To år siden i dag: Da verdenseliten kom til København

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Det er i dag to år siden, at PDC’s verdenselite gæstede Brøndbyhallen i forbindelse med Danish Darts Open 2018.

Allerede i januar 2017 lød de første rygter om, at PDC’s verdenselite ville indtage København i 2018.

– Det eneste vi mangler på nuværende tidspunkt, er det rent praktiske i forhold til spillested og hoteller, men det forventer vi at have på plads omkring juni, lød de bekræftende ord efterfølgende fra den danske formand for PDC Nordic & Baltic, Michael Frydendahl, til Dansk Dart Unions hjemmeside.

Efter et imponerende lobbyarbejde af Michael Fryndendahl og dennes højre hånd, Jann Hoffmann, kunne det i august 2017 endelig offentliggøres, at PDC’s Europa Tour ville lægge vej forbi Brøndbyhallen i København den efterfølgende sommer.

Et dansk publikum i verdensklasse

Turneringen blev sidenhen døbt “Danish Darts Open”, men spørgsmålet var, om det danske marked i det hele taget var klar til at løfte opgaven, i forhold til at afholde en turnering af Europa Tourens størrelse.

Svaret var på mange måder et rungende “ja”, men trods alt ikke uden forbehold.

For det viste sig hurtigt, at selvom Brøndbyhallen var et af de mindste spillesteder på Europa Touren, så var det svært at sælge det ønskede antal billetter. Omvendt sikrede det tilstedeværende danske publikum en atmosfære i verdensklasse, der i dén grad tog fusen på omverdenen.

Læs også: De danske dartfans møder international anerkendelse ved Danish Darts Open

Publikum var brilliant“, lød det eksempelvis fra det tidligere major vinder Paul Nicholson, der var blandt deltagerne i turneringen, alt imens særligt fredagens billetsalg alligevel (der som regel er en akilleshæl på Europa Touren) imponerede både arrangører og deltagere ved turneringen.

Danskerne tabte, Michael van Gerwen floppede mens Østrig strøg til tops

På det spillemæssige plan var de danske præstationer mindre imponerende.

Ganske vist var hverken Per Laursen eller Brian Løkken, der gik sejrrigt gennem den danske kvalifikationsturnering, udset nogen markante chancer for videre avancement mod henholdvis engelske Steve West eller spanske Cristo Reyes. Alligevel var de beskedne, danske gennemsnit på 81,60 og 81,99 ikke noget, der imponerede omverdenen.

Turneringen fortsat således ufortrødent uden dansk deltagelse, da der om lørdagen (hvilket i dag er præcist to år siden), blev taget hul på anden runde af Danish Darts Open.

Det var dog særligt søndagens afgørende kampe, der skabte overskrifter hos diverse dartmedier. For allerede i 1/16-finalen tabte Michael van Gerwen til nordirske Brendan Dolan, hvilket var en gedigen overraskelse. Den dengang dobbelte verdensmester havde således vundet de tre foregående Europa Tours, og havde derfor vundet sine seneste 16 kampe på de europæiske scener.

Turneringen var nu pivåben, hvilket udmøntede sig i en finale mellem Simon Whitlock og Mensur Suljovic. Her trak østrigeren det længste strå med en finalesejr på 8-3, hvilket markerede Suljovic’ blot anden Europa Tour sejr nogensinde.

Simon Whitlock og Mensur Suljovic kunne begge smile efter finalen ved Danish Darts Open 2018.

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Stjernerne vendte tilbage i 2019

Efter en alt i alt vellykket turnering var det ingen overraskelse, at Danish Darts Open skulle gentages i 2019.

Til trods for et ærgerligt afbud fra Michael van Gerwen, så var der med andre ord lagt i kakkelovnen til en ny stor dartfest på dansk jord.

Desværre lykkedes det dog ikke at gentage det trods alt acceptable billetsalg fra året før. Særligt fredagens publikum var af en beskeden størrelse, hvilket Michael Frydendahl efter turneringen udtrykte sin ærgrelse omkring.

