Optakt: World Series of Darts Finals begynder i dag

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

I dag begynder sæsonfinalen ved World Series of Darts. Her tørner Michael Smith og Gerwyn Price sammen allerede i første runde.

Efter fem World Series events afholdt i både Tyskland, USA, New Zealand og Australien tages der i dag hul på sæsonfinalen i World Series of Darts.

Turneringen blev første gang afholdt i 2015 og blev de følgende tre år vundet af Michael van Gerwen. Sidste år var det imidlertid James Wade, der kunne juble over en samlet sejr, da han besejrede Michael Smith 11-10 i finalen.

Netop Michael Smith er blandt de 16 spillere, der skal i aktion fredag aften, hvor han møder Gerwyn Price i første runde. Kampen er af flere blevet betegnet som rundens kamp, selvom publikummet i den hollandske by Amsterdam også vil kunne se frem til opgør mellem Krzysztof Ratajski og Nathan Aspinall samt Dave Chisnall og Simon Whitlock.

Vinderne af aftenens otte indledende kampe vil i morgen kunne se frem til at møde de otte højst placerede spillere på World Series-ranglisten, der traditionen tro alle er seedet direkte videre til 1/8-finalerne. I den forbindelse er det mest interessante ved lodtrækningen, at vinderen af kampen mellem Michael Smith og Gerwyn Price møder Michael van Gerwen.

Eftersom World Series of Darts i høj grad er en invitationsturnering, så vil de respektive pengepræmier ikke overgå til verdensranglisten. Til gengæld vil vinderen af turneringen nok alligevel kunne glæde sig over vinderchecken på 70.000 pund (ca. 607.000 danske kroner).

Du kan se en oversigt over fredagens kampe ved World Series of Darts Finals her nedenfor. Alle kampe i første runde spilles bedst af 11 legs, og kan ses live på Viaplay og PDC.tv fra klokken 19.45. Derudover sender TV3 Sport live fra klokken 21.45.


World Series of Darts Finals
Fredag 1. november 2019
Første runde (20.00)

Wayne Jones vs. Jonny Clayton
Ricky Evans vs. Ian White
Kyle Anderson vs. Mensur Suljovic
Krzysztof Ratajski vs. Nathan Aspinall
Michael Smith vs. Gerwyn Price
Dave Chisnall vs. Simon Whitlock
Danny Noppert vs. Jeffrey de Zwaan
Jermaine Wattimena vs. Gabriel Clemens

De otte seedede spillere
1. Michael van Gerwen
2. Peter Wright
3. Rob Cross
4. Daryl Gurney
5. Damon Heta
6. Raymond van Barneveld
7. Gary Anderson
8. James Wade

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*