Christian Krille Sørensen om de nordiske mesterskaber: Ambitionen er top tre

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Nillers Photography

Damelandstræner Christian Krille Sørensen håber på, at det danske damelandshold kan spille sig i top tre ved de nordiske mesterskaber næste år.

Der var oprindeligt lagt i kakkelovnen til, at Danmark skulle have været vært for de nordiske mesterskaber for landshold i perioden mellem den 29. april til 1. maj i år.

Det satte coronakrisen dog en stopper for, og derfor er de nordiske mesterskaber udskudt til næste år, hvor Danmark også har værtskabet for WDF’s VM i september-oktober 2021.

I den forbindelse håber den danske damelandstræner, Christian Krille Sørensen, at Danmark kan levere en top tre placering ved de nordiske mesterskaber forud for verdensmesterskabet. Det fortæller han i et podcast med Dartnyheder.dk.

Hvor godt står Danmark rustet, forud for de nordiske mesterskaber og VM til næste år?

– Nu har hele verden jo være lukket ned i snart fire måneder, havde jeg nær sagt, og derfor er jeg jo nødt til at kigge tilbage til før coronatiden, for jeg har ikke en helt klar fornemmelse af, hvor vi ligger i forhold til de andre nationer.

– Der har jo ikke været noget at måle efter, de seneste fire måneder. Men jeg tænker, at vores målsætning til de nordiske mesterskaber er, at vi samlet skal komme i top tre.

– Så er der selvfølgelig nogen, der spørger, om ikke det er lavt sat, når vi kun er seks nationer, og der som regel kun er fire af os, der kæmper om medaljerne. Og jo, det er det måske. Men jeg tror også, at det er den realistiske målsætning.

– Jeg har selvfølgelig også noget, der hedder håb og drømme. Jeg vil selvfølgelig gerne have, at vi bliver nordiske mestre. Det ville være dejligt, men jeg tror, at det realistiske mål er, at vi skal i top tre, lyder det fra landstræneren.

Der nordiske mesterskab vil næste år skulle afgøres mellem seks nationer, idet Færøerne har fået medlemsskab i WDF. Derudover er også Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island repræsenteret ved mesterskabet. Turneringen afholdes i foråret 2021.

Du kan høre det fulde interview med Christian Krille Sørensen her:


Program for podcast:
00:00-01:30: Indledning
01:30-11:40: Interview med Niels Heinsøe

11:40-26:35: Interview med Christian Krille Sørensen
26:35-43:10: Interview med Søren Byø

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*