Luke Humphries vandt VM 2024 efter velspillet finalesejr over Luke Littler

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Taylor Lanning/PDC

Luke Humphries vandt VM 2024, da han i finalen besejrede den 16-årige sensation Luke Littler.

Luke Humphries er ny verdensmester i PDC. Sent onsdag aften kunne den 28-årige englænder løfte Sid Waddell-trofæet foran det entusiastiske publikum i Alexandra Palace, efter han havde besejret den bare 16-årige teenager Luke Littler med cifrene 7-4 i finalen.

Luke Littler fik ellers en god start på kampen, da han efter at have været bagud 2-1 vandt tre sæt i træk, og dermed bragte sig foran med cifrene 4-2. I kampens syvende sæt havde han så en enkelt doublepil, der kunne have bragt ham foran 5-2, hvilket på daværende tidspunkt føltes som et kampafgørende moment. Men mens Littler brændte muligheden for en tre-sæts føring, så steppede Humphries op til ocheen, og fik køligt reduceret til stillingen 4-3.

Herfra satte Humphries for alvor speederen i bund, og med fem vundne sæt i træk kunne verdensranglistens nye nummer et lade sig hylde som verdensmester anno 2024.

Sejren ved VM kommer på bagkant af sejre ved både World Grand Prix, Grand Slam of Darts og Players Championship Finals. Dermed har Luke Humphries nu vundet fire majorturneringer indenfor blot tre måneder, og er samtidig noteret for en sejrsstime på 19 vundne kampe i træk.

De godt og vel 4,3 millioner danske kroner i præmiepenge bringer også Luke Humphries som op ny verdensetter, hvilket gør ham til den 13. verdensetter i PDC’s historie. For Luke Littlers vedkommende betyder VM-resultatet, at han indtager en placering som nummer 31.

Næste TV-turnering i PDC vil være Bahrain Darts Masters, der spilles fra den 18.-19. januar. Mens det er forventet, at Luke Humphries stiller til start, så er det uvist, om Luke Littler også er tiltænkt en plads ved turneringen.

Forud for World Series-tourens opstart i Bahrain så skal der først spilles Q-School fra den 8.-14. januar.


Se/gense højdepunkterne fra VM-finalen 2024:


Læs også:

10 interessante facts forud for VM finalen 2024

Steve Beaton gør klar til karrierestop

Magiske Humphries vandt Grand Slam of Darts 2023


Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*