Corey Cadby deltager ikke ved sæsonens første Players Championship-turneringer

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC

Corey Cadby og Christian Perez har valgt ikke at tilmelde sig sæsonens to første Players Championship-turneringer. De erstattes i stedet af Thibault Tricole og Cameron Crabtree.

Det vakte stor opsigt, da den tidligere ungdomsverdensmester og finalist ved UK Open, Corey Cadby, i januar sikrede sig et overraskende comeback til PDC’s Pro Tour, da han gik sejrrigt gennem PDC’s Q-School.

Fans af den 27-årige australier må dog vente lidt længere end først antaget på at se ‘The King’ tilbage i aktion. På PDC’s offentliggjorte liste over hvilke spillere der deltager ved weekendens to Players Championship-turneringer og mandagens kvalifikationsturneringer til Europa Touren fremgår det således, at både Corey Cadby og filippinske Christan Perez har valgt ikke at deltage.

Det vides ikke, hvorfor de to Tour Card-indehavere ikke stiller op ved sæsonstarten. Der spekuleres imidlertid i, om Corey Cadby er nægtet indrejse til England, efter den kontroversielle dartspiller er blevet kendt skyldig i en række straffesager i hjemlandet. Cadby deltog da også ved den europæiske Q-School i januar fremfor den engelske.

Corey Cadby og Christian Perez afløses i stedet af franske Thibault Tricole og engelske Cameron Crabtree, der begge var tæt på selv at vinde et Tour Card ved Q-School.

Du kan finde hele listen over samtlige 128 tilmeldte spillere ved sæsonens første Pro Tour-weekend her. Heraf fremgår det også, at danske Vladimir Andersen stiller til start.


Læs også:

Denne weekend: Vladimir Andersen er tilbage på PDC’s Pro Tour

Drømmedebut for Dobey: Triumferede på Premier Leagues åbningsaften

Michael van Gerwen i kritik af Premier League: Kritiserer spilformatet og valget af spillere

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*