Optakt: Kun otte mand tilbage ved Grand Slam of Darts

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Peter Wright og Dave Chisnall indleder fredagens kvartfinaler med deres 28. indbyrdes opgør.

Efter et højdramatisk comeback lykkedes det i går Adrian Lewis at besejre James Wade 10-9 efter at have været bagud 6-9.

Til trods for et overordnet svingende niveau, så viste den dobbelte verdensmester ved flere lejligheder, at han fortsat har et topniveau der hører til i den absolutte verdensklasse. ‘Jackpot’ leverede således hele ni 180’ere undervejs i sin sejr, alt imens han vandt sine sidste fire legs i henholdvis 12, 12, 14 og 15 dart.

Den overraskende sejr betyder, at Lewis nu er klar til sin første kvartfinale ved en major siden World Matchplay 2017. Her kan han se frem til at møde Michael van Gerwen, der endnu engang viste storform med et gennemsnit på 101,41 i sin 10-7 sejr over Ian White i går aftes.

Også Gerwyn Price og Gary Anderson er videre til kvartfinalerne ved Grand Slam of Darts, efter de hver især besejrede Darren Webster og Robert Thornton. Dermed kan de se frem til en gentagelse af sidste års finale, når de mødes i kvartfinalen i morgen aften.

Otte mand tilbage

Før Gary Anderson kan jagte en revanche mod sin walisiske rival, så skal der dog først findes en vinder af Grand Slam-lodtrækningens to nederste kvartfinaler. Her indleder 2014-finalisten Dave Chisnall med et opgør mod Peter Wright, der selv var i finalen i 2017.

Herefter jagter Glen Durrant sin tredje semifinale ved en major i sin debutsæson i PDC, idet han møder Michael Smith i fredagens sene kamp.

Michael Smith har, når man ser bort fra Premier League, selv haft en sublim sæson ved diverse majors, hvor det blandt andet har kulmineret med finaleplaceringer ved VM og World Matchplay. Tiden vil vise, om han i dag spiller sig i sin sjette semifinale ved en major i indeværende sæson.

Turneringens sidste kvartfinaler afgøres i morgen, inden semifinaler og finale afvikles på søndag.

Du kan se en oversigt over hele aftenens kampprogram her nedenfor. Kampene begynder klokken 20.00 og kan ses live på Viaplay og PDC.tv, alt imens TV3 MAX sender live fra klokken 20.45.


Fredag 15. november (20.00)
Kvartfinaler (bedst af 31 legs)
Dave Chisnall v Peter Wright
Glen Durrant v Michael Smith

Lørdag 16. november (21.00)
Kvartfinaler (bedst af 31 legs)

Gerwyn Price v Gary Anderson
Michael van Gerwen v Adrian Lewis


Resultater fra torsdag 14. november 
1/8-finaler
Adrian Lewis (95,99) 10-9 (93,23) James Wade
Gerwyn Price (98,75) 10-1 (90,56) Darren Webster
Michael van Gerwen (101,41) 10-7 (97,5) Ian White
Gary Anderson (90,97) 10-8 (87,36) Robert Thornton

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*