
Sent i går aftes besejrede Joe Cullen Michael van Gerwen 8-5 i finalen ved European Darts Matchplay.
Det 30-årige evighedstalent, Joe Cullen, sikrede sig i går aftes karrierens største triumf nogensinde, da han besejrede Michael van Gerwen 8-5 i finalen ved European Darts Matchplay. Med til sejren hører en præmiecheck på 25.000 pund svarende til lidt over 200.000 danske kroner.
Europa Tour-sejren betyder, at Cullen nu står noteret for tre senior-titler i PDC. De to første blev sikret på den noget mindre prestigefulde Players Championship-tour i 2017.
Selve turneringssejren blev en realitet, efter en særdeles hård lodtrækning. Som 11.-seedet var Cullen ganske vist per automatik videre til turneringens anden runde, hvor han her indledte sæsonens 11. Europa Tour med en 6-3 sejr over sin engelske landsmand Jamie Hughes – Hughes der selv har opnået succes på Europa Touren, eftersom han tidligere på året sikrede sig den samlede sejr ved Czech Darts Open.
I tredje runde fortsatte Cullen så de overbevisende takter med endnu en 6-3 sejr over William O’Connor, inden han i kvartfinalen besejrede den tredobbelte BDO-verdensmester, Glen Durrant, med cifrene 6-2. Durrant havde i runden forinden leveret turneringens højeste gennemsnit på 110,05, da han ved den lejlighed ekspederede Gerwyn Price ud af turneringen.
I semifinalen, der i øvrigt var Cullen femte semifinale på Europa Touren, lykkedes det ham så at besejre sidste års vinder af European Championship, James Wade, med slutresultatet 7-5. Sejren markerede Cullens højeste gennemsnit undervejs til finalesejren, idet gennemsnittet endte på 103,69.
I finalen var Cullen efterfølgende tæt på at gentage præstationen, da han med 101,30 i gennemsnit altså besejrede Michael van Gerwen 8-5. Kampen var ellers fuldstændig lige ved stillingen 5-5, hvorefter Cullen vandt kampens sidste tre legs i henholdvis 13, 13 og 14 dart. Forinden da havde han i øvrigt leveret en 170-lukker i midten af kampen.
Well done @rockstar_13_ special moment for you. Enjoy it.
Joe played phenomenal game and tournament and deserved to win the title.
Losing a final is never nice and I can only blame myself. 2nd is never enough for me but the credit is to him.
Great crowd & tournament!
— Michael Van Gerwen (@MvG180) September 8, 2019
Turneringssejren betyder, at Joe Cullen rykker tre placering frem som nummer 15 på verdensranglisten, hvilket sender Adrian Lewis ned som nummer 16, alt imens Stephen Bunting ryger ud af de seedede placeringer.
For Michael van Gerwens vedkommende, så må den hollandske verdensetter leve med, at han nu har tabt finalen ved de seneste to Europa Tour-turneringer, alt imens han fortsat ikke har vundet en ranglisteturnering siden begyndelsen af maj. Han får dog chancen for at rette op på sin titeltørke allerede i næste weekend hvor Europa Touren tager til den østtyske by Riesa.
Be the first to comment