Tre spillere suspenderes efter mistanke om matchfixing

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC

Andy Jenkins var i semifinalen ved PDC’s verdensmesterskab i 2007, men er nu suspenderet fra al konkurrencedeltagelse.

Tre spillere er blevet suspenderet af dartsportens internationale tilsynsorgan, Darts Regulation Authority (DRA). Det sker på bagkant af mistanker om matchfixing i kampe, hvor de tre spillere har været involveret.

Suspenderingen betyder for nuværende, at de tre spillere ikke kan deltage i turneringer, der er under tilsyn af DRA. Det gælder blandt andet turneringer i PDC, WDF og Modus Super Series.

De tre suspenderede spillere er den tidligere VM-semifinalist Andy Jenkins, indiske Prakash Jiwa og den tidligere Tour Card-indehaver Jack Main. For Prakash Jiwas vedkommende betyder suspenderingen, at han næppe kommer til at deltage ved PDC’s verdensmesterskab til december, til trods for at han er kvalificeret.

Ifølge DRA’s hjemmeside, så er de tre nævnte spillere under mistanke, efter der har været “mistænkelige bettingadfærd” i kampe, hvor de har deltaget. Alle kampene er spillet i Modus Super Series, men det oplyses ikke, hvilke kampe der specifikt er tale om.

Det er værd at bemærke, at ingen af de tre spillere på nuværende tidspunkt er dømt skyldige i anklager om involvering i matchfixing. DRA skriver dog, at alle tre spillere undersøges for deres rolle i sagerne.

DRA har tidligere dømt to spillere skyldige for involvering i matchfixing i Modus-regi. Det skete tilbage i 2020, hvor Wessel Nijman og Kyle McKinstry blev idømt karantæne på henholdsvis fem og otte år. Wessel Nijman fik sidenhen halveret sin dom, og er kvalificeret til PDC’s verdensmesterskab til december.

Sagen om de tre spilleres involvering i de potentielle matchfixingsager blev diskuteret i Dartnyheder.dk’s seneste podcast. Den kan du høre her.


Læs også:

Players Championship Finals 2023: Her er lodtrækning, kampprogram og sendeplan

Podcast: Optakt til Players Championship Finals 2023

VM-kvartfinalist tildelt otte års karantæne efter matchfixing


Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*