Top 5: De største favoritter i herrerækken ved DM 2021

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC Europe/Kais Bodensieck

Per Laursen er regerende danmarksmester, og er igen i år blandt favoritterne i kapløbet om DM-guldet.

Dartnyheder.dk’s dækning af dansk dart er støttet af Fary Lochan

Nu på lørdag afholdes det individuelle danske mesterskab i Vordingborg, og Dartnyheder.dk vil som altid være på pletten, når en række af Danmarks største profiler kæmper om guldmedaljerne i de respektive singlerækker.

Allerede nu kan du dog varme op til det danske mesterskab, ved at læse om de fem største favoritter i herrerækken her nedenfor. I bunden af artiklen kan du i øvrigt afgive din stemme, og fortælle os, hvem du mener er den største favorit i herrerækken.

Du kan også læse en artikel med vores bud på de fem største favoritter i damerækken. Den finder du her.


Top 5: De største favoritter i herrerækken ved DM 2021 (placering på den danske rangliste):

5. Niels-Jørgen Hansen, Aabenraa (8)

Foto: Hans Chr. Gabelgaard

Det er svært at komme i tanke om en spiller, der gennem årene har underpræsteret mere ved de nationale stævner end Aabenraas Niels-Jørgen Hansen.

Den sønderjyske bruttolandsholdsspiller har således været en af de ubetinget største profiler i den løbende turnering gennem de seneste mange år, men har alligevel aldrig for alvor fået forløst potentialet i stævne-regi. Heller ikke ved DM, hvor 56-årige Hansen i skrivende stund har tre bronzemedaljer på CV’et. Senest fra 2019, hvor han tabte semifinalen til den senere vinder, Per Laursen.

Til trods for sin middelmådige historisk (talentet taget i betragtning) ved danmarksmesterskabet, så bør Niels-Jørgen Hansen alligevel anses som en af de største favoritter ved lørdagens nationale mesterskab – i særdeleshed efter hans fornemme placering som nummer et på årets sidste udgave af Søren Søgaard-ranglisten.

4. Per Laursen, Potten (3)

Foto: PDC Europe/Kais Bodensieck

Indrømmet – det virker helt absurd, at placere Per Laursen helt nede på en fjerdeplads over favoritter forud for et danmarksmesterskab. Ikke desto mindre, så må ‘Peachie’ i år tage til takke med en af de sekundære placeringer i favoritopløbet.

Lige siden Laursen vandt sin første af sine i alt fem DM-titler tilbage i 2006, har den 55-årige profil ellers været den (alt)dominerende skikkelse i det danske dartlandskab, hvor kun spillere som Vladimir Andersen og Per Skau i enkelte perioder har udfordret hans titel som Danmarks bedste dartspiller.

Den lange coronapause har dog ikke været god for Laursen, der på intet tidspunkt har lagt skjul på, at perioden uden stævner og turneringer har taget hårdt på motivationen og træningsindsatsen, hvilket de seneste måneders resultater i 1. division og ved Dart Odense Open også vidner om. Det vil dog være blasfemisk ikke fortsat at tage sig i agt for Laursen, der uden tvivl jagter sin sjette DM-titel, hvilket vil bringe ham op på siden af Per Skau på listen over spillere med flest guldmedaljer ved det individuelle danmarksmesterskab.

3. Allan Daugbjerg Olsen, Aros (ingen placering)

Allan Daugbjerg Olsen (th.) var en væsentligt årsag til, at Aros i november vandt DM for klubhold. Foto: Claus Halberg

Aros’ Allan Daubjerg Olsen har ikke deltaget ved et stævne siden DM i marts 2019, hvor han dengang røg ud blandt de sidste 32 spillere. Derfor har Olsen ikke så meget som et eneste ranglistepoint forud for lørdagens danmarksmesterskab.

På den baggrund er der ikke meget der taler for, at 51-årige Olsen bør betragtes som en af de tre største favoritter til titlen som individuel dansk mester – så hvorfor er han alligevel så højt placeret?

