For andet år i træk: Dansk Dart Union aflyser DM

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Dansk Dart Union

Dansk Dart Union har valgt at aflyse DM 2021. Det sker efter statsministerens coronapressemøde onsdag aften.

Dansk Dart Union har valgt at aflyse weekendens DM i Vordingborg. Det skriver DDU’s formand, Henrik Vestbo, i et opslag på Facebook.

– Efter utallige online møder, sms’er, mail og telefonopkald i løbet af aftenen med blandt andet DIF’s Corona task force, så er jeg, og en enig bestyrelse, desværre nødsaget til at aflyse DM i Vordingborg i den kommende weekend, skriver formanden blandt andet.

Aflysningen af DM sker på bagkant af statsministerens coronapressemøde onsdag aften. De nye restriktioner ville som udgangspunkt ikke gøre det umuligt at afholde danmarksmesterskabet, men DDU’s bestyrelse har altså alligevel valgt at aflyse turneringen. Henrik Vestbo skriver i den forbindelse:

– Selvom selve ordlyden i restriktionerne ville give os en mulighed for, at afholde DM “lovligt”, så er det et faktum at vi står med 250 personer, der udover at være deltagere, også fungerer som publikum. Og når man så kommer alkoholindtaget oveni ligningen, så har vi desværre et setup, der meget ligner det man vil undgå med restriktionerne, i forhold til smitte superspredere.

– Vi bevæger os med andre ord i en gråzone, og med tanke på dartsportens renommé, og medlemmernes sikkerhed, så har jeg her til aften meddelt arrangørklubben Vordingborg, at vi aflyser DM 2021, skriver han.

Det er andet år i træk, at DM ikke bliver afholdt. I 2020 blev DM først aflyst fire dage forud for den oprindelige dato (den 14. marts). Herefter efterstræbte unionen at finde en ny dato for mesterskabet i efteråret, men det kunne ikke lade sig gøre.

Dermed er DM ikke blevet afholdt siden marts 2019, hvor Per Laursen og Sandra Rasmussen løb med titlerne i henholdsvis herre- og damerækken.

Ifølge Dansk Dart Unions kalender skal DM i 2022 afholdes i weekenden mellem den 25.-26. juni.


Læs også:

Top 5: De største favoritter i herrerækken ved DM 2021

Top 5: De største favoritter i damerækken ved DM 2021

Oversigt: Her er VM-lodtrækningen

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*