Opråb til danske topspillere: Fod Guds skyld, husk nu at tage til København!

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Dennis Lindskjold tilhører en gruppe af spillere, der vil have realistiske muligheder for fortsat at kvalificere sig til Nordic Darts Masters.

Lad os bare være fuldkommen ærlig fra start; Danmark fik langt fra den ønskede start på den nye PDC Nordic & Baltic-sæson, da de nordiske og baltiske topspillere mødtes ved årets første PDCNB-turneringer forrige weekend.

Det var på forhånd spillere som Per Laursen, Niels-Jørgen Hansen og Niels Heinsøe, der var udset de bedste danske chancer. Og selvom netop de tre spillere da også er de foreløbigt tre bedst placerede danske spillere på PDCNB-ranglisten, så lykkedes det ikke nogen af de tre spillere at kvalificere sig til kvartfinalerne ved hverken årets første eller anden ProTour i Finland.

LÆS OGSÅ: Efter finalesejr over Kim Viljanen: Daniel Larsson vandt PDCNB’s anden ProTour

Resultaterne fra Finland betyder med andre ord, at selvom Niels-Jørgen Hansen, Per Laursen og Niels Heinsøe har skabt et hul ned til de mange øvrige danske topspillere, som valgte ikke at deltage i sæsonens første ProTours i PDCNB, så er der fortsat gode muligheder for, at andre danske profiler kan overhale de tre førnævnte danskere på PDCNB-ranglisten, når sæsonens to næste ProTours finder sted i København mellem den 6.-7. juni, og dermed kvalificere sig til Nordic Darts Masters.

Den enes død, den andens brød

Det kan virke overraskende, at der i forvejen ikke var flere danske topspillere, der valgte at tage rejsen til Finland i forrige weekend, når nu de tre bedste danskere på PDCNB-ranglisten, efter sæsonens første fire ProTours, kvalificerer sig til PDC’s World Series, når Nordic Darts Masters afholdes i Forum mellem den 12.-13. juni.

Takket være den skuffende danske sæsonstart, så har de danske topspillere imidlertid, som nævnt tidligere, fortsat rig mulighed for at overhale spillere som Niels-Jørgen Hansen, Per Laursen og Niels Heinsøe, og dermed se frem til en TV-kamp mod spillere som Michael van Gerwen, Peter Wright eller Gary Anderson, foran et forhåbentligt propfyldt dansk publikum, alt imens de kvalificerede spillere vil være sikret en præmiesum på minimum 10.000 kroner.

Danmark kan godt være konkurrencedygtig

Det er i øvrigt ikke kun de “normale” gamle kendinger og landsholdsprofiler som Brian Løkken og Mogens Christensen, der på forhånd kan tiltænkes en chance for at kvalificere sig til Nordic Darts Masters eller i det hele taget lave et godt resultat i PDC Nordic & Baltic.

LÆS OGSÅ: PDC bekræfter: Så mange danskere får chancen ved Nordic Darts Masters

Særligt de to unge stjerneskud, 24-årige Simon Bak og 23-årige Jesper Neumann, der begge vandt alle deres otte kampe i weekendens 1. division, vil være interessante at følge i PDCNB-sammenhæng, hvor de med fordel vil kunne tage ved lære af de nuværende svenske og finske profiler, der alle har nydt stor fordel af udviklingspotentialet i PDCNB.

Også en spiller som Dennis Lindskjold vil forhåbentlig tage turen til København til juni. Lindskjold er den eneste dansker, foruden Per Laursen, der har formået at vinde turneringer i PDCNB-regi (dengang SDC, red.), og selvom Lindskjolds internationale stævneaktivitet har været stærkt begrænset de seneste mange sæsoner, så viser sønderjyden jævnligt, at han fortsat har niveauet, til at kunne begå sig mod vores skandinaviske og baltiske konkurrenter.

LÆS OGSÅ: Landsholdsspillerne foretrækker PDCNB – men DDU vil hellere satse på WDF

Dennis Lindskjold er med andre ord et godt udtryk for et ærgerligt, dansk fænomen, der indebærer, at Danmark rent faktisk har spillere, der kan lave ravage i turneringer som PDCNB’s ProTour, men alligevel vælger at lade darten komme i anden række.

Danskerne skal vise engagement i PDC Nordic & Baltic

Foruden mulighederne for egen personlig succes, så bør de danske spillere dog også se andre fordele ved en øget dansk aktivitet i PDC Nordic & Baltic.

Det er således ikke bare et spørgsmål om tilfældigheder, at PDC har valgt at introducere både Europa Touren og World Series i København. Forud er gået et imponerende lobbyarbejde af PDC Nordic & Baltics danske ledelse, personificeret ved Michael Frydendahl og Jann Hoffmann. Et lobbyarbejde som skal have løbende opmærksomhed og vedligeholdelse, men som risikerer at løbe ud i sandet, hvis ikke de danske topspillere viser større engagement i forbundet.

For én faktor er, at lande som Sverige, Finland, Litauen og Letland har overhalet Danmark på det sportslige parameter, og på den baggrund, med rimelighed, kan anfægte, at Danmark bliver uforholdsmæssigt forkælet af PDC med store TV-turneringer, alt imens størstedelen af PDCNB-turneringerne bliver afholdt i København. En anden faktor er den, at Danmark har et sportsligt udviklingspotentiale, blandt andet i skikkelse af spillere som førnævnte Simon Bak og Jesper Neumann, men også i form af spillere som Benjamin Drue Reus, Daniel Jensen og Nicolai Rasmussen – et udviklingspotentiale, som PDC også har interesse i skal udvikle sig.

Problemet er blot, at PDC ikke kan blive ved med at begunstige Danmark på bekostning af de øvrige lande i PDC Nordic & Baltic, hvis ikke de danske elitespillere – både de etablerede og talenterne – viser PDC, at man sætter pris på PDCNB, og at der er potentiale for udvikling i dansk elitedart.

Med andre ord kan man kun håbe på, at så mange danske topspillere som muligt har i sinde at tilmelde sig PDCNB’s kommende turneringer i København. Både af hensyn til mulighederne for at opnå personlig succes, men så sandelig også for at vise PDC, at der fortsat er grund til at placere store TV-turneringer og øvrige dart events i Danmark.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*