste år. For det første fordi jeg ikke længere på samme måde lader mig påvirke af den modstander, der står overfor mig. Nu går jeg i stedet ind til kampene med en tanke om, at hvis bare jeg spiller mit eget spil, så kan jeg slå dem alle. Det er en vigtig erkendelse at nå frem til, uddyber han.

Det er da heller ikke mere end en måned siden, at Niels Heinsøe viste, at han på dagen kan levere et niveau, der har international klasse. I en holdkamp mod Holbæk i slutningen af november, spillede Heinsøe således med et gennemsnit på 90,97 over 13 legs. Et niveau som vil være mere end bare almindeligt svært at opretholde over en hel sæson, men ikke desto mindre en præstation som giver indikationer af, at formen er ved at toppe på det helt rigtige tidspunkt.

Lært meget af Challenge Touren

I det hele taget så ligger Niels Heinsøe stor vægt på den erfaring, han har tilegnet sig på sidste års Challenge Tour, hvor han i øvrigt fik dansk meddeltagelse af Niels-Jørgen Hansen og Ivan Springborg Poulsen, der endte som henholdvis nummer 89 og 174 på Challenge Tour-ranglisten.

– Jeg har lært helt vildt meget af Challenge Touren. Også ting, man ikke kan lære herhjemme. Forskellen er, at man derover er nødt til at være 100% klar allerede ved aller første leg. Det kan lyde banalt, men den erfaring kan man simpelthen ikke få ved blot at spille herhjemme, fortæller han og uddyber:

– Allerede på andendagen ved Q-school sidste år, opdagede jeg, hvor vigtigt det er bare at vinde udlægget. Derfor brugte jeg to timer bare på at kaste efter bullen, så jeg havde de bedste vilkår for at vinde udlægget, for det er ekstremt vigtigt at komme godt fra land med det samme i de her kampe, lyder det fra Niels Heinsøe.

Ingen måltsætninger om Tour Card

Til trods for at han har opbygget en vigtig erfaring fra sidste sæson, og at han i det hele taget betragter sig selv som en bedre dartspiller, så har Niels Heinsøe alligevel ikke forventninger om, at han skal vinde et Tour Card ved Q-school senere på måneden.

– Jeg har ikke forventninger om, at jeg skal vinde et Tour Card. Det ville være urealistisk at forvente det på forhånd. Derfor har jeg faktisk også allerede købt flybilletterne til sæsonens første Challenge Tour-turneringer, som jeg jo er udelukket fra, hvis jeg rent faktisk vinder et Tour Card.

– Selvfølgelig kan det lade sig gøre, men det vil være en overraskelse, hvis det lykkes. Derfor forventer jeg ikke noget, og så føler jeg også, at presset på mine skuldre er mindre, når jeg har købt billetterne til de første Challenge Tours, fortæller Niels Heinsøe, der i år kan risikere at støde ind i både Niels-Jørgen Hansen, Ivan Springborg Poulsen, Tom Veje Kristensen, Bent Lambertsen, Claus Nielsen og Jesper Skovgaard, der alle har bebuddet, at de ligeledes har tilmeldt sig Q-school 2020.

Håber på landsholdsudtagelse

Også i WDF-regi er der rigeligt at se frem til for de danske elitespillere i de kommende måneder. For foruden diverse åbne turneringer som Denmark Open og Sweden Open, så vil der være mulighed for at blive udtaget til det danske landshold, der mellem april og maj spiller Nordic Cup på hjemmebane, inden DDU næste år skal være vært for WDF’s World Cup. Turneringer, som Niels Heinsøe håber at blive en del af.

– Jeg håber da, at landstræneren kigger min vej fremover. Jeg skal da ikke lægge skjul på, at det har irriteret mig lidt, at jeg ikke er blevet kontaktet af landstræneren, når nu jeg føler, at jeg er bedre end alle de andre, han har med på holdet. Når det er sagt, så er landsholdet ikke det vigtigste for mig, for det er som sagt ikke noget, jeg bare kan kvalificere mig til, men skal udtages til. Det er med andre ord ikke udelukkende op til mig, afslutter Niels Heinsøe.

Næste opgave for Potten-spilleren bliver på lørdag, hvor han og resten af Pottens førstehold møder DK26 og Studsen i landets bedste dartrække, inden Q-school afholdes mellem den 16.-19. januar.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*