Optakt: Hvem skal spille finalen den 1. januar?

Tekst: Mads Plagborg Magnussen

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Der er kun fire spillere tilbage ved dette års VM, som altså nærmer sig sin ende.

Der er kun to spilledage tilbage ved dette års VM. Således står den på semifinaler i aften og den 1. januar står den således på finale.

De fire spillere, som har mulighed for en plads i finalen er Michael van Gerwen, Nathan Aspinall, Peter Wright og Gerwyn Price.

Michael van Gerwen har stået i finalen fire gange gør, hvoraf det er blevet til tre finalesejre. Peter Wright har været i den prestigefyldte finale én gang før, her tabte han til førnævnte Michael van Gerwen. Både Nathan Aspinall og Gerwyn Price har endnu ikke fundet vej til finalen ved VM, dermed er der mulighed for en ren debutant-finale.

Dagens to semifinaler spilles i aften fra klokken 20.00. Du kan følge det hele på enten pdc.tv, Viaplay eller TV3 Sport fra klokken 20.00.

Derudover kan du som altid læse nogle analyser forud for aftenens kampe herunder:

Peter Wright [2.20] v Gerwyn Price [1.66]
Bookmakerne har Gerwyn Price som favorit i aftenens første semifinale, og hvis man kigger på resultaterne op til VM, som giver det god mening. Her havde Price virkelig tur i den og vandt således Grand Slam og nåede finalen ved Players Championship Finals.
Peter Wright var samtidig den spiller, som Gerwyn Price slog i finalen ved Grand Slam, og derudover blev Peter Wright allerede slået ud af Players Championship Finals i første runde.

Men tager man et kig på præstationerne igennem VM-turneringen, så er der ikke meget, som skiller dem ad. De har således begge ligget med snit i 90’erne undervejs og har samtidig snittet lige omkring de 104-105 i en enkelt kamp hver. Peter Wrights høje snit var dog i går, hvorimod Prices var i tredje runde, altså waliserens anden kamp. Så spørgsmålet er, om skotten kan køre videre på sit momentum fra i går?

Indbyrdes har de to mødt hinanden 19 gange, hvor det er blevet til 13 sejre for Wright, en enkelt uafgjort og fem sejre til Gerwyn Price. Dog skal man tage med, at i de fire opgør, som de to har haft i 2019, så har Gerwyn Price vundet tre af dem.

Der er altså ingen tvivl om, at Price har fået et langt bedre tag på Wright, hvilket går fint i forlængelse med waliseren udvikling i 2019, men når det er sagt, så virker det til, at kampen bliver tættere end hvad oddsene indikerer, omend det nok er meget naturligt, at Price bliver betragtet som favoritten.

Bud på resultat: Gerwyn Price vinder 6-4

Michael van Gerwen [1.16] v Nathan Aspinall [5.00]
Her er der til gengæld tale om en helt anden, og forståelig, favoritværdighed. I det hele taget vil Michael van Gerwen være favorit i alle de opgør, som han deltager i, men her bliver han betragtet som meget stor favorit, hvilket giver meget god mening.

Hvis man starter med at kigge på indbyrdes, så har de to mødt hinanden fire gange. Her står det faktisk helt lige, men det må dog tages med, at alle fire kampe er spillet i nogle mindre turneringer. Hvorfor skal det nævnes? Det skal nævnes, fordi formaterne er noget kortere i de mindre turneringer, samt det faktum at Michael van Gerwen generelt leverer på et helt andet niveau, når han spiller i de helt store turneringer.

Der var da heller ikke meget, som indikerede, at det skulle være Nathan Aspinall, som skulle stå i denne semifinale. Op til turneringen gik han ikke videre fra gruppespillet ved Grand Slam, og derudover tabte han allerede i første runde ved Players Championship Finals. I det hele taget har der ikke været meget at råbe hurra for siden den unge englænder vandt UK Open i foråret.

Michael van Gerwen så til gengæld ud til at have timet formen ganske godt forud for VM. Han nåede således semifinalen ved Grand Slam og vandt Players Championship Finals.

Nathan Aspinall kan uden tvivl spille en god og habil dart, men over sådan et langt format, som det er i aften, så ser det virkelig svært ud for englænderen.

Bud på resultat: Michael van Gerwen vinder 6-3


Resultater fra 29. december
Nathan Aspinall (95.31) 5-3 (91.12) Dimitri Van den Bergh
Peter Wright (105.86) 5-3 (98.65) Luke Humphries
Michael van Gerwen (99.50) 5-2 (90.25) Darius Labanauskas
Gerwyn Price (99.69) 5-1 (94.42) Glen Durrant

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*