DDU lancerer nye regler forud for den kommende sæson

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Arkiv

Coronakrisen får konsekvenser for, hvordan holdkampe skal afvikles i den kommende sæson.

Det er slut med at give hånd før og efter en dartkamp, når Dansk Dart Unions løbende turnering starter op igen lørdag den 22. august.

Sådan lyder blot én af de regelændringer/anbefalinger som Dansk Dart Union for nyligt har lanceret forud for den kommende sæson.

De nye retningslinjer kommer naturligvis som en konsekvens af coronakrisen, og det er derfor uvist, hvor længe de nye retningslinjer vil være gældende.

Foruden den nye regel om, at det ikke længere er tilladt at give hånd forud for en kamp, så skal de danske dartspillere også vende sig til, at opgaven som tavlefører bliver anderledes, i forhold til hvad man er vant til.

For ikke nok med at tavleføreren ikke længere må røre ved spillernes pile, så skal tavleføreren også være opmærksom på, at vedkommende skal undgå at stå ansigt til ansigt med de spillere, der spiller på den bane, hvor tavleføreren selv befinder sig.

Derudover skal tavleføreren også vende sig til, at vedkommende skal anvende eget kridt og egen svamp under en kamp. Det er i den forbindelse hjemmeholdet, der er ansvarlig for, at der er tilstrækkeligt kridt og svampe til rådighed for de pågældende tavleførere.

Dansk Dart Union fremhæver i øvrigt, at det anbefales, at de danske dartklubber kun benytter sig af hver anden bane i de respektive klubber, med henblik på at sikre afstand mellem spillere og andre involverede.

Dansk Dart Union pointerer i øvrigt, at “sundhedsmyndighedernes til enhver tid gældende retningslinjer skal efterleves under afvikling af holdkampe“.

Du kan læse hele DDU’s covid-19 tillæg her.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*