Kælderen fortsætter triumftoget, mens Aabenraa taber dyrebare point

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto:Silas Stein/dpa

Kælderen, Potten, Aros og Fluen trækker fra i toppen af 1. division efter fjerde spillerunde.

Dartnyheder.dk’s dækning af dansk dart er støttet af Fary Lochan

Esbjergklubben Kælderen er fortsat nummer et i den bedste danske dartrække, efter gårsdagens kampe i fjerde spillerunde i 1. division.

Det formstærke mandskab bestod således sæsonens første alvorlige styrkeprøve, da de med cifrene 12-4 og 9-7 besejrede københavnerklubberne Studsen og DK26 Hvidovre. I den sammenhæng udmærkede Kælderens Steffen Olling sig særdeles positivt, idet han leverede sin ubetinget bedste præstation i sæsonen med syv sejre ud af otte mulige.

Foruden Steffen Olling, så var der kun fire øvrige spillere, der formåede at vinde syv kampe i gårsdagens spillerunde. Der var her tale om Fluens Henning von Essen, Aros’ Tom Veje Kristensen, Aabenraas Andreas Toft Jørgensen og Pottens Niels Heinsøe.

Potten, Aros og Fluen hentede maximumpoint

Netop Niels Heinsøe var i den sammenhæng en vigtig komponent for Potten, der efter to sejre i går fortsat indtager 1. divisions andenplads. Mens Potten uden problemer sikrede sig en pligtsejr på 14-2 over nedrykningsfavoritterne fra FIOV, så var der væsentligt mere spænding om udfaldet af kampen, da den østjyske traditionsklub snævert besejrede Holbæk 9-7 i lørdagens anden holdkamp.

Også Aros og Fluen vandt i går begge deres opgør, og indtager da også henholdvis tredje- og fjerdepladsen i tabellen. Ligesom tilfældet var for Potten, så var Aros og Fluen dog også favoritter forud for begge gårsdagens kampe. Mens Aros i den sammenhæng besejrede Holbæk og FIOV med cifrene 12-4 og 13-3, så hentede Fluen deres seks point efter sejre over Lido og Hovsa. Her lød udfaldet af kampene på 9-7 og 14-2.

Aabenraa tabte vigtige point, mens Holbæk næsten endegyldigt er hægtet af

Mens de fleste tophold altså kom helskindet igennem lørdagens kampe, så tabte det sønderjyske mandskab fra Aabenraa en vigtig kamp i deres bestræbelser på DM-guld.

Efter at have indledt dagen med en forventet pligtsejr over Viborg-klubben Hovsa, så tabte Aabenraa nemlig ganske overraskende med cifrene 9-7 til Horsens-klubben Lido.

Mens den sædvanligt stabile tysker, Bjørn Oliver-Derichs, i den sammenhæng skuffede, ved at tabe alle sine kampe, så formåede Aabenraas profil, Niels-Jørgen Hansen, blot at vinde to af sine kampe, hvilket alt andet lige også var langt under niveau.

Et andet hold der tabte vigtige point i går var forrige sæsons danmarksmestre fra Holbæk, der som allerede nævnt tabte begge deres kampe til henholdsvis Aros og Potten. Dermed ser det efterhånden mere end almindeligt svært ud for Holbæk, med henblik på at slutte sæsonen i top fire, og dermed kvalificere sig til slutspillet.

Du kan se hele den opdaterede stilling i 1. division efter gårsdagens spillerunde her nedenfor. Alle resultater og kampsedler kan findes her.


Stillingen i 1. division efter fjerde spillerunde

#KlubKampeVundetUafgjortTabtScorePoint
1Kælderen7700+4621
2Potten7511+2616
3Aros7412+2613
4Fluen7412+1413
5Aabenraa7313+1010
6DK265302+109
7Studsen5302-29
8Lido7304-49
9Assens7205-86
10Holbæk5203-106
11FIOV5005-440
12Hovsa7007-640


Læs også:
Simon Bak overtager førstepladsen på Søren Søgaard-ranglisten
Niels Heinsøe og Per Laursen udtrykker optimisme forud for World Cup of Darts
Rundens hold i 1. division (tredje spillerunde)

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*