Barneveld stryger 11 placeringer ned af verdensranglisten

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Barneveld står efterhånden over for noget af en opgave, når han til næste år indleder sin sidste sæson som professionel.

Forud for PDC’s igangværende verdensmesterskab var 51-årige Raymond van Barneveld placeret som nummer 17 på PDC’s verdensrangliste. Den placering er nu skiftet ud med en tilværelse som nummer 28. Den markante tilbagegang skyldes til dels Barnevelds tidlige VM-exit, hvor han ellers havde adskillige VM-point at forsvare fra sin semifinale i 2017, men også at en lang række af de spillere som var placeret umiddelbart efter Barneveld forud for VM selv har haft succes ved verdensmesterskabet.

Det er ikke utænkeligt, at Barneveld vil rasle yderligere ned af verdensranglisten, selvom det på forhånd lader til, at verdensranglistens 28. plads vil være reserveret til Barneveld, når VM er færdigspillet.

Barneveld, der vandt PDC’s verdensmesterskab i 2007, står således overfor noget af en opgave, hvis han vil gøre sig forhåbninger om at kvalificere sig til VM igen i 2020, idet han formentlig vil være nødsaget til at være langt mere aktiv på PDC’s ProTour end han har været de seneste sæsoner.

Også Barnevelds Premier League-forhåbninger lader efterhånden til at være vanskelige at indfri. Det er således aldrig set tidligere, at en spiller med så lav en ranglisteplacering er blevet udtaget til turneringen. Rekorden for den laveste ranglisteplacering er i den forbindelse indehavet af Stephen Bunting, der med sin 24. plads på verdensranglisten blev udtaget 2015. Med til historien hører det sig imidlertid, at Bunting på daværende tidspunkt blot havde spillet en enkelt sæson i PDC, der som bekendt anvender en to-årig verdensrangliste.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*