Rob Cross kan skrive debutant-historie

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Lawrence Lustig/PDC

Rob Cross har gennem de seneste 12 måneder taget hele dartverdenen med storm. Nu venter så den hidtil største udfordring, når VM-finalen skal afgøres mandag d. 1. januar 2018.

Uanset hvordan skæbnen dikterer resultatet af den kommende VM-finale, så vil der under alle omstændigheder blive skrevet historie. Kan den i forvejen 16-dobbelte verdensmester sætte kronen på værket, og i sin sidste professionelle optræden nogensinde lade sig krone som verdens bedste dartspiller en sidste gang? Eller bliver det debutanten Rob Cross som stjæler rampelyset fra den 30 år ældre veteran.

Hvis Rob Cross skulle gå hen og løfte trofæet, så vil det dog ikke være første gang, at en debutant går hele vejen. Langt fra, faktisk.

I alt er det nemlig sket 10 gange tidligere, at en VM-debutant har kunnet bestige det øverste trin på sejrsskamlen når den sidste VM-pil var kastet. Umiddelbart i hvert fald, alt efter hvad betegner som en debutant, og hvad man betegner som et VM. Nogen vil nemlig mene, at det kun er sket fire gange tidligere. Forvirret? – fat mod, forklaring følger.

Da det aller første officielle verdensmesterskab blev afviklet tilbage i 1978, var det walisiske Leighton Rees som sikrede sig karrierens, i øvrigt, eneste VM-titel. I samme ombæring blev han den første debutant nogensinde som kunne prale af at have vundet verdensmesterskabet.

Den præstation blev så fulgt op fem år senere, da Keith Deller, med dart-historiens måske mest berømte lukning på 138, besejrede Eric Bristow i finalen.

Herfra skulle der så gå syv år yderligere, før en ny debutant kunne lade sig hylde som verdens bedste dartspiller, da en hvis Phil Taylor i overlegen stil gik hele vejen. Fra at Phil Taylor vandt sit første verdensmesterskab, og til at Rob Cross blev født, skulle der i øvrigt gå 251 dage.

Allerede året efter, i 1991, kunne Dennis Priestley så følge op, da han, ligeledes som debutant, kunne fejre sit første verdensmesterskab.

Herfra bliver det dog en anelse mere kompliceret. VM 1993 blev sidste gang, at alle spillere var samlet i ét forbund. Herfra kunne to spillere kalde sig verdensmester på samme tid – i hvert fald hvis man hører til den gruppe, som anerkender BDO’s Lakeside-turnering som et verdensmesterskab og vice versa.

I så fald, så har der gennem årene været fire debuterende verdensmestre i BDO-regi. Første gang var i 1994, hvor John Part vandt sin første af i alt tre VM-titler. Allerede året efter blev Part efterfulgt af Richie Burnett. Herfra skulle der så gå en længere årrække, før Jelle Klaasen, i en alder af blot 21 år og 90 dage, kunne lade sig hylde som verdensmester i 2006, før Christian Kist, som den seneste i rækken, formåede at gøre det samme i 2012.

I PDC er det en helt anden historie. Faktisk kan man argumentere for, at det aldrig tidligere er lykkedes en debutant at vinde PDC’s VM. Omvendt kan man mene, at det er sket to gange tidligere.

Dennis Priestley blev den første mand i historien som vandt PDC’s verdensmesterskab tilbage i 1994, og dermed som debutant i selve turneringen. Det samme gælder for Raymond van Barneveld, som i historiens vel nok bedste VM-finale nogensinde besejrede Phil Taylor i 2007. Fælles for begge spillere er dog, at de år forinden deres respektive triumfer havde deltaget i BDO’s verdensmesterskab.

Der er med andre ord mange måder at anskue en debutant på. Er man debutant, hvis man har deltaget i et andet VM tidligere? Under alle omstændigheder, så vil Rob Cross, uanet hvordan man vælger at anskue regnestykket, være den blot niende spiller til at vinde i det første verdensmesterskab han deltager i, og den første PDC-spiller nogensinde, til at vinde PDC’s VM, i sin reelle VM-debut.

Liste over debut-vindere:

Leighton Ress, 1978 (det første officielle verdensmesterskab)
Keith Deller, 1983
Phil Taylor, 1990
Dennis Priestley, 1991
Dennis Priestley, 1994 (PDC, havde deltaget i BDO’s verdensmesterskab tre gange tidligere)
John Part, 1994 (BDO)
Richie Burnett, 1995 (BDO)
Jelle Klaasen, 2006 (BDO)
Raymond van Barneveld, 2007 (PDC – havde deltaget i BDO’s verdensmesterskab 14 gange tidligere)
Christian Kist, 2012 (BDO)

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*