Lisa Ahton og Anastasia Dobromyslova kvalificeret til PDC’s verdensmesterskab

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: BDO

Lisa Ashton og Anastasia Dobromyslova har sikret sig deltagelse ved PDC’s verdensmesterskab.

PDC annoncerede tilbage i januar, at man ved VM i 2019 ville udvide deltagerantallet fra 72 til 96. Det har blandt andet kastet to kvindelige kvalifikationspladser af sig, hvortil Lisa Ashton her til aften gik sejrrigt ud af den engelske kvalifikationsturnering, alt imens Anastasia Dobromyslova tidligere på måneden vandt den anden kvalifikationsturnering, der var åben for spillere fra resten af verden.

Det er da også ganske passende, at netop Lisa Ashton sikrede sig en billet til Ally Pally, idet hun indtager førstepladsen på kvindernes verdensrangliste i BDO og derudover har vundet kvindernes verdensmesterskab fire gange siden 2014.

Også Anastasia Dobromyslova, der selv har tre verdensmesterskaber noteret på sit CV, vil med en placering som nummer fem på kvindernes verdensrangliste føle, at hun er berettiget til en plads ved den ellers mandsdominerede turnering.

Det er dog ikke første gang, at PDC har kvindelige spillere med ved deres verdensmesterskab. Således blev canadiske Gayl King tildelt et wildcard tilbage i 2001, mens Anastasia Dobromyslova fik sin debut tilbage i 2010 som konsekvens af et afbud. Det er imidlertid aldrig lykkedes en kvinde at vinde en kamp på PDC’s VM-scene.

Lodtrækningen til PDC’s VM finder sted i morgen, mandag.

Resultater fra den engelske kvalifikationsturnering: 

Kvartfinaler
Maria O’Brien 4-3 Fallon Sherrock
Deta Hedman 4-2 Casey Gallagher
Lisa Ashton 4-0 Denise Cassidy
Rhian Griffiths 4-0 Courtney Hine

Semifinaler
Maria O’Brien 5-2 Deta Hedman
Lisa Ashton 5-2 Rhian Griffiths

Finale
Lisa Ashton 6-3 Maria O’Brien

Resultater fra den ikke-engelske kvalifikationsturnering:

Kvartfinaler
Mikuru Suzuki 4-1 Sayaka Kameo
Anastasia Dobromyslova 4-1 Karolina Podgorska
Neuza Beatriz da Cunha Araujo 4-0 Marjolein Noijens
Silvia Dolores Keller 4-2 Dana Verhaegen

Semifinaler
Anastasia Dobromyslova 5-2 Mikuru Suzuki
Silvia Dolores Keller 5-2 Neuza Beatriz da Cunha Araujo

Finale
Anastasia Dobromyslova 6-0 Silvia Dolores Keller

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*