Optakt: Mandagens kampe ved VM – Gerwyn Price indtager Alexandra Palace

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Gerwyn Price spiller i aften sin første kamp ved PDC’s igangværende verdensmesterskab.

Søndag aften afvikledes de sidste kampe i første runde ved PDC’s verdensmesterskab, og allerede nu begynder VM dermed at snerpe til. Profiler som Michael van Gerwen, Peter Wright, James Wade, Glen Durrant og José de Sousa er i den sammenhæng allerede videre til tredje runde, og skal derfor ikke i aktion igen før tidligst søndag den 27. december.

Det skal til gengæld spillere som Michael Smith, Nathan Aspinall, Gary Anderson og Gerwyn Price, hvortil sidstnævnte indleder sin jagt på karrierens første VM-titel i aften.

Gerwyn Price møder således landsmanden Jamie Lewis i mandagens tredje opgør. I denne artikel tager vi i den anledning et kig frem mod alle aftenens fire kampe på VM-scenen i majestætiske Alexandra Palace. Husk i øvrigt, at alle kampene vil kunne ses live fra klokken 19:00 på Viaplay og PDC.tv, alt imens TV3 Sport sender live fra klokken 22:15.


Krzysztof Ratajski (15) vs. Ryan Joyce

Som en af de i alt 32 seedede spillere er Krzysztof Ratajski direkte kvalificeret til VM’s anden runde, hvor han i aftenens åbningskamp møder engelske Jason Lowe, der i går besejrede russiske Dmitriy Gorbunov 3-1.

48-årige Lowe kunne dermed glæde sig over en sejr i sin VM-debut, til trods for at niveauet ikke var nær så højt, som han havde håbet på. Gennemsnittet på 86,72 var således adskillige point under Lowes sæsongennemsnit fra eksempelvis Players Championship-touren, hvor den dobbelte UK Open-deltager endte med et gennemsnit på 93,90, hvilket var det 30. højeste i indeværende sæson.

Men selv hvos Lowe formår at levere på det niveau i aften, så forventes han alligevel at få det svært mod “The Polish Eagle”, der ganske vist har haft en skuffende sæson ved PDC’s TV-turneringer, men ikke desto mindre afsluttede sæsonen som nummer otte på PDC’s ProTour-rangliste. Med andre ord var den 43-årige polak den ottende mest succesrige spiller på Players Championship- og Europa Touren.

Ratajski har kun vundet én af sine seneste syv TV-kampe, men det ændrer ikke på, at han bør betragtes som favorit forud for sin første kampe ved sin fjerde VM-deltagelse i PDC. Bundniveauet bør ganske enkelt være for højt til, at Lowe kan tildeles reelle muligheder for at skabe overraskelsen.

Bud på resultat: Krzysztof Ratajski vinder 3-1

Hvem vinder kampen?

  • Krzysztof Ratajski (78%, 7 Stemmer)
  • Jason Lowe (22%, 2 Stemmer)

Antal, der har stemt, i alt: 9

Indlæser ... Indlæser ...

Ian White (10) vs. Kim Huybrechts

35-årige Kim Huybrechts leverede i lørdags sin bedste TV-optræden i en årrække, da han med et suverænt gennemsnit på 104,05 lammetævede den kinesiske kvalifikationsspiller Di Zhuang 3-0. Præstationen ledte tankerne tilbage til perioden 2012-2016, hvor Huybrechts var betragtet som en af de mest lovende spillere i PDC, og hvor det dengang blot føltes som et spørgsmål om hvornår belgieren ville vinde karrierens første af formentlig adskillige store TV-titler.

Sådan er det dog langt fra gået, og den tidligere faste top 16-spiller er nu helt nede som nummer 39 på PDC’s verdensrangliste. 2020 har dog grundlæggende været en god sæson for “The Hurricane”, der foruden to semifinaleplaceringer på Players Championship-touren kvalificerede sig til både World Grand Prix og European Championship, efter at have misset nåleøjet i 2019.

De lovende takter til trods, så vil Huybrechts dog alligevel være underdog mod verdensranglistens nummer 10, Ian White. Englænderen har ganske vist aldrig for alvor formået at bringe sine kvaliteter fra gulvturneringerne op til PDC’s TV-turneringer, men på et tidspunkt må det ganske enkelt lykkes “The Diamond” at få udløst det enorme potentiale, der gennem karrieren har kastet intet mindre end 10 Players Championship-titler og tre Europa Tour-triumfer af sig. Og måske det i den forbindelse er en fordel for 50-årige White, at der ikke vil være tilskuere til stede under hans 10. VM-deltagelse i PDC? Uanset hvad, så kan vi formentlig forvente os et tæt og drmatisk opgør – nøjagtig som deres to tidligere møder i denne sæson, som White i øvrigt begge gange vandt med cifrene 6-5.

Bud på resultat: Ian White vinder 3-2

Hvem vinder kampen?

  • Ian White (57%, 4 Stemmer)
  • Kim Huybrechts (43%, 3 Stemmer)

Antal, der har stemt, i alt: 7

Indlæser ... Indlæser ...

Gerwyn Price (3) vs. Jamie Lewis

Højt at flyve, dybt at falde.

Den metaforiske kliché vil Jamie Lewis om nogen kunne nikke genkendende til. Forud for VM 2018 var den i dag 29-årige waliser således på randen af at miste sit Tour Card, men formåede på spektakulær vis at kickstarte karrieren, da han på et hængende hår kvalificerede sig til verdensmesterskabet via den britiske kvalifikationsturnering.

