Robert Thornton vandt senior VM

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Modus Darts

54-årige Robert Thornton blev den første vinder af senior VM, da han besejrede 65-årige Martin Adams i finalen søndag aften.

Han har tidligere vundet store turneringer som UK Open og World Grand Prix. Søndag aften kunne Robert Thornton så tilføje titlen som historiens første senior verdensmester til CV’et, da han i finalen i Circus Tavern sent søndag aften besejrede den tredobbelte Lakeside-verdensmester, Martin Adams.

54-årige Thornton vandt finalen 5-1 med et gennemsnit på 92,66. Samlet set endte ‘The Thorn’ med et turneringsgennemsnit på 91,08, hvilket indikerer, at den tredobbelte Premier League-deltager fortsat har hvad der skal til, for at kunne konkurrere med de bedste i verden.

Årets senior VM var den første af sin slags. Verdensmesterskabet var åben for spillere over 50 år, der ikke har et Tour Card. Der var dog kun to spillere, der havde muligheden for at kvalificere sig til turneringen. De resterende 22 spillere var alle inviteret på baggrund af deres meritter fra tidligere i karrieren.

På forhånd var den 16-dobbelte verdensmester, Phil Taylor, bookmakernes ubetingede favorit i turneringen. 61-årige Taylor tabte dog allerede i kvartfinalerne. Her røg ‘The Power’ ud med et nederlag på 3-0 til Kevin Painter, som han ellers besejrede i VM-finalen på samme scene i 2004.

Arrangørerne af senior VM har udtalt, at hensigten er at afholde senior VM hvert år. Herudover vil der også være andre turneringer på senior touren i løbet af 2022. Blandt andet vil der senere på året både blive afholdt et World Matchplay og en World Masters-turnering.


Afgørende resultater – Senior VM
Kvartfinaler

Kevin Painter (88,88) 3-0 (86,10) Phil Taylor
Robert Thornton (91,17) 3-0 (77,27) Dave Prins
Terry Jenkins (77,02) 3-1 (75,44) John Walton
Martin Adams (84,83) 3-1 (83,49) Larry Butler

Semifinaler
Robert Thornton (87,31) 4-2 (84,15) Kevin Painter
Martin Adams (88,97) 4-2 (86,32) Terry Jenkins

Finale
Robert Thornton (92,66) 5-1 (89,06) Martin Adams


Læs også:

Oversigt: Disse 22 spillere deltager ved senior-VM

Oversigt: Sådan ser du kampene fra senior VM

Peter Wright besejrer Gerwyn Price i finalen ved årets anden Players Championship-turnering

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*