Kælderen udbygger føring i 1. division, mens Aabenraa taber terræn efter skuffende nederlag

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: Evert Zomer/Dansk Dart Union

Esbjergklubben Kælderen trækker yderligere fra i toppen af 1. division, efter de i går vandt begge deres kampe. Anders Zaar imponerede i den forbindelse med otte sejre ud af otte mulige.

Dartnyheder.dk’s dækning af dansk dart er støttet af Fary Lochan

Selvom de endnu ikke har mødt nogen af rækkens øvrige, forventede tophold, så ligner Dartklubben Kælderen fra Esbjerg efterhånden en større og større favorit til DM-guldet, for hver pil der bliver kastet i 1. division.

I går sikrede Kælderen sig således yderligere seks point efter to sejre på 14-2 og 12-4 over henholdvis Holbæk og FIOV. Storsejren over Holbæk var i den forbindelse særligt imponerende, eftersom Holbæk forud for sæsonen var udset som en potentiel “dark horse”, i kampen om at kvalificere sig til slutspillet.

Mens alle spillere på det formstærke Kælderen-mandskab vandt minimum seks kampe hver, så var Anders Zaar den eneste, der vandt alle otte kampe. Den tidligere landsholdsspiller vandt således to kampe mere end sine holdkammerater, Kasper Brandt Puggaard, Glenn Honoré og Steffen Olling.

Nedtur for Aabenraa

Mens Kælderen altså fortsat er ubesejret efter sæsonens første fem kampe, så havde de forventede guldrivaler fra Aabenraa en særdeles sort dag på kontoret. Det sønderjyske mandskab tabte således begge deres kampe mod københavnerklubberne Studsen og DK26 med cifrene 7-9 og 4-12.

Læs også: Rundens hold i 1. division (anden spillerunde)

Aabenraa var ganske vist svækket af, at klubben måtte undvære den sædvanlige profil Daniel Vogt. Aabenraa må dog alligevel erkende, at de, særligt i opgøret mod DK26, var overmatchet og tabte til et bedre hold – til trods for at Aabenraas største profil, Niels-Jørgen Hansen, ellers leverede rundens ubetinget laveste snit i antallet af pile per vundet leg på blot 16,84. Det fornemme gennemsnit resulterede dog kun i fem vundne kampe for bruttolandsholdsspilleren.

DK26 Imponerede

Netop førnævnte DK26 havde til gengæld en suveræn dag i det sønderjyske, hvor de lagde ud med at besejre sidste års danmarksmestre fra Fluen 9-7 og efterfølgende altså uddelte øretæver mod Aabenraa.

Særligt Kenneth Hansen var i et fornemt spilhumør for københavnerne gennem lørdagens kampe. Med et suverænt gennemsnit på 17,71 pile per vundet leg og seks vundne kampe viste Kenneth Hansen sig således som DK26’s bedste spiller, til trods for at Michael Hansen ligeledes lod sig notere for seks sejre, alt imens Brian Løkken og Jesper Neumann vandt fem kampe hver.

Med de to sejre spiller DK26 sig op på en foreløbig sejtteplads i tabellen, men har dog to kampe i hånden i forhold til klubberne i top fem. Hvidovre-mandskabet har dermed kørt sig selv i stilling som en reel kandidat til en top fire placering, og dermed også en plads i slutspillet.

Sikre sejre for Potten og Aros

I det østjyske kunne både Potten og Aros glæde sig over, at de hver især kunne indkassere seks point efter pligtsejre over Lido og Hovsa. Mens Potten vandt deres opgør med 11-5 og 12-4, så fulgte Aros op med resultaterne 11-5 og 13-3.

Læs også: Spillerstatistikker: Potten mod Lido

Hverken Potten eller Aros var dog forventet at skulle komme i problemer mod de to bundhold. Til trods for de to nederlag kan særligt Lido dog finde tryghed i, at Hovsa og FIOV allerede nu tegner til at tage de to direkte nedrykningspladser, eftersom de endnu ikke har været i nærheden af at kunne konkurrere med de øvrige hold i 1. division. Særligt FIOV fremstår i den forbindelse som rækkens ubetinget dårligste hold, efter de for nyligt mistede klubbens profil, Ivan Madsen, der tilsyneladende har valgt at stoppe i klubben.

Blot et point adskiller nummer tre fra nummer 10

I midten af tabellen finder man i øvrigt Assens, der først besejrede FIOV 11-5 men efterfølgende tabte 6-10 til Holbæk.

De to resultater resulterer i, at Assens lader sig placere i midten af tabellen, ligesom en lang række af tabellens øvrige hold. På nuværende tidspunkt er der således kun et enkelt point mellem 1. divisions nummer tre, Aros, og nummer 10, Lido. Både DK26, Studsen og Holbæk har dog kun spillet tre kampe, hvilket er to færre end rækkens øvrige midter- og tophold.

Du kan skabe dig et overblik over den nuværende stilling i 1. division her nedenfor. Alle resultater fra gårsdagens kampe kan ses på DDU’s hjemmeside.

Næste gang 1. divisionsklubberne skal i aktion bliver lørdag den 24. oktober.

Stillingen i 1. division efter tredje spillerunde:

#KlubKampeVundetUafgjortTabtScorePoint
1Kælderen5500+3615
2Potten5311+1210
3Aros5212+87
4Aabenraa5212+27
5Fluen521207
6DK263201+66
7Assens5203+26
8Studsen3201+26
9Holbæk320106
10Lido5203-46
11FIOV3003-220
12Hovsa5005-420

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*