Michael van Gerwen om de danske tilskuere: ‘Publikum var fantastisk – jeg håber at komme tilbage næste år’

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Mikal Schlosser

Michael van Gerwen var særdeles følelsesladet efter sin længe ventede sejr ved Nordic Darts Masters. Umiddelbart efter finalesejren sendte han i den forbindelse roser afsted til det danske publikum i Forum.

Efter en periode på 292 dage uden en turneringssejr lykkedes det endelig Michael van Gerwen at sætte en stopper for sin usædvanligt lange sejrstørke, da den tredobbelte verdensmester sent lørdag aften besejrede Fallon Sherrock i finalen ved Nordic Darts Masters – en begivenhed du kan læse mere om her.

Efter sejren satte hollænderen ord på de følelser, der gik gennem kroppen på ham umiddelbart efter finalen. I et interview med Dartnyheder.dk fortalte han følgende:

– Det betyder rigtig meget for mig. Jeg har lige hørt, at det er 292 dage siden, jeg sidst vandt en turnering, og for en spiller som mig, er det alt for lang tid. Så når du vinder en turnering som den her, i en finale mod Fallon, så er det helt forrygende, for hun spillede virkelig godt.

Foruden sin dybe lettelse over igen at være tilbage på sejrstronen, så kunne Michael van Gerwen også glæde sig over et, ifølge ham, engageret og veloplagt dansk publikum. Det fortalte han i interviews med både Online Darts og Dartnyheder.dk, da han blev spurgt, hvad han mente om tilskuerne i København.

– Det er svært at sætte ord på, for de (tilskuerne i Forum, red.) har været fuldstændig fantastiske. Jeg kan ikke takke dem nok, og jeg håber, at jeg kan komme tilbage igen næste år, for de har været helt fantastiske, lød det fra ‘MVG’ til Online Darts, inden han uddybede til Dartnyheder.dk:

– Jeg elsker Skandinavien, og jeg elsker København. Jeg har været her et par gange før, og fansene er fuldstændig utrolige. Hvad kan man mere ønske sig?, udtalte verdensranglistens nummer tre.

Michael van Gerwen tog sig god tid til at snakke med de danske fans efter sejren ved Nordic Darts Masters. Foto: PDC/Mikal Schlosser

Det er endnu ikke bekræftet om Nordic Darts Masters vender tilbage i 2022. Dartnyheder.dk kan dog erfare, at PDC planlægger at vende tilbage til Skandinavien igen til næste år, og at København umiddelbart ligner det bedste bud på en værtsnation for endnu en kommende turnering.

Hør Michael van Gerwen give interview til Dartnyheder.dk umiddelbart efter sejren ved Nordic Darts Masters lige her:


Læs også:

Følelsesladet Michael van Gerwen vandt Nordic Darts Masters

Fallon Sherrock og Michael van Gerwen er klar til finalen ved Nordic Darts Masters

Gerwyn Price trækker sig fra Nordic Darts Masters

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*