Final Stage (Dag 3): Første point til Niels Heinsøe – tidligt nederlag til Vladimir Andersen

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Mikal Schlosser/PDC

Niels Heinsøe sikrede sig i dag sine første point til Final Stage-ranglisten, alt imens Vladimir Andersen tabte i første runde.

Dartnyheder.dk’s dækning af dansk dart er støttet af Fary Lochan

Den 52-årige, tredobbelte World Cup of Darts-deltager, Niels Heinsøe, sikrede sig i dag sine første point ved Final Stage på den europæiske Q-School.

Efter at have fået en “Bye” i første runde, besejrede Studsen-spilleren schweiziske Andy Bless, der i går blev besejret af Andreas Toft Jørgensen. Her leverede Heinsøe et flot gennemsnit på 82,23, inden han besejrede belgiske Davyd Venken. Også Venken tabte i går til en dansker, da han i første runde røg ud til Bent Lambertsen.

Blandt de sidste 16 leverede Heinsøe en udmærket præstation, men tabte alligevel 1-6 til hollandske Danny Jansen. Dermed måtte Heinsøe tage til takke med to point til Final Stage-ranglisten, og vil formentlig skulle spille sig i en semifinale i morgendagens sidste turnering ved Final Stage, for at spille sig i top 11 på Final Stage-ranglisten, og dermed gøre sig selv aktuel til et Tour Card.

Det samme gør sig gældende for Andreas Toft Jørgensen, der i dag tabte i anden runde. Den 27-årige dansker tabte her 3-6 til spanske Jesus Noguera. Jørgensen leverede ellers en solid indsats, idet han sluttede med et gennemsnit på 84,51.

Tidlige nederlag for Andersen og Lambertsen

Mens Niels Heinsøe og Andreas Toft Jørgensen altså er tvunget til at levere et topresultat ved morgendagens turnering, så ligger Vladimir Andersen fortsat godt til i det samlede regnskab, til trods for at han i dag røg ud allerede i første runde.

Vladimir Andersen tabte således 3-6 til hollandske Davy Proosten. Det er første gang ved Q-School, at 32-årige Andersen ryger ud før tredje runde.

Vladimir Andersen er fortsat noteret for seks point, hvilket kan vise sig at være nok til et Tour Card. Såfremt han vinder bare et enkelt point mere i morgen, vil han dog være så godt som 100% sikker på at vinde et to-årigt Tour Card til PDC’s ProTour.

56-årige Bent Lambertsen tabte i øvrigt ligeledes sin første kamp, da han led et nederlag på 4-6 til hollandske Jeremy van der Winkel. Lambertsen er derfor tvunget til som minimum at spille sig i semifinalen ved lørdagens turnering, hvis han vil gøre sig forhåbninger om et Tour Card.

Hollandsk og skotsk succes

Dagens vinder af den europæiske Final Stage-turnering blev Luc Peters. Den 29-årige hollænder imponerede ved Q-School sidste år, og var ved den leglighed blot et enkelt point fra at vinde et Tour Card. Nu, et år senere, kan han så glæde sig over at kunne deltage fast på ProTouren.

Ved den engelske Final Stage lykkedes det den tidligere BDO-profil, Ross ‘The Boss’ Montgomery at stryge til tops. 59-årige Montgomery har ellers tidligere i karrieren udtalt sig kritisk om PDC, men vil nu altså være udelukket fra at deltage på WDF-touren.

Q-School afsluttes i morgen, hvor der klokken 12 dansk tid tages hul på den sidste turnering ved Final Stage. Set med danske øjne vil det blive særlig interessant at følge Vladimir Andersens placering på ranglisten, hvor han i skrivende stund indtager femtepladsen. Herudover kan man håbe på, at enten Andreas Toft Jørgensen, Niels Heinsøe eller Bent Lambertsen leverer et topresultat.

Blandt de største internationale navne vil det også blive interessant at følge Fallon Sherrock, der er tvunget til at vinde morgendagens turnering, hvis hun skal vinde et Tour Card. Herudover er spillere som Toni Alcinas, Jelle Klaasen, Benito van de Pas, Lisa Ashton og Matthew Edgar også blandt de spillere, der skal indhente en del point, for at vinde et Tour Card.

Du kan se en oversigt over alle dagens danske resultater fra Q-School her nedenfor. Her finder du også en oversigt over de afgørende resultater fra den europæiske- og engelske Q-School.

Kilder: DartConnect og DartsRankings


Oversigt over danske resultater ved Final Stage på den europæiske Q-School:

Sidste 128:
Andreas Toft Jørgensen (74,33) 6-2 (69,82) Tobias Scheifl
Bent Lambertsen (75,90) 4-6 (83,60) Jeremy van der Winkel
Niels Heinsøe BYE
Vladimir Andersen (85,03) 3-6 (87,38) Davy Proosten

Sidste 64:
Andreas Toft Jørgensen (84,51) 3-6 (87,17) Jesus Noguera
Niels Heinsøe (82,23) 6-3 (82,59) Andy Bless

Sidste 32:
Niels Heinsøe (77,24) 6-4 (79,97) Davyd Venken

Sidste 16:
Niels Heinsøe (83,00) 1-6 (94,77) Danny Jansen


Oversigt over de afgørende resultater ved Final Stage på den europæiske Q-School:

Kvartfinaler:
Kevin Doets (83,06) 6-4 (81,21) Jesus Noguera)
Mario Vandenbogaerde (89,41) 6-3 (91,64) Derk Telnekes
Luc Peters (90,94) 6-3 (85,51) Patrick Peters
Danny Jansen (92,15) 6-5 (92,69) Rowby-John Rodriguez

Semifinaler:
Mario Vandenbogaerde (95,04) 6-3 (83,75) Kevin Doets
Luc Peters (94,14) 6-4 (94,44) Danny Jansen

Finale:
Luc Peters (89,04) 6-4 (90,08) Mario Vandebogaerde


Oversigt over de afgørende resultater ved Final Stage på den engelske Q-School:

Kvartfinaler:
Ross Montgomery (88,35) 6-5 (86,47) Connor Scutt
John O’Shea (91,67) 6-5 (90,99) Arron Monk
Kevin Burness (94,77) 6-1 (80,34) Kevin Lane
Jamie Clark (99,04) 6-3 (92,17) Nick Fullwell

Semifinaler:
Ross Montgomery (88,53) 6-4 (87,11) John O’Shea
Jamie Clark (97,93) 6-4 (92,45) Kevin Burness

Finale:
Ross Montgomery (87,89) 6-2 (83,47) Jamie Clark


Læs også:

Final Stage (Dag 1): Efter suveræn start – Vladimir Andersen tæt på Tour Card

Sådan følger du resultaterne fra Q-School

Oversigt: Sådan ser dartkalenderen ud i januar

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*