Overraskelserne fortsætter: Her er semifinalerne ved PDC’s verdensmesterskab

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Taylor Lanning

Som den blot syvende debutant nogensinde er 16-årige Luke Littler i semifinalen ved PDC’s verdensmesterskab.

Overraskende og uforudsigeligt er blot nogle af de nøgleord, der foreløbigt har lagt overskrifter til PDC’s verdensmesterskab anno 2024. Overskrifter, der ikke er blevet mindre udtalte, efter der på årets første dag blev spillet kvartfinaler i Alexandra Palace.

Her lagde den tidligere verdensmester Rob Cross først ud med en højdramatisk sejr over Chris Dobey. ‘Voltage’ var undervejs bagud 0-4, men fik alligevel vendt kampen til slutresultatet 5-4, og kom dermed sejrrigt ud af et opgør, som formentlig vil blive talt om mange år fremover.

Væsentligt mindre medrivende var den efterfølgende kamp mellem sensationen Luke Littler og den nu dobbelte VM-kvartfinalist Brendan Dolan. Sidstnævnte havde tidligere i turneringen overrasket ved at besejre både Gerwyn Price og Gary Anderson, men fandt slet ikke melodien mod sin 34 år yngre modstander, og måtte på den baggrund se sig besejret med cifrene 5-1. Omvendt var Littler nok engang i et fornemt spilhumør, og med et gennemsnit på 101,93 i rygsækken må det formodes, at der igen vil være tro på egne evner, når teenageren i aften møder Rob Cross i VM’s semifinaler.

Se/gense højdepunkterne fra VM’s to første kvartfinaler:

Michael van Gerwen skuffede mens Humphries viste klassen

I den modsatte semifinale vil kampen om en plads i VM-finalen ligeledes skulle afgøres mellem to englændere. Det står klart, efter at Scott Williams ganske overraskende besejrede en formsvag Michael van Gerwen 5-3, mens Luke Humphries for første gang ved VM 2024 for alvor viste prøver på sit topniveau, da han med et gennemsnit på 103,50 besejrede Dave Chisnall med de overbevisende cifre 5-1.

Resultaterne af mandagens kvartfinaler medfører, at Luke Littler er sikret en placering i verdensranglistens top 50 efter VM. Det betyder, at ‘The Nuke’ ikke starter 2024 med nul point på verdensranglisten, hvilket han ellers skulle have gjort, hvis ikke han havde vundet sin kvartfinale, og dermed spillet sig i top 64 på verdensranglisten.

I toppen af ranglisten vil Luke Humphries kunne overtage førstepladsen, hvis han vinder sin forestående semifinale mod Scott Williams.

VM’s semifinaler sættes i gang tirsdag aften fra klokken 20:30, og vil kunne ses live på PDC.tv, Viaplay og TV3 Sport.

Se/gense højdepunkterne fra VM’s to sidste kvartfinaler:


PDC’s verdensmesterskab 2024 – resultater
Mandag 1. januar
Kvartfinaler
Rob Cross (100,70) 5-4 (99,84) Chris Dobey (1-3, 2-3, 0-3, 0-3, 3-1, 3-1, 3-2, 3-1, 5-3)
Luke Littler (101,93) 5-1 (86,45) Brendan Dolan (3-2, 3-0, 3-2, 3-1, 1-3, 3-0)
Scott Williams (96,32) 5-3 (93,41) Michael van Gerwen (3-0, 1-3, 2-3, 3-0, 3-0, 0-3, 3-1, 3-1)
Luke Humphries (103,50) 5-1 (97,38) Dave Chisnall (3-1, 2-3, 3-1, 3-2, 3-2, 3-0)


PDC’s verdensmesterskab 2024 – kampprogram
Tirsdag 2. januar (20:30) – kan ses live på PDC.tv, Viaplay og TV3 Sport
Semifinaler 
Rob Cross v Luke Littler
Scott Williams v Luke Humphries

Onsdag 3. januar (21:00) – kan ses live på PDC.tv, Viaplay og TV3 Sport
Finale

Cross/Littler v Williams/Humphries


Læs også:

Gerwyn Price er færdig ved VM 2024

Podcast: Statusrapport på VM 2024 efter anden runde

Steve Beaton gør klar til karrierestop


Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*