Ivan Springborg Poulsen forud for Nordic Darts Masters: ‘Det er en drøm, der går i opfyldelse’

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Privat

Ivan Springborg Poulsen er en af de tre danskere, der på fredag indtager scenen ved Nordic Darts Masters i Forum i København.

 

Dartnyheder.dk’s dækning af dansk dart er støttet af Fary Lochan

Fredag aften går en nærmet eventyrlig drøm i opfyldelse for Ivan Springborg Poulsen.

Efter en årrække at have investeret og ofret store dele af sit liv på dartsporten, kan den 59-årige sjællænder for en stund glemme alt om sine daglige pligter, og hvilke kunder han skal ud og servicere med sit tagdækkerfirma på mandag. For lige netop denne aften, vil han stå side om side med nogle af verdens største dartstjerner. En drøm han har haft, lige siden en decemberaften i 2015.

– Jeg sad sammen med min kone Anja og så VM i 2015. Vi ser så Phil Taylor spille, og så går det op for mig, at vi er jævnaldrende. Så er det, jeg siger til Anja: ‘Anja, nu starter jeg fandme igen. Så vil jeg se, hvor langt jeg kan gå’, indleder hovedpersonen.

– Dengang i 2015 tænkte jeg, at det måtte jeg simpelthen bare prøve; at stå på den helt store scene. Alene det at gå op ad trappen må jo være en kæmpe oplevelse. Det er min helt store drøm, og jeg har fulgt den lige siden den dag, hvor min kone og jeg sad og så dart den aften.

Sådan fortæller Ivan Springborg Poulsen i medrivende vendinger, hvad han har kæmpet for gennem de seneste seks år. Og på fredag bliver drømmen så til virkelighed. Foran potentielt set 3.000 tilskuere og hundredtusindsvis at TV-seere verden over vil tagdækkeren fra Slangerup indtage den helt store scene i Forum i København, hvor han ved Nordic Darts Masters vil blive mødt af et talstærkt hjemmebanepublikum, der vil gøre alt hvad de kan, for at hjælpe ham i bestræbelserne på at skabe sensationen: At besejre den regerende Premier League-vinder, Jonny Clayton.

Jonny Clayton er en af dartsportens største stjerner netop nu. Foto: PDC/Lawrence Lustig

Opgaven kan på forhånd synes umulig, men det er ikke noget, Ivan Springborg tager sig af. Han tror på sensationen. Det skal man, fortæller han.

– Jeg ved selvfølgelig godt, at han (Jonny Clayton, red.) er favorit. Men jeg tager op på scenen for at vinde. Jeg giver ikke op uden kamp. Jeg skal tro på det, det er jeg nødt til, lyder det fra Ivan Springborg.

Har vundet vigtigere kampe

Men før vi tager hul på forventninger til fredagens opgør mod Jonny Clayton, så lad os i stedet starte med fortællingen om, hvordan Ivan Springborg er nået hertil. For forud for sin kamp om at nå dartsportens højeste tinder, kæmpede Ivan Springborg først en helt anden kamp – en kamp der var meget mere dyrebar, når livets regnskab skal gøres op.

– Fra 1992-1999 spillede jeg dart, fordi jeg drak øl, fortæller Ivan Springborg, og åbner dermed også døren for det, som i dag er en væsentlig del af Ivan Springborgs historie og identitet. Han drikker nemlig ikke øl længere. Det kan han ikke.

– Jeg spillede som udgangspunkt kun på værtshus, og sagt i al ydmyghed, så spillede jeg faktisk ret godt. I 1999 blev jeg sågar europamester i firmadart i Italien, uddyber han.

– Men på det tidspunkt bliver jeg også skilt, og herefter begynder jeg at drikke flere øl, end jeg gjorde i forvejen. Det var ikke godt, og mit liv udviklede sig til et kaos.

– Jeg erkendte, at jeg havde et problem, og at jeg blev nødt til at gøre noget ved det. Derfor tog jeg kontakt til en god kammerat, som selv er AA’er, og det blev min vej ud af det. Jeg fik styr på min afhængighed, og jeg fik styr på mit liv, fortæller han.

Satte en stopper for darten

Og selvom Ivan Springborg utvivlsomt vil mene, at hans liv i dag er bedre uden alkohol, så måtte han også erkende, at han havde tabt noget på vejen. For han kunne ikke længere spille dart, som han kunne tidligere.

