Forrygende Benjamin Drue Reus vandt grundspillet i Dansk Dart Superliga

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Mikal Schlosser/PDC

Benjamin Drue Reus viste et forrygende højt niveau, da han søndag eftermiddag sikrede sig førstepladsen i grundspillet i Dansk Dart Superliga.

Dartnyheder.dk’s dækning af dansk dart er støttet af Fary Lochan.

Det er efterhånden svært at hævde andet, end at Benjamin Drue Reus er Danmarks bedste dartspiller netop nu. Det fik han endnu engang sat en tyk streg under, da han i dag sikrede sig førstepladsen i grundspillet i Dansk Dart Superliga. Det skete på bagkant af syv sejre ud af syv mulige, hvilket blev krydret med et samlet gennemsnit på intet mindre end 91,53 på tværs af dagens kampprogram.

I dagens sidste opgør vandt den bare 24-årige Fynbo 6-0 over Niels Heinsøe, hvilket skete med sæsonens højeste gennemsnit på hele 99,10. Det var samtidig det højeste gennemsnit i Dansk Dart Superligas historie.

Andenpladsen i Dansk Dart Superligas grundspil blev sikret af 37-årige Jon Hegaard Kirkeby, der selv noterede sig for Dansk Dart Superligas næsthøjeste gennemsnit nogensinde. Det skete, da han besejrede Lidos Andreas Hyllgaardhus med cifrene 6-2 og et gennemsnit på imponerende 98,34.

Jon Hegaard Kirkeby har i det hele taget haft en fornem sæson i Dansk Dart Superliga, og var blot fem vundne legs fra at fravriste Benjamin Drue Reus førstepladsen i grundspillet. Samtidig var der hele 21 vundne legs ned til nummer tre på ranglisten i skikkelse af Aabenraa-profilen Andreas Toft Jørgensen.

Per Laursen og Brian Løkken knækkede til sidst

Foruden Benjamin Drue Reus, Jon Hegaard Kirkeby og Andreas Toft Jørgensen, så gik de resterende pladser i grundspillets top seks til Aabenraas Tonni Sørensen, DK26 Hvidovres Michael Hansen og Ulrich Meyn fra Stifterne.

Samtlige spillere i Superligaens top seks var efter grundspillet sikret deltagelse ved finalestævnet lørdag den 2. december. Herefter skulle grundspillets syvende-, ottende-, niende- og tiendeplads kort tid efter grundspillets afgørelse i playoff om de sidste to pladser.

Her stod sidste års Superliga-vinder i skikkelse af det danske dartikon Per Laursen overfor sin tidligere klubkammerat Andreas Hyllgaardhus.

Per Laursen havde forud for playoff-kampen haft sin bedste dag i sæsonen, og indtog på papiret favoritrollen mod sin 30-årige modstander. Den femdobbelte danmarksmester fik dog overhovedet ikke spillet til at fungere, men kom dog alligevel foran 4-2 undervejs. Her lykkedes det til gengæld Hyllgaardhus at svare flot igen, da han med tre vundne legs i træk bragte sig foran 5-4. 57-årige Laursen fik efterfølgende udlignet til 5-5, hvorefter begge spillere missede adskillige matchpile. I sidste ende var det dog Hyllgaardhus der i et nervøst sidste leg fik sikret sig en plads ved finalestævnet.

I den modsatte playoff-kamp formåede Ole Jørgensen at vende et truende nederlag, da Brian Løkken først havde spillet sig foran 3-0, og sidenhen også 5-3. Herfra fik den tidligere Lakeside-deltager dog kun en enkelt matchpil, hvilket altså ikke var nok. I stedet lykkedes det Ole Jørgensen at vinde kampens sidste tre legs i henholdsvis 13, 17 og 20 dart. Dermed sikrede den tidligere landsholdsspiller sig en plads videre til finalestævnet i sin Superliga-debutsæson.

Plaster på såret

Et lille plaster på såret for Per Laursen og Brian Løkken er, at de i kraft af deres placering i grundspillets top 10 er sikret en plads ved næste års Superliga-turnering, såfremt de ønsker at deltage igen i 2024.

I 2024 vil Superligaen bestå af 16 spillere. Foruden de 10 spillere fra grundspillet i indeværende sæson, så vil der også være seks pladser at spille om ved en række indledende kvalifikationsturneringer. Arrangørerne bag Dansk Dart Superliga, Slangerup Dartklub, skriver på Facebook, at turneringerne vil blive afholdt til foråret.

Resultaterne af grundspillet betyder dermed også, at Tommy Haulrich, Niels Heinsøe, Nikolaj Jørgensen, Thomas Michalek, Michael Rasmussen, Niels-Jørgen Hansen, Jeppe Stolt og Kasper Steen Hansen alle vil skulle forsøge at kvalificere sig til turneringen gennem kvalifikationen, såfremt de gerne vil være en del af det fornemme selskab igen i næste sæson.

Finalestævnet ved Dansk Dart Superliga afholdes den 2. december i Slangerup Dartklub.


Den afsluttende stilling i grundspillet i Dansk Dart Superliga 2023:
Foto: Dansk Dart Superliga

Læs også:

Forrygende Benjamin Drue Reus vandt Dart Odense Open – Michelle Merlit tog endnu en sejr hos damerne

Benjamin Drue Reus misser 9-darter, men er videre til finaledagen ved Modus Super Series

Slangerup og Royal rykker op i den bedste danske dartrække


Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*