Svaret på det spørgsmål skal i høj grad findes i østjydens fornemme præstationer i denne sæsons løbende turnering, hvor han i landets bedste dartrække var den næstmest vindende spiller overhovedet (kun overgået af Niels-Jørgen Hansen), hvilket blev fuldendt med et fornemt slutspil, hvor Olsen vandt hele 11 ud af sine 12 individuelle kampe og noterede sig for et gennemsnit på blot 17,82 pile per vundet leg. Hvis Aros-profilen leverer samme niveau ved DM, så er det svært at se, hvem der skal besejre ham.

2. Andreas Toft Jørgensen, Aabenraa (37)

Foto: JOS Groen Fotografie

Andreas Toft Jørgensen behøver efterhånden ingen introduktion, efter han velsagtens har været den mest promoverede danske dartspiller i 2021.

Foruden sin særdeles flotte sejr på PDC Nordic & Baltic-touren i august, så har den 27-årige Aabenraa-spiller også ført sig frem ved TV-turneringerne World Cup of Darts og Nordic Darts Masters, hvor han har vist ganske lovende takter.

Alligevel må Andreas Toft Jørgensen tage til takke med en andenplads på denne liste. Det skyldes blandt andet, at Jørgensen ikke har spillet en kamp i DDU-regi siden den 14. november, og herudover leverede en undervældende præstation, da han i søndags deltog ved kvalifikationsturneringen til WDF’s verdensmesterskab i Holland. Med et gennemsnit på blot 73,03 tabte Jørgensen således sin aller første kamp.

Helt så dårligt kommer Jørgensen næppe til at spille på lørdag, men den manglende kamptræning og søndagens skuffelse i Holland taler ikke i Winmau-spillerens favør.

1. Simon Bak, Fluen (4)

Simon Bak vandt prisen som “Årets Newcomer i 2019 og “Årets Danske Herrespiller” i 2020. Foto: Daniel Tyge Thybøl/Dansk Dart Union

Efter et forrygende 2020 var det en stor skuffelse, ikke at se 26-årige Simon Baks navn på deltagerlisten ved februar måneds Q-School, ligesom det også var overraskende, at sønderjyden ikke deltog ved sommerens PDC Nordic & Baltic-turneringer på Island.

På den baggrund har Simon Bak ikke fået nær så meget kamptræning i den forløbne sæson, som en række af de øvrige favoritter ved DM. Herudover har Simon Baks præstationer i 1. division gennem de seneste måneder heller ikke været helt lige så suveræne, som tilfældet var før den lange coronapause i første halvdel af året.

Gennem de seneste uger har der dog været positive tendenser at spore hos Fluens guldfugl, der foruden et højt niveau i den løbende turnerings sidste spillerunde også vandt Dansk Elite Darts kvalifikationsturnering til Q-School, og ved den lejlighed leverede flere fornemme præstationer. Det er på den baggrund svært ikke at have Simon Bak i baghovedet, når man skal forsøge at udpege de største favoritter ved DM på lørdag.

Hvem betragter du som favorit i herrerækken ved DM 2021?

  • Andreas Toft Jørgensen (26%, 87 Stemmer)
  • En anden (18%, 60 Stemmer)
  • Per Laursen (15%, 50 Stemmer)
  • Nicolai Olsen (10%, 32 Stemmer)
  • Simon Bak (9%, 29 Stemmer)
  • Brian Løkken (6%, 20 Stemmer)
  • Niels-Jørgen Hansen (6%, 19 Stemmer)
  • Niels Heinsøe (4%, 15 Stemmer)
  • Allan Daugbjerg Olsen (4%, 13 Stemmer)
  • Henrik Primdal (3%, 11 Stemmer)

Antal, der har stemt, i alt: 336

Indlæser ... Indlæser ...

Mangler du overnatning til DM i Vordingborg?

Så anbefaler vi Johanneberg Hotel. Johanneberg Hotel støtter Dartnyheder.dk i forbindelse med danmarksmesterskabet, og derfor håber vi også, at du vil støtte dem. Klik ind på Johanneberg Hotels hjemmeside her, eller ved at trykke på billedet nedenfor.

Foto: Johanneberg Hotel

Læs også:

Henrik Vestbo: Finalerne ved DM bliver streamet

Top 5: De største stjerner der ikke er kvalificeret til VM 2022

Top 5: De største favoritter i damerækken ved DM 2021

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*