Dave Chisnall ydmygede Michael van Gerwen – Price besejrede Gurney

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Dave Chisnall sendte her til aften Michael van Gerwen ud af VM efter en overbevisende sejr på 5-0.

Verdensetteren Michael van Gerwen er ude af VM 2021, efter at hollænderen her til aften tabte 5-0 til verdensranglistens nummer otte, Dave Chisnall.

‘Chizzy’ var i forrygende form, hvilket det endelige gennemsnit på 107,34 da også bar præg af. Dermed var Michael van Gerwen tvunget til at ramme sit topniveau, hvilket imidlertid aldrig lykkedes. Et gennemsnit på 98,29 var langt under det niveau, som man på forhånd kunne have forventet, efter at ‘MVG’ ellers havde vist særdeles gode takter i sine tre indledende kampe i turneringen.

Dave Chisnall kan nu se frem til karrierens første VM-semifinale i PDC, alt imens han rykker op på en foreløbig sjetteplads på verdensranglisten. I semifinalen kan den 40-årige englænder se frem til at møde den dobbelte verdensmester, Gary Anderson.

Price vandt dramatisk opgør mod Gurney

Også Gerwyn Price er videre til semifinalen ved VM, efter han tidligere på aftenen besejrede nordirske Daryl Gurney 5-4.

Daryl Gurney vandt ellers 18 legs i kampen, mens Price blot vandt 17, hvilket selvsagt indikerer, at kampen var særdeles tæt. Price var ganske vist foran 2-0, men herefter kæmpede Gurney sig tilbage i opgøret, hvorefter de to spillere fulgtes ad frem til kampens sidste og afgørende leg. Her lykkedes det ‘Gezzy’ at lukke opgøret med en 16-darter i sit eget udlæg, og waliseren er dermed videre til semifinalen for andet år i træk.

Gerwyn Price har dermed fortsat muligheden for at overtage førstepladsen på verdensranglisten, såfremt han går hele vejen ved det igangværende verdensmesterskab. Lykkes det, så vil det være første gang siden januar 2014, at verdensranglisten ikke toppes af Michael van Gerwen.

Semifinalerne ved PDC’s verdensmesterskab spilles i morgen aften fra klokken 19:00 og kan ses live på Viaplay, PDC.tv og TV3 Sport. Finalen afgøres på søndag.


Resultater VM 2021 – Fredag 1. januar
Kvartfinaler

Stephen Bunting (101,01) 5-3 (97,58) Krzysztof Ratajski
Gary Anderson (101,07) 5-1 (94,29) Dirk van Duijvenbode
Gerwyn Price (96,36) 5-4 (96,25) Daryl Gurney
Dave Chisnall (107,34) 5-0 (98,29) Michael van Gerwen


Læs også:

Gary Anderson og Stephen Bunting er klar til semifinalerne ved VM

Top 10: De mest læste artikler i 2020

Podcast: VM Special – analyse af VM indtil nu og diskussion af favoritfeltet

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*