Top 5: De største favoritter i herrerækken ved Denmark Open & Masters

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Getty Images

Hollandske Richard Veenstra er blandt de absolutte favoritter ved weekendens Søgaard Denmark Open & Masters.

Fra lørdag til søndag afholdes Denmark Open & Masters i Esbjerg.

Mens Denmark Open er kategoriseret som en Guld-turnering i WDF, så er Denmark Masters kategoriseret som en Sølv-turnering. Med andre ord har turneringerne stor betydning for WDF-spillerne, med henblik på at kvalificere sig til turneringer som WDF’s verdensmesterskab og World Masters. Derudover får resultaterne ved turneringen også stor betydning for WDF’s rangliste.

Derfor er der også flere store profiler, der deltager ved de to turneringer. Vi tegner derfor et billede af de største favoritter i herrerækken her nedenfor. Du har i øvrigt mulighed for at finde en oversigt over alle tilmeldte spillere til Denmark Open & Masters her, mens du finder lodtrækningerne til turneringerne her.

Hvem tror du vinder herrerækken ved Denmark Open?

  • En helt anden (28%, 54 Stemmer)
  • Andreas Toft Jørgensen (23%, 43 Stemmer)
  • Richard Veenstra (18%, 35 Stemmer)
  • John O'Shea (8%, 15 Stemmer)
  • Per Laursen (7%, 14 Stemmer)
  • Jeffrey de Graaf (4%, 8 Stemmer)
  • Shaun McDonald (4%, 7 Stemmer)
  • Brian Raman (3%, 5 Stemmer)
  • Lukas Wenig (3%, 5 Stemmer)
  • Andreas Harrysson (2%, 4 Stemmer)

Antal, der har stemt, i alt: 190

Indlæser ... Indlæser ...

Top 5: De største favoritter i herrerækken ved Denmark Open & Masters

5) John O’Shea (Irland)

Foto: Chris Sargeant/Tip Top Pics

Det var en overraskelse af de helt store, da 46-årige John O’Shea i 2019 vandt den prestigefulde BDO-major, World Masters (der fra 2022 bliver arrangeret af WDF). Siden da har der været store forventninger til ireren, og selvom de endnu ikke er blevet indfriet, så er John O’Shea ikke desto mindre en af de største profiler i WDF-regi.

Tidligere på året leverede John O’Shea et gennemsnit på intet mindre end 108,91 på PDC’s Challenge Tour, og selvom det er adskillige point højere end O’Sheas sæsongennemsnit på 86,91, så vidner det om, at ‘The Joker’ besidder et topniveau, som kan konkurrere med selv de bedste i verden. I første omgang skal han dog i den kommende weekend koncentrere sig om at overvinde den resterende WDF-elite, i bestræbelserne på at vinde karrierens anden store titel, efter den imponerende bedrift ved World Masters for to år siden.

4) Brian Raman (Belgien)

Foto: Chris Sargeant/TipTopPics

24-årige Brian Raman har særdeles gode minder fra Danmark. Så sent som i 2019 lykkedes det ham nemlig at vinde Denmark Masters, hvilket på det tidspunkt var hans største sejr i karrieren, indtil han tidligere i år triumferede ved England Open.

På et overordnet niveau har 2021 ellers været en blandet sæson for den unge belgier. Et sæsongennemsnit på 86,44 vidner således om, at Raman har vist et solidt niveau gennem året – omvendt har resultaterne udeblevet, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved en skuffende placering ved februars Q-School og en samlet 31. plads på den europæiske Challenge Tour.

Brian Raman er dog en bedre dartspiller, end resultaterne umiddelbart giver udtryk for, og det vil ikke være nogen overraskelse, hvis han leverer endnu et topresultat ved Denmark Open & Masters i den kommende weekend.

3. Lukas Wenig (Tyskland)

Foto: Dion Laan

Tyske Lukas Wenig er et relativt ubeskrevet blad på den internationale dartscene, men det er formentlig blot et spørgsmål om tid, før han får et reelt sportsligt gennembrud – og hvem ved, måske det bliver ved Denmark Open & Masters?

27-årige Wenig står ganske vist i skyggen af tyske profiler som Max Hopp, Gabriel Clemens og Martin Schindler, men har alligevel imponeret særdeles positivt i indeværende sæson. Wenig er således placeret på en foreløbig 12. plads på den europæiske Challenge Tour-rangliste, og var ikke langt fra at vinde et Tour Card ved Q-School tidligere i år. Men det er i særdeleshed det fornemme sæsongennemsnit på Challenge Touren, der får øjnene til at spærre op. Lukas Wenig står således noteret for det sjettehøjeste sæsongennemsnit på Challenge Touren i 2021 på 88,50, alt imens han grundet afbud blandt PDC’s Tour Card-holdere har haft muligheden for at spille syv Players Championship-turneringer, hvor han i år har besejret spillere som Darius Labanauskas, Matthew Edgar og Jeffrey de Zwaan.

Med alderen på sin side, er det endnu uvist, hvor stort et potentiale Wenig egentlig besidder. Men det kan vi få en forsmag på denne weekend, hvor den undervurderede tysker gæster Blue Water Dokken i Esbjerg.

2. Shaun MacDonald (England)

Foto: Online Darts

Det var ganske små marginaler, der betød, at 36-årige Shaun McDonald lige nøjagtig missede førstepladsen på dette års Challenge Tour-rangliste, og derfor i stedet kunne se walisiske Jim Williams løbe afsted med et Tour Card og en plads ved PDC’s verdensmesterskab til december.

En kolossal skuffelse for McDonald, der ikke desto mindre har bevist, at han reelt har, hvad der skal til, for at spille med på aller højeste niveau. Derfor er englænderen også blandt de ubestridt største favoritter ved dette års udgave af Denmark Open & Masters, efter en sæson hvor han står noteret for det femtehøjeste sæsongennemsnit på Challenge Touren på 88,54.

1. Richard Veenstra (Holland)

Foto: Getty Images

Hollandske Richard Veenstra er den ubestridt største mandlige profil, der deltager ved dette års Denmark Open & Masters – og det er til trods for, at han aldrig har fået det ud af karrieren, som potentialet har skabt grundlag for.

Med en VM-semifinale og finaleplaceringer ved World Trophy og Zuiderduin Masters har Veenstra et imponerende CV fra sin BDO-karriere, og han var da også en af de forventede forhåndsfavoritter ved Q-School tilbage i februar. 40-årige ‘Flyers’ levede dog ikke op til forventningerne ved Q-School, og måtte derfor indfinde sig med minimum en enkelt sæson mere i WDF og på Challenge Touren.

Netop Challenge Touren har til gengæld været en succesfuld oplevelse for Veenstra, der står noteret for det højeste sæsongennemsnit af alle spillere på den europæiske Challenge Tour på 88,59, alt imens han endte på en samlet 21. plads på ranglisten, til trods for at han kun deltog ved halvdelen af turneringerne.

Richard Veenstra vil være den største favorit i herrerækken ved weekendens Denmark Open & Masters, og det vil være en gedigen skuffelse, hvis ikke hollænderen skaber et topresultat i løbet af weekenden.


Læs også:

Statistik: Sådan gik det de danske Q-School deltagere i 2021

Andreas Toft Jørgensen leverede flot afslutning på Challenge Touren mens Matt Campbell genovertog førstepladsen

Her er lodtrækningen til World Grand Prix

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*