PDC skal finde en ny verdensmester: Peter Wright allerede slået ud i tredje runde

Tekst: Dartnyheder

Kim Huybrechts og Peter Wright
Foto: Kieran Cleeves/PDC

Peter Wright kom ind til VM med en noget ubeskrevet form, alligevel var det et mindre chok, at han tirsdag aften blev slået ud af turneringen, da han mødte Kim Huybrechts i tredje runde.

Peter Wright var ikke sig selv ved Grand Slam of Darts og røg tidligt ud. Han deltog heller ikke ved Players Championship Finals, som er den sidste turnering inden VM.

Grunden skulle findes i, at hans kone, som er kvinden bag de mange frisurer, var blevet indlagt. Peter Wright var ganske enkelt påvirket af situationen – ganske forståeligt. Men netop derfor, var mange i tvivl om, hvilken forfatning den forsvarende verdensmester ville komme ind til VM med.

Da han så entreerede i anden runde mod Mickey Mansell, var det ikke vanvittig imponerende, men stadig mere end nok, til at vinde den kamp med 3-0. Dermed ventede Kim Huybrechts i tredje runde, men da kampen så løb af stablen tirsdag aften, var det igen en Peter Wright, som kom helt op at ringe – og desværre for ham, var der noget mere modstand i belgieren, end der havde været i Mickey Mansell.

Og det betød altså, at Kim Huybrechts i sidste ende trak sig ud af kampen med en sejr på 4-1, på trods af, at Peter Wright faktisk havde vundet otte legs mod belgierens 12.

Dermed vil PDC altså få sig en ny verdensmester for det kommende år, når finalen spilles tirsdag den 3. januar.

Rock imponerede nok en gang

I tirsdagens første session lagde Dimitri Van den Bergh stærkt fra land, da han ekspederede polske Krzysztof Ratajski ud af turneringen med 4-1. Og dermed fik polakken sat punktum for en sæson, som næppe er gået helt som håbet.

Det betyder samtidig, at han polakken Ratajski kommer til at miste nogle point på verdensranglisten, da han for to år siden nåede hele vejen til kvartfinalen ved VM.

I den efterfølgende kamp var stortalentet Josh Rock, der skulle op mod Nathan Aspinall, som havde lagt rigtig flot fra land mod Boris Krcmar i anden runde.

Og sikke en kamp det blev. Begge spillere endte således med et snit over 95, i kampen blev der lavet intet mindre end 25 180’ere, og så måtte kampen også ud i det syvende og afgørende sæt, da Nathan Aspinall havde taget det sjette sæt med 3-0.

I det afgørende sæt lagde Josh Rock dog bedst fra land, da han holdt udlæg og derefter brød Aspinall med en flot 99-lukning til stillingen 2-0 i legs. Aspinall fik dog brudt tilbage i det efterfølgende leg, men da han ikke kunne holde udlæg efterfølgende, tog Josh Rock sættet med 3-1, og dermed var sejren på 4-3 i hus. Endda på trods af, at Aspinall endte med at have vundet 15 legs i kampen mod Rocks 14.

Efterfølgende gjorde Jonny Clayton så kort proces, da han sendte Brendan Dolan ud med samme cifre, som Dimitri Van den Bergh havde sendt Krzysztof Ratajski ud med, nemlig 4-1. Dermed skal waliseren nu sætte sig op til en kamp mod Josh Rock i fjerde runde.

Barney fik aldrig rigtig presset Price

I aftenens første kamp var der så igen spænding for alle pengene, da overraskelsen Jim Williams skulle op mod tyske Gabriel Clemens.

Fuldstændig ligesom i kampen mellem Aspinall og Rock, var niveauet rigtig højt, hvilket betød, at begge spillere endte med et snit over 97.

Begge spillere pressede hinanden til det yderste, hvilket også kunne ses i, at de stort set skiftedes til at vinde sættene, og samtidig fik presset hinanden ud i nogle store lukninger. Her toppede Gabriel Clemens statistikken med en flot 157-lukning i tredje sæt.

I syvende og afgørende sæt var det dog Gabriel Clemens der fik overhånden og vandt sættet med 3-1, og dermed fik tyskeren sikret sig avancement til fjerde runde, som var endestationen for to år siden – dermed kommer dette VM ikke til at koste tyskeren på verdensranglisten.

I aftenens næstsidste kamp, inden Peter Wright altså blev slået ud, ventede der så noget af en lækkerbisken. Nemlig Gerwyn Price mod Raymond van Barneveld.

Desværre blev det bare aldrig det festfyrværkeri, som mange nok havde håbet på. For selvom Barney flere gange i kampen fik vist, at han stadig kan spille på et højt niveau, blandt andet med en flot 147-lukning undervejs, fik han aldrig rigtig presset waliseren.

Gerwyn Price endte derfor med at vinde kampen 4-0, hvor Raymond van Barneveld kun havde formået at vinde fem legs i hele kampen.

Og det betyder altså, at Gerwyn Price, som skal forsvare en VM-titel fra 2021, nu er kommet et skridt tættere på den bedrift.

I dag, onsdag, fortsætter tredje runde, når PDC endnu en gang åbner op for to sessioner i Alexandra Palace. Hele molevitten kan som altid ses på PDC.tv, Viaplay og TV3 Sport fra klokken 13:30 og 20.00.

Se/gense højdepunkterne fra eftermiddagsprogrammet ved PDC’s verdensmesterskab tirsdag 27. december:

Se/gense højdepunkterne fra aftensprogrammet ved PDC’s verdensmesterskab tirsdag 27. december:


PDC’s verdensmesterskab – resultater
Tirsdag 27. december
Eftermiddagsprogram
3x Tredje runde
Dimitri Van den Bergh 4-1 Krzysztof Ratajski (3-2, 3-0, 0-3, 3-1, 3-1)
Josh Rock 4-3 Nathan Aspinall (3-2, 1-3, 1-3, 3-1, 3-2, 0-3, 3-1)
Jonny Clayton 4-1 Brendan Dolan (3-2, 3-2, 3-2, 2-3, 3-2)

Aftensprogram
3x Tredje runde
Gabriel Clemens 4-3 Jim Williams (3-1, 0-3, 3-2, 2-3, 1-3, 3-2, 3-1)
Gerwyn Price 4-0 Raymond van Barneveld (3-1, 3-1, 3-2, 3-1)
Kim Huybrechts 4-1 Peter Wright (0-3, 3-0, 3-1, 3-2, 3-2)


PDC’s verdensmesterskab – kampprogram
Onsdag 28. december
Eftermiddagsprogram (13:30) – kan ses live på PDC.tv, Viaplay og TV3 Sport

4x Anden runde
Ryan Searle v Jose de Sousa
Danny Noppert v Alan Soutar
Gary Anderson v Chris Dobey

Aftensprogram
3x Tredje runde

Joe Cullen v Damon Heta
Michael van Gerwen v Mensur Suljovic
Michael Smith v Martin Schindler

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*