Vladimir Andersen ramte topformen, da Ryan Joyce vandt Players Championship 26

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC

Ryan Joyce overraskede torsdag favoritfeltet, da han vandt sin anden Players Championship-titel i karrieren.

Til trods for at hans navn sjældent bliver fremhævet som en potentiel outsider til titlerne på PDC’s Pro Tour, så har den 38-årige englænder Ryan Joyce i år været i to finaler på Players Championship-touren, hvor han dog har tabt til både Damon Heta og Gary Anderson.

Torsdag formåede ‘Relentless’ så at spille sig i endnu en finale på Pro Touren, og tredje gang viste sig at være lykkens gang for Joyce, der efter turneringssejren rykker op som nummer 38 på PDC’s verdensrangliste.

Ryan Joyce havde en mildest talt god dag på kontoret, da han vandt sæsonens 26. Players Championship-turnering med et samlet turneringsgennemsnit på imponerende 99,18. Finalen blev vundet med cifrene 8-7 over Gerwyn Price, der selvsagt var udpeget som den helt store favorit forud for finalen.

Første gang Ryan Joyce vandt en titel på PDC’s Pro Tour var tilbage i 2020. Den nu dobbelte Pro Tour-vinder mangler dog fortsat at opnå succes på Europa Touren og ved de store TV-turneringer, hvor hans ubetinget bedste resultat var en kvartfinale ved VM i 2019.

Vinderen af Players Championship 25, Gary Anderson, tabte torsdag i kvartfinalerne til Luke Humphries. Dermed sluttede Andersons imponerende sejrsstime på 18 sejre i træk på Players Championship-touren. Sidst skotten tabte en kamp var ved Players Championship 23, hvor Luke Humphries også dengang var Andersons overmand.

Vladimir Andersen satte ny rekord

Danske Vladimir Andersen deltog ligeledes ved torsdagens Players Championship-turnering. Her lagde den 34-årige vejlenser ud med at vinde sin første kamp 6-3 over skotske Jamie Clark. Vladimir Andersen sluttede kampen med et imponerende gennemsnit på 98,91, hvilket var danskerens højeste gennemsnit på Pro Touren nogensinde. Hans tidligere rekord lød på 93,97, og blev leveret ved Players Championship 9 sidste år.

I anden runde leverede den tidligere danmarksmester så endnu en stærk præstation, men tabte alligevel 6-2 til det nordirske stortalent Josh Rock. Her snittede Vladimir Andersen 91,85. Dermed sluttede danskeren torsdagens turnering med et samlet turneringsgennemsnit på 95,64, hvilket var betydeligt højere end det samlede sæsongennemsnit på 85,87.

PDC’s Pro Tour fortsætter fredag klokken 14, hvor der tages hul på sæsonens 27. Players Championship-turnering. Turneringen kan følges live på PDC.tv og DartConnect.


Se/gense nogle af højdepunkterne fra Players Championship 26:


Players Championship 26 – afgørende resultater
Torsdag 19. oktober
Sidste 16

Ryan Joyce (102,36) 6-3 (93,89) Mervyn King
Jose de Sousa (91,09) 6-3 (89,01) Keane Barry
Ritchie Edhouse (97,92) 6-3 (91,20) Andrew Gilding
Peter Wright (99,67) 6-3 (94,85) Dimitri Van den Bergh
Luke Humphries (90,35) 6-3 (80,85) Matt Campbell
Gary Anderson (108,62) 6-3 (89,39) Lee Evans
Gerwyn Price (103,22) 6-1 (87,98) Chris Landman
Chris Dobey (90,71) 6-2 (92,02) Robert Grundy

Kvartfinaler
Ryan Joyce (95,96) 6-5 (91,65) Jose de Sousa
Ritchie Edhouse (97,02) 6-4 (95,19) Peter Wright
Luke Humphries (105,29) 6-2 (99,22) Gary Anderson
Gerwyn Price (99,72) 6-3 (91,57) Chris Dobey

Semifinaler
Ryan Joyce (105,54) 7-4 (101,24) Ritchie Edhouse
Gerwyn Price (105,23) 7-6 (98,12) Luke Humphries

Finale
Ryan Joyce (95,80) 8-7 (96,70) Gerwyn Price


Læs også:

Forrygende Anderson lavede 9-darter og vandt endnu en turnering

Ryan Joyce leverer suveræn overraskelse: Vinder Players Championship 10

Nordic Darts Masters vender tilbage til København i 2024


Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*