– Jeg synes stadigvæk det har været en stor succes. Vi har desværre ikke fået det samme antal tilskuere ind, som vi havde håbet på. Publikum har dog været begejstret, de har gjort en stærk indsats og gjort det her til en fest, fortalte formanden dengang i et interview med Dartnyheder.dk.

Mageløse Per Laursen skrev historie

Men selvom det ikke lykkedes at sælge et tilsvarende antal billetter, som man gjorde 12 måneder forinden, så var der til gengæld fuld valuta for pengene, for de danske tilskuere, der var mødt op for at støtte de danske kvalifikationsspillere.

For selvom Niels-Jørgen Hansen aldrig for alvor fandt rytmen i sit nederlag til engelske Ryan Harrington, så var den danske mester Per Laursen i hopla.

Først skrev danskeren historie, da han med sin sejr over engelske Reece Robinson i første runde, blev den første dansker nogensinde, der vandt en kamp på PDC’s Europa Tour. Efterfølgende var taget blot få millimeter fra at blive blæst af i Brøndbyhallen, idet Laursen missede en enkelt matchpil mod verdensranglistens daværende nummer 15, Jonny Clayton.

Kampen endte efterfølgende med en walisisk sejr, men Laursen og det danske publikum havde alligevel stor ære af kampen. “Jeg har aldrig oplevet en stemning, som den her”, lød de indledende ord fra turneringens MC i det obligatoriske vinderinterview med Jonny Clayton.

– Det var en fantastisk kamp, og Per er en fantastisk spiller – men det her publikum var fantastisk. Jeg ville ønske, at alle kampe havde en atmosfære som den her, lød ordene fra Clayton, der efter sejre over James Wade og Simon Whitlock sidenhen spillede sig i semifinalen, hvor han imidlertid tabte til Dave Chisnall.

Netop Dave Chisnall gik efterfølgende hele vejen, da han i finalen besejrede Chris Dobey 8-3, og dermed kunne fejre sin første Europa Tour triumf siden 2013.

Dave Chisnall var i storform, da han sidste år triumferede ved Danish Darts Open.

Hvad så nu?

Set med danske øjne var det dog svært, ikke at huske turneringen for andet end Per Laursens kamp mod Jonny Clayton.

“Vi skal helt sikkert købe billet igen næste år”, lød det fra flere tilskuere, idet de forlod Brøndbyhallen efter Chisnalls triumf søndag den 16. juni sidste år.

Desværre kom der dog aldrig et Danish Darts Open anno 2020. Allerede før coronanedlukningen offentliggjorde PDC nyheden om, at Europa Touren ikke ville komme til København igen i 2020.

Det lignede en umiddelbar skuffelse af rang, men den observante dartfan havde opdaget, at der kunne være noget endnu vildere i vente.

Adskillige udtalelser og rygter pegede således imod, at PDC’s World Series i stedet ville få debut i Skandinavien – og nærmere bestemt i København – i 2020.

World Series samler på ny verdenseliten i København

Den 25. november sidste år blev det så officielt. “Nordic Darts Masters” skulle markere den første World Series-turnering i Skandinavien nogensinde med afvikling i Forum i København.

Og mens spillere som Michael van Gerwen, Gary Anderson og Peter Wright alle er blevet offentliggjort som deltagere i turneringen, så er turneringen sidenhen blevet udskudt fra dens oprindelige dato (12.-13. juni), således at den i stedet skal afholdes mellem den 23.-24. oktober.

Læs også: Officielt: Disse stjerner er udtaget til Nordic Darts Masters

Meget kan selvsagt nå at ændre sig endnu, men Michael Frydendahl er optimitisk, med henblik på at kunne afholde turneringen i år:

– Generelt ser det jo ud til, at vi er på rette vej. Ikke bare her i Danmark, men også i resten af Europa. Jeg er afventende, og ved selvfølgelig at det kan risikere at gå galt. Men som udgangspunkt vælger jeg at være positiv, udtalte Michael Frydendahl til Dartnyheder.dk tilbage i maj.

Men meget kan naturligvis risikere at “gå galt”, og derfor kan kun tiden vise, hvorvidt PDC’s verdenselite kommer til København igen i 2020. Uanset hvad, så markerer disse dage to-års jubilæet for PDC stjernernes indtog i det danske landskab.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*