Rundens hold i 1. division (tredje spillerunde) sæson 2022

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Daniel Tyge Thybøl

Benjamin Drue Reus var den helt store profil i tredje spillerunde i Danmarks bedste dartrække.

Dartnyheder.dk’s dækning af dansk dart er støttet af Fary Lochan.

OBS: Artiklen er rettet den 27-02-2022 klokken 15:25. På Dansk Dart Unions hjemmeside fremgår det i skrivende stund, at Steen Lysen tabte til Niels Heinsøe i Aalborgs kamp mod Studsen lørdag den 26. februar. Dartnyheder.dk er dog blevet kontaktet af Aalborg Dartklub, der fortæller, at resultatet var skrevet forkert ind på kampsedlen. Det var i stedet Steen Lysen, der vandt kampen. Derfor vandt Steen Lysen seks ud af otte kampe lørdag den 26. februar, og ikke fem ud af otte, som Dartnyheder.dk ellers oprindeligt havde skrevet.

På Dartnyheder.dk vil vi efter hver spillerunde i landets bedste dartrække udtage fire spillere til “rundens hold”.

Det er i den forbindelse værd at bemærke, at ordet “spillerunde” betegner de oprindelige kampdatoer, som er oplyst på Dansk Dart Unions hjemmeside. Det betyder, at udskudte kampe ikke vil kunne medregnes i overvejelserne om, hvem der bliver udtaget til rundens hold. Derudover vil lørdagskampe, hvor de respektive klubber traditionelt spiller to kampe hver, kun blive betragtet som en enkelt spillerunde. Der vil med andre ord være 12 spillerunder i sæsonen 2022.


Spillerunder sæson 2022:

  • 12-01-2022 (én holdkamp per hold)
  • 15-01-2022
  • 26-02-2022
  • 12-03-2022
  • 02-04-2022
  • 14-05-2022
  • 10-08-2022 (én holdkamp per hold)
  • 13-08-2022
  • 03-09-2022
  • 15-10-2022
  • 12-11-2022
  • 19-11-2022

Rundens hold vil blive udtaget på baggrund af flere kriterier; heriblandt deres placering og rating på Martin Hawkins statistikhjemmeside, dartistik.

Her nedenfor kan du læse begrundelsen for, hvorfor følgende fire spillere er udtaget til rundens hold efter tredje spillerunde i landets bedste dartrække sæson 2022. Tallet i parentes angiver, hvor mange gange den pågældende spiller er blevet udtaget til rundens hold i indeværende sæson. Bemærk, at hverken Aabenraa, Fluen, Holbæk eller Stifterne var i aktion i tredje spillerunde.


Rundens hold i 1. division (tredje spillerunde)

Benjamin Drue Reus, Assens (1)

Til trods for at Assens kun fik et enkelt point ud af lørdagens kampe mod Lido og Potten, så var fynboernes Benjamin Drue Reus alligevel den største profil i tredje spillerunde i 1. division.

Som en af blot to spillere lykkedes det således den 23-årige bruttolandsholdsspiller at vinde syv ud af otte kampe i lørdagens spillerunde, hvor han i øvrigt noterede sig for et helt suverænt gennemsnit på blot 17,41 pile per vundet leg. Fornem præstation.

Allan Daugbjerg Olsen, Aros (3)

Også Allan Daugbjerg Olsen formåede at vinde syv ud af otte kampe, og er på den baggrund udtaget til rundens hold for tredje spillerunde i træk. Aros-profilen er med andre ord blevet udtaget til rundens hold efter samtlige spillerunder i denne sæson.

Nok engang leverede Allan Daugbjerg Olsen, der kun tabte til Studsens Niels Heinsøe, et fornemt gennemsnit på 18,14 pile per vundet leg, hvilket bringer hans samlede sæsongennemsnit op på 17,06. Det er sagt før, men hvor kunne det være fantastisk, hvis den 52-årige østjyde ville stille sig til rådighed for landsholdet og dedikere sig til PDC Nordic & Baltic-touren.

Nicolai Olsen, Potten (1)

Nicolai Olsen var den eneste spiller, der i tredje spillerunde formåede at besejre Assens’ Benjamin Drue Reus. Det er dog ikke den præstation alene, der kvalificerer Nicolai Olsen til hans første udtagelse til rundens hold i denne sæson.

Med seks sejre og et gennemsnit på 18,75 pile per vundet leg var 51-årige Olsen lørdagens bedste spiller for Potten, og det lader efterhånden til, at den tidligere Holbæk-spiller er ved at finde sig til rette i sin nye klub.

Steen Lysen, Aalborg (2)

For anden gang i sæsonen er Steen Lysen udtaget til rundens hold i 1. division. Det sker, efter den 53-årige nordjyde vandt seks ud af sine otte kampe i Aalborgs interne opgør mod Studsen og DK26.

Med et suverænt gennemsnit på blot 17,47 pile per vundet leg var Lysen i fornemt spilhumør, og viste dermed endnu engang, hvorfor han af mange af været betragtet som den største profil i 2. division, inden Aalborg rykkede op forud for den igangværende sæson.

OBS: Artiklen er rettet den 27-02-2022 klokken 15:25. På Dansk Dart Unions hjemmeside fremgår det i skrivende stund, at Steen Lysen tabte til Niels Heinsøe i Aalborgs kamp mod Studsen lørdag den 26. februar. Dartnyheder.dk er dog blevet kontaktet af Aalborg Dartklub, der fortæller, at resultatet var skrevet forkert ind på kampsedlen. Det var i stedet Steen Lysen, der vandt kampen. Derfor vandt Steen Lysen seks ud af otte kampe lørdag den 26. februar og ikke fem ud af otte, som Dartnyheder.dk ellers oprindeligt havde skrevet.


Alle individuelle præstationer i 1. division i tredje spillerunde (kilde: Dartistik/Martin Hawkins)

Kilde: Dartistik

Oversigt over udtagne spillere til rundens hold:

Første spillerunde:

  • Brian Løkken, DK26 Hvidovre
  • Ulrich Meyn, Stifterne
  • Allan Daugbjerg Olsen, Aros
  • Steen Lysen, Aalborg

Anden spillerunde:

  • Allan Daugbjerg Olsen, Aros
  • Kasper Steen Hansen, Studsen
  • Brian Løkken, DK26 Hvidovre
  • Brian Lindhardt Christiansen, Assens

Tredje spillerunde:

  • Benjamin Drue Reus, Assens
  • Allan Daugbjerg Olsen, Aros
  • Nicolai Olsen, Potten
  • Steen Lysen, Aalborg

Stillingen i 1. division:


Læs også:

Potten overtager førstepladsen i 1. division

Officielt: Vladimir Andersen og Niels Heinsøe får en plads ved TV-turnering

Historisk: Niels Heinsøe har kvalificeret sig til Europa Touren

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*