Succesen fortsætter for Michael van Gerwen: Vandt anden Europa Tour-titel i træk

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Kais Bodensieck/PDC Europe

For første gang siden 2019 har Michael van Gerwen vundet to Europa Tour-turneringer i træk.

Mens man i skrivende stund kan stille spørgsmålstegn ved formkurven hos verdensranglistens nummer et og to, Peter Wright og Gerwyn Price, så er situationen væsentlig anderledes for verdensranglistens nummer tre, Michael van Gerwen, der søndag aften vandt sin anden Europa Tour-titel i træk. Dermed har hollænderen vundet tre ud af sæsonen første fem Europa Tour-turneringer, og er med sine fem turneringssejre i 2022 den mest vindende spiller i PDC i indeværende sæson.

Vejen til turneringssejren ved European Darts Open blev indledt med en magtdemonstration mod Daryl Gurney, hvor ‘MVG’ vandt 6-3 med et gennemsnit på 113,79. Herefter fulgte sejre over Jonny Clayton, Dirk van Duijvenbode, Luke Humphries og Dimitri Van den Bergh. Samlet set endte den tredobbelte verdensmester med et turneringsgennemsnit på 102.

Sejren rykker ikke for alvor ved regnskabet i toppen af verdensranglisten, men Michael van Gerwens imponerende resultater gennem de seneste måneder må ikke desto mindre vække respekt hos den resterende verdenselite set i lyset af Michael van Gerwens skuffende 2021, hvor den 33-årige profil blot vandt to turneringer gennem hele sæsonen.

Tidlige nederlag for Wright og Price mens Wade måtte trække sig

Michael van Gerwen vil formentlig også fryde sig over, at førnævnte Peter Wright og Gerwyn Price røg ud tidligt ved weekendens Europa Tour i tyske Leverkusen.

Mens Gerwyn Price tabte 6-5 i sin anden kamp til Nathan Aspinall, så leverede Peter Wright en særdeles skuffende præstation i sin første kamp, da han med et gennemsnit på blot 86,84 tabte 6-4 til engelske Scott Williams.

Dermed var to af Michael van Gerwens største udfordrere til titlen ude af turneringen, allerede før den for alvor var begyndt.

Efter semifinalesejren over Luke Humphries stod det så klart, at Michael van Gerwen skulle møde enten Dimitri Van den Bergh eller James Wade i finalen. James Wade måtte dog melde afbud kort tid forud for semifinalen. Det vides ikke med sikkerhed, hvad der tvang ‘The Machine’ til at trække sig, andet end at PDC var ude på de sociale medier og forklarede afbuddet med, at englænderen var blevet syg.

I finalen var der ingen tvivl om, at Michael van Gerwen var den mest velspillende af de to titelaspiranter. Alligevel fulgtes ‘MVG’ og ‘The Dreammaker’ ad frem til stillingen 4-4, hvorefter Michael van Gerwen satte sig på opgøret og vandt kampen med cifrene 8-5.

PDC’s Europa Tour fortsætter den kommende weekend, hvor der tages hul på Czech Darts Open. Inden da vil der tirsdag og onsdag blive afholdt to Players Championship-turneringer i engelske Wigan, hvor danske Vladimir Andersen vil være blandt deltagerne.

Se/gense højdepunkterne fra de afgørende kampe ved European Darts Open:


Afgørende resultater – European Darts Open
Søndag 8. maj
Tredje runde
Nathan Aspinall (99,32) 6-5 (96,25) Gerwyn Price
Luke Humphries (98,47) 6-4 (96,02) Brendan Dolan
Dirk van Duijvenbode (106,90) 6-3 (99,44) Joe Cullen
Michael van Gerwen (98,06) 6-4 (99,23) Jonny Clayton
Josh Rock (96,36) 6-2 (84,07)Scott Williams
Dimitri Van den Bergh (105,31) 6-4 (97,25) Martin Schindler
James Wade (94,82) 6-4 (89,18) Jose de Sousa
Ryan Searle (93,57) 6-5 (100,62) Dave Chisnall

Kvartfinaler
Luke Humphries (107,87) 6-3 (100,47) Nathan Aspinall
Michael van Gerwen (93,07) 6-5 (91,07) Dirk van Duijvenbode
Dimitri Van den Bergh (97,63) 6-1 (94,90) Josh Rock
James Wade (94,93) 6-5 (96,50) Ryan Searle

Semifinaler
Michael van Gerwen (105,26) 7-2 (95,38) Luke Humphries
Dimitri Van den Bergh Bye (James Wade trak sig forud for kampen grundet sygdom)

Finale
Michael van Gerwen (102,49) 8-5 (89,54)  Dimitri Van den Bergh


Læs også:

Suveræne Jonny Clayton konsoliderer førstepladsen efter ny sejr i Premier League

Henrik Vestbo: ‘Søgaard Denmark Open & Masters var en succes’

Følelsesladet James Richardson triumferede ved Søgaard Denmark Masters

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*