– Jeg opdagede jo, at jeg ikke længere kunne spille dart på samme niveau uden øl, som jeg kunne før, og derfor valgte jeg at stoppe. Jeg kunne ganske enkelt ikke slappe ordentligt af, hvilket jo ellers er en vigtig del af at spille dart på højt niveau.

Og dermed tager Ivan Springborg også hul på et tabubelagt emne indenfor dartsporten. For går alkohol og dart hånd i hånd? Ikke for alle. Men som den afdøde, femdobbelte verdensmester Eric Bristow engang udtrykte det: “Man kan tage darten ud af værtshuset, men man kan ikke tage værtshuset ud af darten”.

Det er et citat, som der unægtelig findes mange holdninger til. Men faktum er, at dartsporten endnu aldrig har formået at ryste sig fuldstændig fri af sin fortid. Alkohol er fortsat en stor del af sporten – både blandt fans og tilskuere, men også blandt spillerne. Selv nogle af verdens bedste spillere benytter sig af alkohol, før de træder op på scenen foran TV-kameraerne.

Anser det ikke som en svaghed

Hvorvidt det er et problem eller ej, er ikke vigtigt for denne artikel. Men Ivan Springborgs historie giver alligevel anledning til at spørge ham, og han føler, at han har en ulempe, i forhold til de spillere der dulmer nerverne med alkohol, før de går på scenen.

Ivan Springborg har de seneste år spillet for sin lokale klub Slangerup. Tidligere i år skiftede han dog tilbage til Stifterne, som han også repræsenterede fra 2017-2019. Foto: Privat

– Nej, sådan tænker jeg slet ikke på det. Jeg vælger i stedet at se det som en udfordring, for der er mange andre måder at holde hovedet i ro på, end ved at drikke alkohol. For mig handler det om at skabe et sundt, mentalt mindset. For selvfølgelig bliver jeg nervøs, men jeg har lært at tackle det på en anden måde, end de spillere der har behov for at drikke alkohol, fortæller han.

– Jeg har jo ikke noget imod, at andre drikker alkohol. Det er bare ikke en mulighed, jeg har. Derfor har jeg i dag lært at håndtere mine nerver på en anden måde. Jeg benytter mig eksempelvis rigtig meget af mental trækning, uddyber Ivan Springborg.

Drømmer om et Tour Card

Og så tilbage til kampen mod Jonny Clayton.

For selvom Ivan Springborg ved, at kampen mod den 46-årige stjernespiller sagtens kan risikere at blive Ivan Springborgs eneste på scenen ved Nordic Darts Masters, så har giver han som bekendt ikke op uden kamp.

– Jeg håber, at jeg har lavet min forberedelse rigtigt, så jeg er så mentalt klar som muligt. Træningsmæssigt føler jeg, at jeg er der, hvor jeg skal være, så det handler bare om, at jeg skal have mit hoved med. Jeg tror på, at det kan lade sig gøre, fortæller han.

Uanset om det lykkes Ivan Springborg at skabe sensationen eller ej, så vil han dog kunne glæde sig over, at den drøm der for seks år siden blev sået i sofaen foran TV’et hjemme i Slangerup, nu bliver til virkelighed. Men betyder det så også, at alle ambitioner nu er indfriet? Svaret er nej – også selvom Ivan Springborg fylder 60 år til december.

– Sundhedsmæssigt gør jeg meget for at leve og spise rigtigt, og mit arbejde gør også, at jeg holder mig i god form, så jeg føler, at jeg har nogle år at køre på endnu, forklarer han.

– Mit næste store mål er at vinde et Tour Card. I virkeligheden drømmer jeg bare om, at en dansker en dag vinder et Tour Card. Men jeg håber selvfølgelig, at det bliver mig, afslutter Ivan Springborg.

Ivan Springborg og de 15 øvrige spillere ved Nordic Darts Masters indtager scenen i Forum på fredag fra klokken 19:00. Turneringen spilles fra fredag til lørdag, og vil kunne ses live på Viaplay, PDC.tv og TV3’s kanaler. Du finder lodtrækningen til turneringen her.


Læs også:

Her er lodtrækningen til Nordic Darts Masters

Ivan Springborg blot to legs fra sensationel kvalifikation til PDC’s Europa Tour

Oversigt: Danmarks bedste gennemsnit ved World Cup of Darts

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*