Følelsesladet Michael van Gerwen vandt Nordic Darts Masters

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Mikal Schlosser

Efter en finalesejr på 11-7 over Fallon Sherrock vandt Michael van Gerwen sent lørdag aften Nordic Darts Masters i Forum i København.

Efter en medrivende finalesejr på 11-7 foran 4.500 ellevilde tilskuere i Forum i København satte Michael van Gerwen lørdag aften et længe ventet punktum på sin sejrstørke, der har strakt sig siden Players Championship Finals i slutningen af november sidste år.

Verdensranglistens nummer tre var da også ualmindeligt følelsesladet efter sin sejr, hvor han på grund af tåre og tydelig følelsesmæssig forløsning havde svært ved at gennemføre sit vinderinterview med dartjournalisten Dan Dawson. Alligevel fik han givet udtryk for, hvor lettet og stolt han var over sejren, og hvor stor respekt han har for den tabende finalist, den kvindelige storprofil Fallon Sherrock.

Netop Fallon Sherrock indledte ellers finalen på suveræn manér, og sikrede sig således en overraskende føring på 6-3. På dette tidspunkt i kampen lå begge spilleres gennemsnit lige omkring 100.

Til trods for den overraskende start lykkedes det alligevel Michael van Gerwen at holde hovedet koldt, og stille men stødt fik den tredobbelte verdensmester kæmpet sig tilbage i opgøret. Særligt en særdeles kynisk lukning på 85 for at udligne til stillingen 7-7 lignede på mange måneder et kampafgørende øjeblik.

Og ganske rigtigt, for herfra så hollænderen sig ikke tilbage. I stedet trådte han speederen i bund, og vandt herefter fire legs i træk, og kunne dermed bryde ud i vild jubel, efter at have sikret sig sin første turneringssejr i næsten et år.

Hør Michael van Gerwen sætte ord på sine følelser overfor Dartnyheder.dk umiddelbart efter sejren ved Nordic Darts Masters:


Resultater – Nordic Darts Masters
Kvartfinaler
Fallon Sherrock vs. Gerwyn Price (Gerwyn Price trak sig med en albueskade. Fallon Sherrock er derfor videre uden kamp)
Dimitri Van den Bergh (88,57) 10-8 (88,25) Gary Anderson
Peter Wright (97,76) 3-10 (103,87) Jonny Clayton
Michael van Gerwen (101,60) 10-4 (89,72) Madars Razma

Semifinaler
Fallon Sherrock (88,39) 11-10 (89,88) Dimitri Van den Bergh
Michael van Gerwen (102,80) 11-7 (103,13) Jonny Clayton

Finale
Michael van Gerwen (98,54) 11-7 (96,20) Fallon Sherrock


Læs også:

Fallon Sherrock og Michael van Gerwen er klar til finalen ved Nordic Darts Masters

Jonny Clayton stjal rampelyset – her er alle semifinalister ved Nordic Darts Masters

Gerwyn Price trækker sig fra Nordic Darts Masters

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*