Dimitri Van den Bergh er testet positiv for corona – misser Grand Slam of Darts

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Dimitri Van den Bergh er blevet tvunget til afbud fra Grand Slam of Darts, efter han er blevet testet positiv for coronavirus. Han erstattes i stedet af verdensranglistens nummer 29, Chris Dobey.

Verdensranglistens nummer fem, Dimitri Van den Bergh, er blevet tvunget til at melde afbud fra Grand Slam of Darts, der begynder nu på lørdag. Det meddeler PDC i dag på deres hjemmeside.

Den 27-årige belgier er blevet testet positiv for coronavirus, og får derfor ikke mulighed for at stille til start i engelske Wolverhampton. ‘The Dreammaker’ erstattes i stedet af 31-årige Chris Dobey, der overtager Dimitri Van den Berghs plads i gruppe D. Chris Dobey kan dermed se frem til opgør mod Stephen Bunting, Ryan Royce og Rowby-John Rodriguez i turneringens indledende gruppekampe.

Dimitri Van den Bergh spillede sig sidste år i semifinalen ved Grand Slam, hvor han ved den lejlighed tabte 16-15 til James Wade.

For Chris Dobeys vedkommende vil årets udgave af Grand Slam være hans blot anden optræden ved turneringen i karrieren. Første gang var helt tilbage i 2016, hvor han først blev nummer to i sin gruppe efter kampe mod Benito van de Pas, Scott Mitchell og Adrian Lewis, hvorefter han sidenhen spillede sig i kvartfinalen.

Det er langt fra første gang, at en topspiller i PDC må melde afbud til en stor turnering, efter at have afleveret en positiv coronatest. Forud for dette års Premier League måtte den forsvarende verdensmester og verdensetter, Gerwyn Price, således trække sig fra turneringen, alt imens Adrian Lewis og Stephen Bunting sidste år måtte trække sig fra World Grand Prix. Herudover har spillere som Nathan Aspinall, Martijn Kleermaker og Glen Durrant alle prøvet at melde afbud til turneringer efter at være blevet testet positiv for coronavirus.

Grand Slam of Darts begynder nu på lørdag, mens finalen afgøres søndag den 21. november. Du finder lodtrækningen og kampprogrammet for turneringen her.


Læs også:

Oversigt: Lodtrækning og kampprogram for Grand Slam of Darts

Nathan Aspinall trækker sig fra Super Series efter positiv coronatest

Hollænder udelukket fra VM efter positiv coronatest

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*