Gary Anderson trækker sig fra World Series og Autumn Series

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Den dobbelte verdensmester kommer ikke til at deltage ved flere turneringer i denne måned.

Gary Anderson har trukket sig fra World Series of Darts Finals og Autumn Series. Det skriver PDC på deres hjemmeside. Overfor mediet Online Darts forklarer Anderson, at han trækker sig, som konsekvens af risikoen for at blive smittet af coronavirusset.

– Jeg ville elske at deltage ved Autumn Series, hvis det blev afholdt i England. Men hver gang jeg tænder for nyhederne, så ser jeg et nyt land, der bliver fjernet fra rejseanbefalingerne, alt imens smittetallene stiger rundt om i Europa og resten af verden.

– Jeg føler mig bare ikke sikker på at rejse, sådan som tingene er lige nu. Jeg er nødsaget til at flyve, og selvom jeg er tryg ved at bære min maske, og følge de øvrige retningslinjer, så stoler jeg ikke på andre mennesker.

– Jeg har set folk udenfor “boblen” i Milton Keynes, og der lader ikke til at være fokus på sikkerhed og afstand, og forestil dig så disse forhold ombord på et fly! Jeg ønsker ikke, at risikere mit eller min families helbred.

– Jeg er ked af det på vegne af mine sponsorere og mine fans, at jeg ikke vil være med (ved World Series og Autumn Series, red.), men jeg har altid understreget, at helbred og min familie er min førsteprioritet, lyder det fra Gary Anderson.

Krzysztof Ratajski overtager

Ved TV-turneringen World Series of Darts Finals, der afholdes fra den 18.-20. september, bliver Gary Anderson erstattet af verdensranglistens nummer 15, polske Krzysztof Ratajski. Her skal polakken skulle konkurrere med PDC’s øvrige topspillere samt invitationsspillere såsom Fallon Sherrock, Damon Heta og Darius Labanauskas.

Læs også: Premier League: Gerwen misser Premier Leagues semifinaler for første gang nogensinde

I Autumn Series, der i al sin enkelthed består af fem Players Championship-turneringer, vil Gary Anderson som udgangspunkt blive erstattet af Scott Mitchell, der er den højst placerede spiller på Challenge Tour ranglisten.

Gary Andersons beslutning om ikke at deltage ved World Series of Darts Finals og Autumn Series får ikke nogen konsekvenser for hans deltagelse ved Premier Leagues semifinaler, der afholdes den 22. oktober.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*