Gerwyn Price i kvartfinalen efter stort comeback mod Nathan Aspinall

Tekst: Martin Hawkins

Foto: PDC/Lawrence Lustig

Efter en hel eftermiddag uden dart, var otte af spillerne tilbage denne lørdag aften for at spille de sidste fire kampe i 2. runde og dermed færdiggøre line-uppet til søndagens kvartfinaler.

Chris Dobey lavede seks 180’ere mod Vincent van der Voorts ene, men havde til gengæld svært ved at ramme doublerne når han kom derned – bortset fra da han lukkede 150 for at reducere til 4-2. Van der Voort havde dog hele tiden teten, og sejren på 10-5 var aldrig i fare. Michael Smith kunne ikke helt leve op til det flotte spil han leverede i 1. runde, men var alligevel hele tiden et skridt foran Stephen Bunting. Han havde også fundet lukkepilene frem, og allerede i første leg brillerede han med en flot 158-lukning. I sjette leg brød han så Stephen Buntings udlæg ved at lukke 124 på rød bull for en føring på 4-2, og et par legs senere var det så Buntings tur til at lege med, da restscoren på 146 fornemt blev nedlagt. Smith nåede at misse fire matchpile ved scoren 9-5, men det blev ikke til mere end et par legs ekstra til Bunting, da Smith meget passende vandt sit 10. leg ved at lukke 100 på 20, D20, D20.

Mange havde Gerwyn Price som favorit til at vinde turneringen af de tilbageværende spillere, men han fik en hård start i kampen mod Nathan Aspinall, som ved første pause førte med 5-0 og spillede med et gennemsnit på mere end 110. De næste fem legs gik dog den modsatte vej, og så var det helt lige inden den anden pause, med begge spillere stadig over 100 i snit. Herefter var det Gerwyn Price der havde momentum, og med et afgørende break til 9-6 ved at lukke 132 på rød bull var det som om at Aspinall havde indset nederlaget – det kom i næste leg, da Price cementerede et vildt comeback med en 16-darter til slutresultatet 10-6.

De to hurtigtkastende hollændere Jeffrey de Zwaan og Jermaine Wattimena fuldendte aftenen i kampen om den sidste kvartfinaleplads, og med et gennemsnit på omkring 92 til begge spillere, var det lidt af et antiklimaks i forhold til kampen inden. De Zwaan lagde pænt ud med en 11-darter og bragte sig siden foran 6-2, før Wattimena begyndte at finde lidt bedre spil frem – på det tidspunkt var det dog for sent, og det endte med en sejr på 10-6 til “The Black Cobra”, som dermed bliver sidste mand i kvartfinalerne.

Alle lørdagens resultater kan ses nedenfor:

Vincent van der Voort (96,63) 10-5 (94,29) Chris Dobey
Michael Smith (94,56) 10-7 (90,75) Stephen Bunting
Gerwyn Price (103,85) 10-6 (101,88) Nathan Aspinall
Jeffrey de Zwaan (92,82) 10-6 (91,23) Jermaine Wattimena

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*