Fra tirsdag til onsdag: Følg Vladimir Andersens resultater på Players Championship-touren

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Mikal Schlosser

Fra tirsdag til onsdag deltager Vladimir Andersen ved to Players Championship-turneringer i tyske Niederhausen.

Klokken 14 i eftermiddag tages der hul på den første af to Players Championship-turneringer, der afholdes tirsdag og onsdag, inden PDC’s World Cup of Darts begynder på torsdag i Frankfurt.

Den danske Tour Card-indehaver, Vladimir Andersen, vil være blandt deltagerne både tirsdag og onsdag. Her vil han forsøge at hente yderligere point til verdensranglisten, efter han har tabt i første runde ved de seneste fire turneringer.

På forhånd kan Vladimir Andersen gøre sig forhåbninger om en væsentligt bedre lodtrækning end ved de seneste to turneringer, hvor han har mødt henholdsvis Joe Cullen og Dirk van Duijvenbode i første runde. Hele 15 Tour Card-indehavere har således meldt afbud til minimum en enkelt af ugens to Players Championship-turneringer, og derfor er 15 spillere fra Challenge Touren i stedet inviteret til at deltage. Blandt de spillere der har meldt afbud kan nævnes Gerwyn Price, Michael van Gerwen, Joe Cullen, Gary Anderson, Ryan Searle og Callan Rydz. Herudover har Jonny Clayton meldt afbud til tirsdagens turnering.

Vladimir Andersen er i skrivende stund placeret som nummer 151 på verdensranglisten, hvor han er noteret for 2.000 point. En enkelt sejr i den første kamp på Players Championship-touren vil udmønte sig i yderligere 750 point.

Mens tirsdagens Players Championship-turnering begynder klokken 14, så vil onsdagens turnering blive skudt i gang allerede klokken 12. Alle resultater fra de to turneringer vil kunne følges på DartConnect, alt imens udvalgte kampe vil kunne streames på PDC.tv. Det vides i skrivende stund ikke, hvem Vladimir Andersen møder i sin første kamp senere i dag, eller om den pågældende kamp vil skulle spilles på en af de to streaming-baner.


Læs også:

Danmark åbner ballet: Her er kampprogrammet ved World Cup of Darts

Den utrolige historie bag Vladimir Andersens pile ved Q-School

Podcast: Interview med Vladimir Andersen

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*