22-årig englænder i kæmpe triumf: Triumferede ved Players Championship 2

Foto: PDC/Lawrence Lustig

22-årige Callan Rydz gik fredag aften hele vejen ved sæsonens anden Players Championship-turnering.

I en alder af blot 22 år kunne engelske Callan Rydz fredag aften knytte næverne efter at have sikret sig karrierens foreløbigt største sejr, da han ved sæsonens anden Players Championship-turnering besejrede Jonny Clayton 8-7 i finalen. Det er dermed anden dag i træk, at Clayton taber med de cifre i en finale på PDC’s ProTour.

Callan Rydz har i en årrække været anset som en af sportens største talenter, men det er først nu, at ‘The Riot’ slår igennem på ProTouren. I 2019 toppede han til gengæld PDC’s Challenge Tour-rangliste, hvilket blev belønnet med et Tour Card. Tidligere i år blev han så belønnet med prisen som “årets unge spiller” på ProTouren, som konsekvens af sine præstationer i 2020.

Efter fredagens overraskende sejr rykker Callan Rydz seks placeringer frem som nummer 59 på verdensranglisten. Turneringssejren resulterer i øvrigt i en præmiecheck på godt og vel 85.000 danske kroner.

Callan Rydz afsluttede i øvrigt fredagens turnering med et fornemt turneringsgennemsnit på 96,40, efter den dobbelte VM-deltager havde besejret etablerede profiler som Ian White og Nathan Aspinall i sine kampe forud for finalen. Derudover blev også Boris Koltsov, Ross Smith, Alan Soutar og Jeff Smith besejret i løbet af turneringen.

Verdensranglistens top tre skuffede endnu engang

Blandt fredagens mindre spektakulære resultater, er det værd at hæfte sig ved, at verdensranglistens top tre, bestående af Gerwyn Price, Michael van Gerwen og Peter Wright, for anden dag i træk havde en skuffende dag på dartkontoret.

Mens Michael van Gerwen som den eneste af de tre spillede sig blandt de sidste 16, hvor han imidlertid tabte til en velspillende Jonny Clayton, så tabte Gerwyn Price for anden dag i træk i anden runde, alt imens Peter Wright blev besejret allerede i sin første kampe. ‘Snakebite’ tabte dog med et gennemsnit på hele 105,8, da han mødte skotske Alan Soutar, der for nyligt vandt et Tour Card ved PDC’s Q-School.

Du kan se en oversigt over fredagens afgørende resultater her nedenfor. Alle øvrige resultater findes på DartConnect.

PDC’s ProTour fortsætter i dag klokken 15:00, hvor der tages hul på tredje turnering ved Super Series. Turneringen kan følges live på DartConnect, alt imens udvalgte kampe kan streames på PDC.tv.


Afgørende resultater fra Players Championship 2 (26-02-2021):
Sidste 16
John Michael (85,3) 6-4 (84,4) Martin Schindler
Nathan Aspinall (88,9) 6-3 (93,3) Rusty-Jake Rodriguez
Callan Rydz (90,2) 6-0 (86,2) Jeff Smith
Ian White (95,5) 6-3 (90,8) Gary Anderson
Steve Beaton (97,3) 6-2 (101,0) Joe Cullen
Vincent van der Voort (95,9) 6-3 (98,9) Dirk van Duijvenbode
Jonny Clayton (102,1) 6-1 (98,8) Michael van Gerwen
Mensur Suljovic (85,8) 6-4 (87,5) Chas Barstow

Kvartfinaler
Nathan Aspinall (87,2) 6-4 (83,9) John Michael
Callan Rydz (93,7) 6-1 (91,7) Ian White
Vincent van der Voort (95,8) 6-3 (97,1) Steve Beaton
Jonny Clayton (101,3) 6-3 (98,2) Mensur Suljovic

Semifinaler
Callan Rydz (92,9) 7-2 (87,9) Nathan Aspinall
Jonny Clayton (90,9) 7-5 (85,0) Vincent van der Voort

Finale
Callan Rydz (98,3) 8-7 (97,0) Jonny Clayton


Læs også:

Succes for Joe Cullen: Vandt sæsonens første Players Championship-turnering

I dag begynder PDC’s ProTour – sådan følger du kampene ved Super Series

Premier League datoerne er offentliggjort – kommer til at starte uden publikum

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*