Gerwyn Price svarer igen: ‘Peter har været dårlig hele året’

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Kieran Cleeves/PDC

Gerwyn Price var klar i spyttet, da han blev bedt forholde sig til Peter Wrights udtalelse om, at han betragter sig selv som verdens bedste dartspiller.

Såfremt Peter Wright spiller sig i finalen ved det igangværende World Grand Prix, så vil han, uanset hvordan det går den nuværende verdensetter, Gerwyn Price, overtage førstepladsen på verdensranglisten.

Det sker efter en sommer, hvor Peter Wright måtte melde afbud til tre World Series-turneringer, da han skulle på operationsbordet og have behandling mod galdesten.

Siden da har Peter Wright været i forrygende form foran dartskiven, idet han foruden at have vundet en Europa Tour-turnering også står noteret for et gennemsnit på 100,44 i sine 10 kampe siden den ufrivillige sommerpause.

På den baggrund blev Peter Wright efter sin 2-0 sejr over Kim Huybrechts i første runde ved World Grand Prix spurgt af den engelske dartjournalist Phill Barrs fra Online Darts, om han nyder at være tilbage i topform og være under huden på sine modstandere. Til det svarede ‘Snakebite’ tørt:

– For at være ærlig, så føler jeg ikke, at de andre er gode nok længere. Ja, ‘Gezzy’ (Gerwyn Price, red.) er nok den næstbedste spiller i verden netop nu, men alle de andre er nødt til at gå tilbage til træningsskiven og træne hårdere, udtalte den dobbelte verdensmester.

Gerwyn Price svarer igen

Den udtalelse blev sidste års verdensmester, Gerwyn Price, bedt forholde sig til, da han tirsdag aften selv avancerede videre ved World Grand Prix ovenpå en 2-0 sejr over Martin Schindler.

– Peter har været dårlig hele året. Jeg jagter ikke førstepladsen på verdensranglisten. Hvis han vil have den, så må han få den. Jeg tror, Peter ved, at han er nummer tre i verden. Michael (van Gerwen, red.) er nummer to, og jeg er nummer et. Det er nemt bare at snakke, lød reaktionen fra Gerwyn Price, efterfulgt af et kækt smil.

Mens Peter Wright spiller sin anden kamp ved World Grand Prix mod Krzysztof Ratajski, så skal Gerwyn Price først i aktion igen i morgen aften, hvor han møder Joe Cullen. Du kan se det fulde kampprogram for anden runde ved World Grand Prix i bunden af artiklen her.


Læs også:

Efter tre måneders iskold luft: Peter Wright afviser uvenskab med Dimitri Van den Bergh

Gerwyn Price tildelt bøde på 180.000 kroner efter Grand Slam of Darts

Nathan Aspinall udbygger Michael Smiths dårlige statistik ved World Grand Prix

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*