Flere store navne har tilmeldt sig Søgaard Denmark Open & Masters

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: TipTopPics

James Hurrell spillede sig sidste år i semifinalen ved Søgaard Denmark Masters. Samme sæson vandt han hele fire ranglisteturneringer i WDF.

Der er fortsat god tid at løbe på, inden deadline for tilmelding til Søgaard Denmark Open & Masters falder fredag den 21. april. Alligevel har flere store navne allerede nu tilmeldt sig den prestigefulde WDF-turnering, der i år afholdes i weekenden mellem den 28.-30. april. Igen i år vil Granly Hockey Arena i Esbjerg danne rammerne om de sportslige begivenheder.

Blandt de største navne der i skrivende stund har meldt deres ankomst i Esbjerg er blandt andre engelske James Hurrell. 38-årige Hurrell er på nuværende tidspunkt rangeret som nummer tre på WDF’s verdensrangliste.

I herrerækken har også den tidligere Premier League-spiller Wes Newton igen i år valgt at stille op i Esbjerg. Det samme er tilfældet for profilerede spillere som amerikanske Danny Lauby, hollandske Willem Mandigers, skotterne Shaun McDonald og Gary Stone samt Kai Fan Leung fra Hong Kong.

Også i damerækken vil der være lejlighed til at finde autografbogen frem. Det skyldes blandt andet tilmeldingerne fra tidligere vindere af Denmark Open såsom Deta Hedman og Aileen de Graaf, alt imens også walisiske Rhian O’Sullivans navn fremgår af den foreløbige tilmeldingsliste.

Du kan danne dig det fulde overblik over de tilmeldte spillere ved Søgaard Denmark Open & Masters på Dansk Dart Unions hjemmeside. Dansk Dart Union har herudover oprettet en ny Facebook-side, hvor man kan følge med i nyheder og informationer omkring turneringen.


Læs også:

Sensationel teenager vandt Søgaard Denmark Open – Deta Hedman triumferede ved damerne

Oversigt: Her er alle vinderne ved Søgaard Denmark Open & Masters 2021

Efter vild præstation mod Gerwyn Price: Verdensmesteren vandt German Darts Grand Prix


Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*