Det skulle vise sig at blive skæbnesvangert for “Fireball”, der sidenhen tegnede sig som turneringens helt store overraskelse, da han med sejre over blandt andre Jonny Clayton og Peter Wright spillede sig hele vejen i semifinalen, hvor han dog tabte til Phil Taylor.

Lewis havde dog leveret en enestående turnering, og var efterfølgende sågar blandt kandidaterne til en plads i Premier League. Herefter tog karrieren dog igen en gevaldig rutsjebanetur, eftersom det ene nederlag blev fulgt af det næste på PDC’s ProTour. Nedturen blev så kolossal, at Lewis i september gav udtryk for, at han overvejede at stoppe karrieren, alt imens han åbnede op om sin hårde kamp med psykisk angst.

Siden da har den tidligere ungdomsverdensmester i WDF dog søgt professionel hjælp, og lader nu til at være på vej tilbage. Under alle omstændigheder lykkedes det ham i hvert fald igen i år at kvalificere sig til VM gennem den britiske kvalifikationsturnering, hvilket må anses som en succes, efter at han sidste år missede VM-deltagelsen for første gang siden sin debut i 2013.

Selvom det mest af alt ligner en eventyrfortælling, der blot venter på at gentage sensationen fra 2018, så bør der ikke være nogen tvivl om, at Jamie Lewis ikke desto mindre må forvente at forlade VM 2021 allerede i aften, hvor landsmanden Gerwyn Price indtager skurkerollen. “The Iceman” har været den mest vindende spiller i PDC i 2020, og selvom den sidste fjerdedel af sæsonen ikke har været nær så god som de tre første, så skal der ikke herske nogen tvivl om, at Price (selv på en dårlig dag) er en markant bedre dartspiller end sin seks år yngre modstander.

Bud på resultat: Gerwyn Price vinder 3-0

Hvem vinder kampen?

  • Gerwyn Price (88%, 7 Stemmer)
  • Jamie Lewis (13%, 1 Stemmer)

Antal, der har stemt, i alt: 8

Indlæser ... Indlæser ...

Gabriel Clemens (31) vs. Nico Kurz

Det har i mange år været Max Hopp, som de tyske dartfans har sat deres lid til, en dag ville konkurrere på lige fod med resten af verdenstoppen.

Og selvom 24-årige Hopp har kunnet fejre sejre på både Players Championship- og Europa Touren, så er han sidenhen blevet overhalet af landsmanden Gabriel Clemens på PDC’s verdensrangliste, alt imens 23-årige Nico Kurz ligeledes lader til at have potentiale til at slå “The Maximiser” af pinden som kongen af tysk dartsport.

Netop Clemens og Kurz mødes symbolsk nok i aftenens sidste opgør, hvor de således får muligheden for at kæmpe om titlen som Max Hopps førsteudfordrer.

Her vil Gabriel Clemens forståeligt nok være bookmakernes favorit. “The German Giant” har gennem de seneste sæsoner flere gange været tæt på at kunne kæmpe med om titlerne ved PDC’s gulvturneringer, hvor han hidtil har to finaleplaceringer på CV’et. Det er dog efterhånden også ved at være tid til, at Clemens viser sit topniveau på de store scener, hvis ikke man skal begynde at stille spørgsmålstegn ved, om han nu også rent faktisk har hvad der skal til, for at byde de største spillere op til dans.

På dét plan er Nico Kurz fortsat et relativt ukendt blad. Det var først så sent som efter lørdagens sejr over Andy Hamilton, at Kurz bekræftede, at han til januar deltager ved Q-School. Herefter må tiden vise, om det fremadstormende talent selv har hvad der skal til, for at overtage titlen som Tysklands nummer ét. Indtil videre har han i hvert fald kun vist positive takter i sine relativt få TV-optrædener, og netop derfor kan der muligvis være en overraskelse på bedding i aftenens sidste kamp – nøjagtig som for seks måneder siden, hvor Kurz besejrede sin 14 år ældre landsmand 9-7 i semifinalen ved den tyske VM-kvalifikationsturnering.

Bud på resultat: Nico Kurz vinder 3-2

Hvem vinder kampen?

  • Gabriel Clemens (57%, 4 Stemmer)
  • Nico Kurz (43%, 3 Stemmer)

Antal, der har stemt, i alt: 7

Indlæser ... Indlæser ...

Resultater VM – søndag 20. december
Nick Kenny (87,33) 3-2 (87,15) Derk Telnekes (Første runde)
Jason Lowe (86,72) 3-1 (80,56) Dmitriy Gorbunov (Første runde)
Matthew Edgar (87,69) 3-0 (81,00) Maik Kuivenhoven (Første runde)
Vincent van der Voort (95,49) 3-2 (93,76) Ron Meulenkamp (Anden runde)
Cameron Carolissen – BYE (Første runde)
Keegan Brown (93,81) 3-0 (96,66) Ryan Meikle (Første runde)
Ryan Searle (92,72) 3-0 (98,2) Jeffrey de Zwaan (Anden runde)
Jonny Clayton (90,57) 3-1 (87,42) John Henderson (Anden runde)


Kampprogram VM – mandag 21. december:
Starter 19:00 – kan ses live på Viaplay, PDC.tv og TV3 Sport (sidstnævnte fra 22:15)

Krzysztof Ratajski v Ryan Joyce (Anden runde)
Ian White v Kim Huybrechts (Anden runde)
Gerwyn Price v Jamie Lewis (Anden runde)
Gabriel Clemens v Nico Kurz (Anden runde)


Læs også:

Hollænder udelukket fra VM efter positiv coronatest

TV3-eksperterne analyserer VM – peger på MVG som kommende verdensmester

Top 5: De største favoritter ved PDC’s verdensmesterskab

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*