Dansk Dart Union fusionerer med Dansk Svømmeunion (aprilsnar)

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Arkiv

Dansk Dart Union vil fremover gå under navnet “Dansk Dart- og Svømmeunion”.

Godt nok er det meste af sportsverdenens fysiske aktiviteter lagt på is grundet den verdensomspændende corona-pandemi, men det betyder ikke, at der ikke fortsat er aktivitet på ledelsesgangene i Danmarks Idrætsforbund, hvor man for nyligt har besluttet at sammenlægge Dansk Dart Union og Dansk Svømmeunion. Det har DIF i dag offentliggjort i en pressemeddelelse.

– Vi befinder os i en tid, hvor danskerne er mere engageret i de danske idrætsforeninger end nogensinde før. Det er vi helt ekstraordinært glade for, og vi håber, at væksten og engagementet ude i vores lokale foreninger også vil fortsætte i fremtiden, lyder ordene fra DIF’s formand, Niels Nygaard, i pressemeddelelsen.

– Væksten i vores forbund betyder imidlertid også, at de administrative opgaver efterhånden vokser os over ørene, hvilket er blandt årsagerne til, at vi har set os nødsaget til at fusionere visse af vores forbund, med henblik på at nedbringe det efterhånden ganske overvældende bureaukrati i Danmarks Idrætsforbund.

– I den henseende er vores fusion af Dansk Dart Union og Dansk Svømmeunion blot den første i rækken. Jeg kan ikke afsløre mere på nuværende tidspunkt, andet end at der vil komme flere udmeldinger i løbet af ugen, afslutter Niels Nygaard.

En oplagt fusion

Spørger man Dansk Dart Unions formand, Henrik Vestbo (der i øvrigt også kommer til at være formand for Dansk Dart- og Svømmeunion), så er fusionen mellem de to unioner et oplagt mix.

– Jeg synes, at DIF har truffet den helt rigtige beslutning, i forhold til at fusionere Dansk Dart Union med Dansk Svømmeunion, lyder ordene fra formanden, inden han fortsætter.

– Ikke nok med at vi begge i særlig høj grad forsøger at løfte opgaven med at aktivere vores ældre borgere, så har vores eliteudøvere også mange fysiske fællestræk – bare se på spillere som Per Laursen og Dennis Lindskjold, der begge flyder mindst ligeså godt i vandet som Jeanette Ottesen.

– Disse overlap betyder, at det er helt oplagt at sammenlægge de to forbunds administrative opgaver i ét sekretariat fremfor to. Derudover er der tale om to våde sportsgrene, hvilket for mig at se er den primære årsag til, at vi nu vælger at fusionere, afslutter Henrik Vestbo, der nu kan se frem til at gå fra at være formand for lidt over 3.000 medlemmer til næsten 200.000 medlemmer.

Flere fusioner i vente

Selvom Danmarks Idrætsforbund endnu ikke vil give yderligere kommentarer vedrørende rygterne om forestående fusioner af øvrige specialforbund, så erfarer Dartnyheder.dk, at flere sammenlægninger vil blive offentliggjort allerede i morgen – heriblandt sammenlægningen af både Badminton Danmark, Bordtennis Danmark og Dansk Tennis Forbund. En anonym kilde tæt på DIF’s ledelse fortæller således:

– Foruden de administrative hensyn, så er der også pres fra højere magter – heriblandt den olympiske komité, der ønsker at gøre plads til yderligere sportsgrene i OL-programmet. For at indføre nye sportsgrene er det imidlertid nødvendigt at fjerne nogle af de gamle, og derfor vælger man altså at fusionere en række af de sportsgrene, der i forvejen minder om hinanden. Derfor vil både danske såvel som internationale bordtennis-, tennis- og badmintonspillere kunne se frem til, at de fremover skal spille med fjertennisbolde på bordtennisbaner, lyder det.

Opdateres…

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*