Dimitri van Den Bergh videre til kvartfinalen – favoritterne faldt på stribe

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Dimitri van Den Bergh er for første gang i karrieren videre til kvartfinalerne ved World Matchplay.

Efter onsdagens fire 1/8-finaler er der nu kun otte spillere tilbage ved World Matchplay. Efter gårsdagens kampe er der dog kun to topseedede spillere tilbage, eftersom alle øvrige spillere fra verdensranglistens top otte allerede er røget ud enten i første eller anden runde af turneringen.

I går røg både verdensranglistens nummer to og syv, Peter Wright og Daryl Gurney, således med ud i det badevand, som tidligere på ugen sendte både Michael van Gerwen, Gerwyn Price, Rob Cross og Nathan Aspinall ud af Milton Keynes.

Kun Gary Anderson og Michael Smith er tilbage i turneringen, men ingen af de to var i aktion onsdag aften. Lad os i den forbindelse tage en gennemgang af gårsdagens kampe, hvor de undertippede spillere stjal rampelyset:

Vincent van der Voort i første kvartfinale siden 2009

Aftenens kampprogram blev indledt med et opgør mellem Vincent van der Voort og Daryl Gurney. Her imponerede hollænderen med endnu en overbevisende præstation, efter det lykkedes ham at besejre Dave Chisnall i første runde.

‘The Dutch Destroyer’ var placeret som nummer 33 på verdensranglisten forud for World Macthplay, men er nu som minimum sikret at rykke op som nummer 28, når turneringen er overstået. Den 44-årige publikumsdarling er derudover videre til sin første kvartfinale ved World Matchplay siden 2009, alt imens en sejr i hans næste kamp mod Glen Durrant vil sikre ham sin første semifinale i en major siden Players Championship Finals i 2014.

For Daryl Gurneys vedkommende betyder nederlaget, at nordireren trods alt kan tilføre 4.000 pund til verdensranglisten, hvilket foreløbigt betyder, at han bibeholder sin placering som nummer otte på verdensranglisten.

Dimitri van Den Bergh fortsætter positiv stime

I onsdagens anden kamp lykkedes det den dobbelte ungdomsverdensmester, Dimitri van Den Bergh, at vende et truende nederlag mod Joe Cullen til en dramatisk sejr.

Belgieren var således bagud 5-8 undervejs, inden det lykkedes ham at bringe balance i regnskabet ved stillingen 8-8. Herfra dominerede den 26-årige, nu fuldskæggede, dansetrold kampen, hvilket sikrede en tæt sejr på 11-9.

Dimitri van Den Bergh kan dermed glæde sig over, at han har spillet sig i sin tredje kvartfinale ved en major i træk, efter det ligeledes lykkedes ham at spille sig blandt de sidste otte ved både VM og UK Open. Dermed banker belgieren efterhånden på til verdensranglisten top 16, hvor han efter gårsdagens sejr er placeret som nummer 21.

Durrant vandt topopgøret

Onsdagens helt store opgør skulle afgøres mellem de to Premier League profiler, Peter Wright og Glen Durrant.

Peter Wright var på forhånd udpeget som favorit, og var da også foran 7-8 undervejs i opgøret. Verdensmesteren præsterede dog usædvanligt dårligt på sine doubler, hvilket blev en afgørende faktor for ‘Snakebite’, der forinden opgøret var turneringens samlede favorit, efter Michael van Gerwens exit i tirsdag.

Med en lukkeprocent på blot 26,67% var der med andre ord rigeligt med muligheder for Durrant til at slå til, hvilket den tredobbelte BDO-verdensmester udnyttede til perfektion, hvilket sidenhen sikrede ham en sejr på 11-9.

Glen Durrant jagter nu en kvartfinalesejr over Vincent van der Voort, hvilket vil bringe ham i semifinalen ved World Matchplay for andet år i træk.

Adrian Lewis viste endnu engang gode takter

I gårsdagens sidste kamp lykkedes det Adrian Lewis at besejre hollandske Danny Noppert 11-7. Noppert gik ellers ind til opgøret som favorit blandt flere eksperter, men formåede aldrig at finde sit spil, alt imens ‘Jackpot’ imponerede med et gennemsnit på 99,81.

Adrian Lewis er dermed videre til kvartfinalerne, hvor han møder Dimitri van Den Bergh. Her jagter den tidligere, dobbelte verdensmester sin første semifinale ved en major siden World Matchplay i 2017.

World Matchplay fortsætter i aften klokken 20:00. Kampene kan ses live på TV3 Sport, Viaplay og PDC.tv. Du finder kampprogrammet for aftenens kampe i bunden af artiklen, mens du lige her nedenfor finder en oversigt over onsdagens resultater.


Resultater onsdag 22. juli
Anden runde
Vincent van der Voort (97,67) 11-5 (93,79) Daryl Gurney
Dimitri van Den Bergh (93,19) 11-9 (92,18) Joe Cullen
Glen Durrant (98,36) 11-8 (100,87) Peter Wright
Adrian Lewis (99,81) 11-7 (87,36) Danny Noppert

Højdepunkter onsdag 22. juli


Torsdag 23. juli (20:00) – TV3 Sport, Viaplay og PDC.tv
Kvartfinaler
Krzysztof Ratajski v Michael Smith
Simon Whitlock v Gary Anderson

Fredag 24. juli (20:00) – TV3 Sport, Viaplay og PDC.tv
Kvartfinaler
Adrian Lewis v Dimitri Van den Bergh
Glen Durrant v Vincent van der Voort

Lørdag 25. juli (20:00) – TV3 Sport (fra klokken 21:00), Viaplay og PDC.tv
Semifinaler

Søndag 26. juli (20:00) – TV3 Sport (fra klokken 21:30), Viaplay og PDC.tv
Finale

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*