Matthew Porter til Dartnyheder.dk: ‘Jeg ser et stort potentiale i PDC Nordic & Baltic’

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

PDC’s administrerende direktør fortæller i et interview med Dartnyheder.dk om PDC’s ambitioner for de nordiske og baltiske lande.

Efter et halvandet års ufrivillig coronapause kunne de ledende skikkelser i PDC Nordic & Baltic endelig ånde lettet op, da der mellem den 19.-21. august blev afholdt fem Pro Tour-turneringer på Island, hvilket markerede den længe ventede genopstart af PDC Nordic & Baltics turneringer.

Læs også: Det fulde overblik: Sådan forløb PDC Nordic & Baltic-turneringerne på Island

PDC Nordic & Baltics genopstart blev som bekendt en mindre dansk succeshistorie, hvilket du kan læse mere om her. Men turneringerne bar også præg af et relativt beskedent deltagerantal, hvilket blandt andet kan ses som en konsekvens af diverse coronarestriktioner, samt beslutningen om at placere turneringerne på Island, hvilket alt andet lige besværliggjorde rejsemulighederne for flere spillere.

Alligevel kan både PDC Nordic & Baltic og hovedorganisationen PDC glæde sig over, at der på Island var spillere fra både værtsnationen, Danmark, Sverige, Finland, Letland og Litauen, alt imens der flere gange blev vist, at flere spillere, heriblandt Daniel Larsson, Madars Razma og Darius Labanauskas, har et niveau, der gør dem internationalt konkurrencedygtige.

Men hvad så nu? På flere parametre lader PDC Nordic & Baltic til at vokse, men er væksten tilfredsstillende? Og hvad er fremtidsudsigterne for de nordiske og baltiske lande i PDC-regi? Det kan være svært at spå om, men spørger man PDC’s administrerende direktør, Matthew Porter, så er der fortsat et stort, uforløst potentiale i Norden og Baltikum. Det fortæller den prominente og indflydelsesrige englænder i et interview med Dartnyheder.dk.

Arrangørerne fortjener et skulderklap

Matthew, som du ved, kunne PDC Nordic & Baltic for nyligt markere genopstarten af deres Pro Tour. Hvad er i den sammenhæng dit overvejende indtryk af turneringerne?

– Først og fremmest synes jeg, det er vigtigst at give et skulderklap til de folk, der formåede at afholde turneringerne til trods for de fortsat svære betingelser, indleder Porter, der har været administrerende direktør for PDC siden 2008.

Matthew Porter er en af dartsportens mest indflydelsesrige personligheder. Foto: PDC/Lawrence Lustig

– Vi (PDC, red.) ved om nogen hvor svært det kan være at afholde den her slags turneringer – i særdeleshed når der er spillere, der skal rejse på tværs af internationale grænser. Så stor kredit til alle, der var med til at arrangere og afholde turneringerne.

– Island er et interessant land for os, for selvom vi aldrig har haft en islandsk topspiller, så ved vi, at der er stor interesse fra både fans, spillere og medier derover.

– Det er altid interessant at se turneringer blive afholdt i nye lande, og jeg synes, det er alle tiders, at PDC Nordic & Baltic har ekspanderet ud over dets traditionelle værtsnationer som Danmark, Sverige og Finland. Det er fantastisk, så stort tillykke til alle der var med til at afholde turneringerne, og en stor tak til de spillere, der har støttet op.

Er glad for udviklingen – men forventer mere i fremtiden

Når man tager højde for PDC’s øgede fokus og investering i de nordiske og baltiske lande gennem de seneste år – blandt andet med introduktionen af Europa Touren og World Series i København – er I så tilfreds med den udvikling, som I har set i de nordiske og baltiske lande?

– For at være ærlig, så er det en igangværende proces. Når vi går ind i et nyt land, så forventer vi ikke at indfri vores mål indenfor to, tre, fire eller sågar fem år. Det vil altid være en langstrakt plan. Men vi er glade for, at PDC Nordic har ekspanderet ind i de baltiske lande, og at vi kan se spillere som Darius Labanauskas fra Litauen og Madars Razma fra Letland være regelmæssige deltagere på Pro Touren, mens vi altid har haft spillere fra Skandinavien, der har deltaget på Europa Touren, ved Q-School og på Challenge Touren, fortæller Matthew Porter.

Litauiske Darius Labanauskas har gennem de seneste sæsoner vist sig som en dominerende skikkelse i PDC Nordic & Baltic, og indtager i skrivende stund en placering som nummer 39 på PDC’s verdensrangliste. Foto: Lawrence Lustig/PDC

– Selvfølgelig vil vi gerne se endnu flere spillere ved PDC Nordic & Baltics turneringer, men jeg tror, de vil komme hen ad vejen – formentlig i form af yngre spillere.

