Martin Adams: Eric Bristow er historiens bedste dartspiller

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: BDO

Martin Adams er som oftest iklædt et stort smil. Men når snakken falder på Phil Taylor og PDC, så er sagen straks en anden. 

Den tredobbelte Lakeside-vinder, Martin Adams, er røget ned som nummer 27 på BDO’s verdensrangliste. I januar tabte han et tæt opgør til BDO-ranglistens nummer 1, Mark McGeeney, i første runde ved Lakeside. På trods af nederlaget kunne Adams fejre sit 25-års jubilæum ved BDO’s verdensmesterskab, hvortil han føler sig stolt over aldrig i sin karriere at have skiftet til PDC, på trods af at mediedækningen, præmiepengene og prestigen er langt større. Det udtaler den 61-årige dartspiller til det engelske medie, Guardian.

LÆS OGSÅ: Martin Adams taler ud om sin kræftsygdom

– Penge er ikke alt. Jeg har intet ønske om at tage til Ally Pally. De fleste mennesker er der kun for at drikke og for festen, hvilket jeg finder mærkeligt. En billet til Ally Pally koster 30 eller 40 pund. Tænk sig, hvis man sagde til en eller anden som trådte ind i en pub: “Det koster dig 30 pund at komme ind, og så kan du blive så fuld du vil, synge så højt du vil, og der er overpriser på øl”. Ville de gå derind? Nej. Hvorfor de tager til Ally Pally går ud over min forstand. Ved Lakeside er der ægte dart supportere. Hvis nogen prøver at synge, så får man dem til at tie stille. Vi har en fantastisk stemning ved Lakeside. Det er rigtig dart, udtaler Adams

I dag er verdens bedste dartspillere i PDC, men Adams trækker på skuldrene når han bliver spurgt om hvorvidt han betragter Phil Taylor og Michael van Gerwen som de bedste han nogensinde har mødt.

– De er gode på dagen, og når de spiller godt, er de uovervindelige. Men for mit vedkommende er den bedste spiller nogensinde Eric Bristow. Eric spillede sig i to VM-finaler med dartitis. Han vandt dem ikke, men det viser hans sande karakter, fortsætter han.

Adams er til gengæld langt mindre imponeret over Phil Taylor, som han har spillet mod så ofte, før PDC blev stiftet i 1992. På spørgsmålet om hvorvidt man kan forestille sig at Phil Taylor vil spille gratis for sin lokale klub, som tilfældet er for Adams, udtaler Adams:

– Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror ikke han har nogle venner, for at være ærlig. Han er en fantastisk dartspiller, men han er ikke en jeg ville ringe til og spørge “vil du med ud og drikke en øl?”, for han ville kun tale om dart. Det ville kede mig, afslutter Adams.

Sidste gang Martin Adams og Phil Taylor mødtes i en officiel turnering var i finalen ved World Darts Trophy i 2006. Dengang vandt Phil Taylor 7-2.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*