Tre ting at se frem til i den nye sæson

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Claus Halberg/Slangerup Dartklub

Holbæk Dartklub løb med DM-guldet i forrige sæson – kan de gøre det igen i år?

Onsdag den 19. august markerer dagen, som vi alle har ventet på – her tages der nemlig hul på en ny sæson i Dansk Dart Unions løbende turnering. Det vil med andre ord sige, at alle hold lige fra serierækken og op til 1. division igen skal have sat flights på pilene og indstillet sigtekornet.

I samme ombæring bliver det naturligvis særdeles interessant at følge skæbnens gang i landets bedste dartrække, hvor det på forhånd tegner til, at kampen om guldet bliver hårdere og mere alsidig end tilfældet har været i efterhånden mange sæsoner.

Én ting er imidlertid kampen om guldet, for der er mange andre ting, som bliver interessant at følge i 1. division i den kommende sæson.

Her nedenfor tager vi derfor et kig på tre af de ting, som vi her på Dartnyheder.dk glæder os allr mest til at følge med i.

1) Talenterne

Dart er som bekendt en af de få sportsgrene, hvor der som udgangspunkt ikke er noget i vejen for, at man kan levere på sit topniveau, selvom man har rundet et halvt århundrede.

Derfor behøver man heller ikke nødvendigvis at være 16 år, for at kunne blive kategoriseret som et talent, eftersom alder i høj grad er en relativ størrelse i dartsporten. Bare tag et kig på PDC’s ungdomsverdensmesterskab, hvor det er muligt at kunne kalde sig ungdomsverdensmester i en alder af 25 år.

Set i det perspektiv, så bliver det i år ekstra spændende at følge nogle af de talenter, der udfolder sig i Danmarks bedste dartrække. I første omgang vil alles øjne formentlig være rettet mod Fluens Simon Bak, der til trods for blot at have spillet turneringsdart i tre sæsoner alligevel var den tredje mest vindende spiller i 1. division i sidste sæson, hvilket indebærer, at den 25-årige sønderjyde kun blev overgået af Per Laursen og Niels-Jørgen Hansen.

Læs også: Imponerende udvikling: Jesper Neumann og Simon Bak er på rekordtid blevet en del af den danske elite

Foruden Simon Bak, så bliver det også særdeles interessant at følge DK26’s Jesper Neumann. Den 23-årige sjællander fik ligeledes sin debut i 1. division i sidste sæson, hvor han noterede sig som den femte mest vindende spiller, af alle der havde spillet flere end 16 kampe.

Foruden sidste sæsons to positive overraskelser, så er det også oplagt at holde øje med 21-årige Benjamin Drue Reus fra Assens og Holbæks 24-årige Daniel Jensen. Begge spillere har efterhånden været en fast del af 1. division de seneste tre-fire sæsoner, og det skal i den forbindelse blive spændende at se, om de kan løfte deres spil yderligere. Særligt Daniel Jensen, der alt andet lige havde en skuffende sæson sidste år, men giver udtryk for, at storformen lader til at være på vej tilbage.

Sidst, men bestemt ikke mindst, så er der mulighed for, at den blot 15-årige juniorlandsholdsspiller Robin Stegler på et tidspunkt kan komme i aktion for DK26. Den selvtillidsfyldte teenager har tidligere imponeret ved landets åbne stævner, hvor han blandt andet vandt B-rækken ved Vestfyen Open i sidste sæson. Det kunne være sjovt at se, hvordan han ville tackle at spille i landets bedste række, til trods for at han formentlig vil have godt af at vente et par sæsoner endnu.

2) Topstriden

Sjældent har det fra sæsonstart tegnet til at blive så tæt i toppen af 1. division, som det gør i år.

For selvom de regerende danmarksmestre fra Fluen umiddelbart kan ligne en svag favorit til at gentage sidste sæsons triumf, så er der flere hold, der sagtens vil kunne kæmpe med om guldet.

I første omgang ledes tankerne hen mod den østjyske traditionsklub Potten, der ganske vist meddeler, at klubbens helt store profil, Per Laursen, har valgt ikke at ville spille divisionsdart i år, men alligevel står usædvanligt godt rustet med spillere som Mogens Christensen, Lars Helsinghof, Niels Heinsøe og Justin Thurley.

Foruden Potten så kan Aabenraa også vise sig at blive en reel trussel i topstriden, hvor klubbens umiddelbare førstehold vil bestå af profilen Niels-Jørgen Hansen, de stærke tyskere Daniel Voigt og Bjørn-Oliver Derichs samt fjerdemanden Morten Olsen.

Også Esbjergklubben Kælderen ser særdeles stærke ud forud for sæsonstart, hvor klubbens førstehold har fået tilgang af den tidligere landsholdsspiller Glenn Honoré samt den mangeårige 1. divisionsspiller Steffen Olling, alt imens kvartetten fuldendes af de rutinerede kræfter bestående af Anders Zaar og Kasper Brandt Puggaard.

Sidst men ikke mindst, så skal man ikke udelukke, at forrige sæsons danmarksmestre fra Holbæk vil kunne bejle til titlen igen i år. Det ser med andre ord ud til, at vi går ind til en sæson, hvor topklubberne end ikke vil kunne vide sig sikre på en plads i slutspillet. Meget kommer imidlertid til at afhænge af, om de respektive klubber vil kunne stille med deres førstehold gennem hele sæsonen, eller om der vil komme udskiftninger undervejs.

Hvis du vil skabe dig et overblik over, hvilke spillere der repræsenterer de forskellige klubber i 1. division i den kommende sæson, så kan du klikke lige her.

3) Kampen om landsholdspladserne

Det er ikke kun medaljer, der er på spil i den kommende sæson i landets bedste dartrække.

Foruden kampen om metal, så vil der også blive udkæmpet en indirekte kamp om, hvem der skal komme i spil til herrelandstræner Søren Byøs landsholdstrup, der til næste år skal spille både nordiske mesterskaber og VM på hjemmebane.

Hør også: Landsholdspodcast: Interview med Niels Heinsøe, Christian Krille Sørensen og Søren Byø

Oprindeligt skulle de nordiske mesterskaber være afholdt i dette forår, men det satte coronakrisen som bekendt en stopper for. Det er derfor op til landstræneren at udtage otte spillere til næste forårs nordiske mesterskaber, inden der skal udtages fire spillere til VM. Foruden Per Laursen, så er det i den forbindelse svært at pege på spillere, der vil være selvskrevet til landsholdstruppen.

På forhånd har Søren Byø udpeget 12 bruttolandsholdsspillere, hvoraf Per Laursen er den eneste, der ikke kommer til at spille i 1. division i år. Der er i den sammenhæng kun godt og vel et halvt år til at vise sig frem for landstræneren, og 1. division kommer til at blive en vigtig brik i netop dét puslespil. Derudover skal man ikke udelukke, at spillere der ikke oprindeligt var med i bruttotruppen fortsat kan nå at bringe sig i spil, såfremt de formår at vise gode takter i løbet af efterårssæsonen.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*