Hvad er PDC’s primære kriterie for at måle succes i PDC Nordic & Baltic? Er det et stigende antal spillere, kvaliteten af spillerne, TV-seere eller noget helt andet?

– Altså, vi har jo det forestående Nordic Darts Masters i Forum i København, og det er i høj grad faldet på plads som konsekvens af, at dartsporten har haft stor succes hos blandt andre Viaplay og andre TV-partnere i regionen. Det bekræfter os i, at der er stor interesse fra fansene, hvilket er rigtig godt. Hvad vi nu mangler at se, er at flere spillere deltager på PDC Nordic & Baltic-touren.

– De seneste 18 måneder har selvsagt gjort livet svært for rigtig mange, så selvom spillerne muligvis har ønsket at bruge mere tid og kræfter på deres dart, så har de ikke haft muligheden, eftersom der ikke har været nogle turneringer. Men jeg tror, at nu og her er et godt udgangspunkt for at kunne starte forfra, og så må vi se, hvordan tingene udvikler sig ind i 2022.

– Vi vil i hvert fald ikke bedømme noget ud fra de seneste 18 måneder, men vi er spændte på at se, hvad der sker fremadrettet, når vi kommer ud på den anden side, og hvilke fremskridt vi vil opnå.

Ser stort potentiale i Norden og Baltikum

Hvor stort vil du mene, potentialet er,  for at udvikle dartsporten i Norden og Baltikum yderligere?

– Hvis du kigger på befolkningstal, så er der ingen grund til, at Norden og Baltikum ikke skulle have lige så store muligheder for succes som eksempelvis Holland og Belgien. Det ville ikke være fair, at sammenligne Norden og Baltikum med lande som Tyskland, men hvis du ønsker at sætte et referencepunkt, så bør væksten i Benelux-landene være noget man sigtede efter at efterligne på tværs af Norden og Baltikum – jeg vil mene, at der er et stort potentiale i de nordiske og baltiske lande.

Tror du, det er muligt, at en spiller fra Norden eller Baltikum vil kunne kæmpe med om en VM-titel i den nærmeste fremtid?

– Selvfølgelig er det muligt, ligesom det er muligt, at en spiller fra Stillehavsøerne eller fra Sydamerika en dag ville kunne se sig selv i en VM-finale. Det eneste det handler om er talent, vilje, dedikation og en lille smule held. Din nationalitet er ikke en barriere for, hvor langt du kan nå.

– Jeg kan sagtens forestille mig, at en nordisk eller baltisk spiller en dag vinder VM. Måske ikke i morgen, men der er ingen grund til at tro, at det ikke vil ske en gang i fremtiden.

Varsler udskiftning ved Nordic Darts Masters

Forud for den oprindelige dato for Nordic Darts Masters I juni 2020 var følgende otte spillere inviteret med til turneringen: Michael van Gerwen, Peter Wright, Gerwyn Price, Rob Cross, Gary Anderson, Nathan Aspinall, Dimitri Van den Bergh, Fallon Sherrock – er det fortsat de samme spillere nu, eller er der lavet ændringer?

Verdensmesteren Gerwyn Price er blandt de otte inviterede spillere ved Nordic Darts Masters i Forum. Foto: PDC/Lawrence Lustig

– Der er faktisk lavet en enkelt ændring, men jeg kan ikke fortælle dig, hvem det er, eller hvem der træder ind i stedet. Det vil blive annonceret i næste uge.

Der er fortsat en del dygtige spillere i Danmark og de øvrige nordiske og baltiske lande, der endnu ikke deltager på PDC Nordic & Baltic-touren. Hvad er dit budskab til disse spillere?

– Alle mennesker må træffe deres egne beslutninger. Evner og niveau er ikke det eneste kriterie for, hvad man vil gøre med sin dartkarriere. Hvis en person har et godt job, særlige familieomstændigheder eller lever et sted, hvorfra det er svært at rejse, så er der andre forhold, man må have med i sine overvejelser, og det har jeg fuld forståelse for.

– Med andre ord er det ikke vores (PDC, red.) job at skulle fortælle andre mennesker, hvad de bør, eller ikke bør gøre med deres liv. Vores job er at give spillerne en mulighed, og hvis ikke de ønsker at tage den, så er der en anden, der gør det, lyder det fra Matthew Porter.

Matthew Porter fortæller yderligere, at han selv vil være til stede på førstedagen ved Nordic Darts Masters i Forum, der løber af stablen fredag den 17. september.


Læs også:

PDC’s administrerende direktør med kryptisk kommentar – antyder ny stor PDC satsning i Danmark

Det fulde overblik: Sådan forløb PDC Nordic & Baltic-turneringerne på Island

Andreas Toft Jørgensen i kæmpe triumf: Første danske vinder i PDC Nordic & Baltic siden 2016

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*