20 danske spillere deltager ved Winmau World Masters

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Dansk Dart Union

I alt deltager 20 danske dartspillere ved næste uges Winmau World Masters.

Fra mandag d. 25 september frem til og med onsdag d. 27. september afvikles den 44. udgave af Winmau World Masters.

Turneringen er af mange anerkendt som verdens ældste nulevende major-turnering, med et hav af stolte traditioner. Blandt tidligere vindere finder vi eksempelvis navne som Phil Taylor, Michael van Gerwen, Eric Bristow, John Lowe og Raymond van Barneveld. Turneringen har da også haft nogle mindeværdige danske resultater gennem årene, hvor eksempelvis Troels Rusel, Per Skau og Bjarne Iversen alle har været i kvartfinalen – resultater der dog ligger helt tilbage i henholdsvis 1989, 1991 og 1998. Værd at nævne er også Brian Buurs sejr over Gary Anderson i 2004.

De seneste år har der dog været langt mellem de store danske oplevelser i turneringen. Senest Danmark var tæt på at være repræsenteret i scenekampene, som spilles blandt de sidste 32, var i 2013 hvor både Vladimir Andersen og Bjarne Iversen hver især var én enkelt kamp fra at spille sig på scenen. Vladimir Andersen missede sågar matchpile i sit 3-2 nederlag til Dennis Nilsson.

Netop på baggrund af de seneste års beskedne danske resultater ved World Masters, kunne det være ekstra spændende at se en dansker med helt fremme i turneringen i år. Desværre, set med de håbefulde briller, er der dog ingen af de danske herre-landsholdsspillere som deltager i år, af hensyn til VM i Japan som starter d. 3. oktober. Til gengæld deltager damelandsholdets Gitte Banke, mens også juniorlandsholdsspillerne Anick Sonnichsen og Line Kristiansen lørdag tager flyveren til Bridlington i England.

Under alle omstændigheder vil Danmark være repræsenteret af 20 spillere i alt, hvoraf de 9 er juniorspillere, mens Danmark herudover vil være repræsenteret af henholdsvis 6 herrespillere og 5 damespillere.

Blandt de mest prominente navne er den regerende Danmarksmester Per Skau, Danmarksranglistens nummer 1, Brian Løkken, den Jysk/fynske mester Niels-Jørgen Hansen og Sjællandsmesteren Nicolai Olsen. På damesiden deltager foruden førnævnte Gitte Banke også Hanne Johnsen og ikke mindst “The Danish Diamond” – Ann-Louise Peters. Herudover deltager også den danske para-dartspiller, Jesper Andersen.

De danske dartspillere rejser fra Kastrup lufthavn til engelske Bridlington i dag, lørdag. Foruden World Masters afvikles kvalifikationsturneringen til Lakeside torsdag, hvor man ligeledes kan krydse fingre for dansk succes. Aller først afvikles dog British Open i morgen, søndag, som kan streames live på Winmau.tv.

Lodtrækning for World Masters kan findes på BDO’s hjemmeside, mens tirsdagens og onsdagens scenekampe kan ses live via Winmau.tv.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*